Danske Patienter: ”Tusindvis af danskere med psykiske problemer går og bakser alene med lidelsen alt for længe uden at få professionel hjælp.
Konsekvensen er, at deres besværligheder udvikler sig til en egentlig sygdom, der i værste fald er invaliderende. De mister job og kontakten til familien og koster samfundet gigantiske summer”. Politiken citerer paraplyorganisationen Danske Patienter for i et nyt udspil at kræve hurtigere og bedre behandling til den halve million danskere, de anslår lider af depression eller angst.
Formand for Danske Patienter Lars Engberg mener, at mange afholder sig fra at søge psykolog, fordi de ikke har de 600-800 kr., det koster for en konsultation hos psykologen og mener at kriterierne for tilskud til behandling skal ændres, så også fx folk med lette depressioner over 37 år kan omfattes af tilskudsordningen. ”Vi har ikke lavet det totale samfundsøkonomiske regnestykke, men det er klart, at der er forbundet nogle udgifter med at sikre behandling til flere. Men så får vi også en økonomisk gevinst i den anden ende, når folk fortsat an forsørge sig selv", siger Lars Engberg til Politiken.
Roal Ulrichsen siger samstemmende, at der er en klar tendens til, at mange først henvender sig, når sygdommen har bidt sig fast: ”De har gået med sygdommen så længe, at den er blevet kronisk, og en langvarig behandling er blevet nødvendig. Nogle kan ikke længere blive raske, mens andre må behandles tre-fire gange så lang tid, som hvis de var kommet før”, siger han til Politiken.
Kilde: Politiken, 9. september 2010Læs Danske patienters udspil på www.danskepatienter.dk.