Fra OK08 til OK11 Det økonomiske råderum eller mangel på samme til OK11 Oplistning på begge sider af bordet Periodelængde på overenskomsten Fortsat diskussion om lønsystemet Hvor er vi så i Dansk Psykolog Forening?
Nu da optakten til overenskomst 2011 er skudt i gang, er det på sin plads at gøre status over, hvad der kom ud af den sidste overenskomst fra 2008.Med resultatet af OK08 fik vi rekordstore lønstigninger på 12,5 % henover den samlede 3-årige periode. Resultatet i 2008 byggede på både en høj lønudvikling i den private sektor og på et særlig godt overenskomstresultat på det private arbejdsmarked i 2007.
Nu har finanskrisen hærget, og det har givet en periode med meget lav lønudvikling på det private arbejdsmarked. Det betyder, at overenskomstresultatet på det offentlige område fra OK08 er blevet endnu bedre i sammenligning med den nuværende situation og lønudviklingen på det private arbejdsmarked.
Men tendens fra 2008 var at der var øget fokus på lønudviklingen i det offentlige og ikke mindst fastholdelse og rekruttering af offentlige ansatte. Det sidste fik tilmed politisk bevågenhed i forbindelse med folketingsvalget i 2007.
Det er forventningen, at overenskomstforhandlingerne på det private område i 2010 vil komme ud med et mere magert resultat end sidste gang. Derfor må det også forventes, at det økonomiske grundlag – rammen – for de offentlige overenskomstforhandlinger næste gang vil blive meget lavere end ved OK08. Arbejdsgiverne vil formodentlig argumentere for, at lønudviklingen på det offentlige område i overenskomstperioden har været større end lønudviklingen i samme periode på det private arbejdsmarked – og at vi derfor ”skylder penge” før vi kommer til forhandlingsbordet. Reallønnen kommer dog næppe i fare, da inflationen i perioden med finanskrisen har været rekordlav. I figuren herunder kan du se løn- og prisudviklingen i perioden.Klik her for et større billede (pdf)Det fremgår af figuren, at reallønsudviklingen for offentligt ansatte i hele perioden har været positiv. Offentligt ansattes lønninger har i hele perioden ligget over prisudviklingen, og samtidig har lønudviklingen for offentligt ansatte – specielt i slutningen af perioden – været bedre end på det private arbejdsmarked. Figuren viser derfor, at OK08 blev en god overenskomst for offentligt ansatte.
Ved OK08 var der igen fokus på den lokale løndannelse. Der blev ikke dengang satset særlig meget på den lokale løndannelse, da hovedkravene fra AC/DP´s var generelle lønstigninger, en forbedring af basislønskalaen samt pensionsforbedringer. De tre krav har alle været med til at sikre lønudviklingen og pensionsformuen.
Psykologernes lønudvikling søges sikret specifikt ved de centrale forhandlinger mellem arbejdsgiverne og Dansk Psykolog Forening og ved de lokale lønforhandlinger. Vi udnytter i høj grad adgangen til at forhandle lokalt ved nyansættelser - og med stigende succes. I forbindelse med nyansættelserne kan psykologerne stille lønkrav, og den begyndende psykologmangel kan medvirke til at presse lønnen opad.
De årlige lønforhandlinger i kommuner og regioner er derimod præget af et mere fokus fra arbejdsgiverne på udmøntningsgarantien end vi har set førhen. Vi har dermed ad bagvejen fået indført et puljelønsystem, som vi ikke har ønsket. Mange arbejdspladser vælger konsekvent i øjeblikket kun at ville forhandle indenfor de midler, der er afsat via udmøntningsgarantien.
På statens område er der ingen udmøntningsgaranti. Her forhandler man alene udfra budgettet på de enkelte arbejdspladser. Det er vores opfattelse, at den lokale løndannelse på statens område fungerer bedre og mere smidigt end i kommuner og regioner. Både vores og andre AC-organisationers erfaringer med den lokale løndannelse på statens område er, at forhandlingerne i højere grad tager udgangspunkt i medarbejdernes konkrete funktioner og kvalifikationer. Forhandlingerne handler her i meget mindre grad om, hvordan en given pulje skal fordeles. Fra DP’ s side foretrækker vi klart at forhandle om funktioner og kvalifikationer frem for om fordeling af en given pulje, da psykologerne typisk besidder mange kompetencer og kvalifikationer som vi kan forhandle om.
Tal fra det fælleskommunale løn data kontor viser, at den lokale løndannelse er væsentlig for psykologerne. Figuren herunder viser udviklingen i de lokale tillæg i gennemsnit pr. ansat siden april 2007.Det fremgår af figuren, at den lokale løndannelse for psykologer i perioden har været en lille smule bedre end for AC-gruppen generelt.
Ved OK05 blev det centrale PPR-tillæg på trin 8 aftalt. Ved OK08 aftalte vi en forbedring, sådan at PPR-tillægget kom til at gælde fra trin 6. Vi betalte ikke meget for dette, da vi fremlagde beregninger på, at rigtig mange kommuner via aftaler og kutymer allerede forinden gav tillægget på 17.800 kr. (2000-niveau) før psykologerne kom på trin 8.
Ved OK08 fik vi også en aftale med de regionale arbejdsgivere om, at vi skal forhandle lønningerne til specialpsykologer, når specialpsykologuddannelsen er på plads og implementeret. Da specialpsykologuddannelsen endnu ikke er etableret, er lønforhandlingerne i sagens natur heller ikke gennemført. Vi håber fortsat, at vi inden forhandlingerne ved OK11 får dette på plads.
Ved OK08 fik vi tillige et gennembrud for ledergruppen, da vi aftalte nye centrale lønindplaceringer på løntrin 49 og 50. De nye klassificeringer er nu begyndt at blive anvendt ved vores forhandlinger, men spørgsmålet er, om vi ved OK08 skal gå efter en afskaffelse af løntrin 49. Af andre store emner fra OK08 kan nævnes midlerne til kompetenceudvikling og seniortiltag. I begge tilfælde kom pengene hertil fra trepartsaftalen mellem Regeringen, de kommunale – og regionale arbejdsgivere og LO, FTF og AC. Kompetencemidlerne resulterede i en sum penge til brug for yderligere uddannelse af medarbejderne i det enkelte ministerium, den enkelte region eller kommune. Det er desværre vores indtryk, at effekten af disse kompetencemidler ikke har været særlig stor, men at bureaukratiet omkring ordningen har været voldsomt. Seniorrettighederne blev primært udmøntet gennem centrale overenskomster som ekstra fridage til seniorerne. Billedet er her, at hovedparten af målgruppen ikke holder disse dage, men får dem udbetalt i stedet for. Både aftalen om kompetenceudvikling og seniorinitiativer er midlertidige, da trepartsmidlerne udløber ved udgangen af 2011.
Ved overenskomstforhandlingerne i 2008 var rammen for den 3-årige aftale rekordhøj med 12,8 procent. Tiden var til store lønstigninger på grund af den gode lønudvikling på det private arbejdsmarked, og der var politisk opbakning til dette. Det specielle ved OK08 var derudover, at man aftale hovedparten af stigningerne allerede i 2008, og at en del af de resterende stigninger primært skulle skaffes via reguleringsordningen. Her efterfølgende har det så vist sig at lønudviklingen pga. finanskrisen er gået i stå, og at dette betyder at reguleringsordningen har været negativ, dvs. at lønudviklingen i den offentlige sektor i en periode har været over lønudviklingen i den private sektor.Dette problem er søgt løst ved at aflyse lønstigningerne i 2010, men der er stadig et endnu ikke defineret restbeløb, der skal trækkes fra resultatet af OK11. Dermed starter vi forhandlingsrunden med at skylde. Når vi samtidig kan konstatere, at lønudviklingen på det private arbejdsmarked er meget svag, så er der en overhængende fare for, at overenskomstforhandlingerne denne gang resulterer i et meget lille resultat – måske med 1 til 2 % pr. aftaleår mod 4 til 5 % pr. år sidste gang. Hertil kommer, at der som nævnt ikke bliver stigninger overhovedet i år 1, pga. ”gælden”. Der er således tale om en situation, hvor medlemmerne vil blive bedt om at stemme en overenskomst med et meget ringe økonomisk resultat hjem.
Ved de sidste to overenskomstrunder har vi haft en opsplitning på det kommunale og regionale område mellem de to forhandlingsfællesskaber KTO ( hvor AC er med) og sundhedskartellet, SK, mens der forsat på statens område er en forhandlingsorganisation i form af CFU. Op til denne overenskomstrunde er der nu endnu mere splittelse på lønmodtagerside. På det regionale område har FOA forladt KTO og det har betydet at KTO i forhold til Danske Regioner vil spille en mindre rolle, og dermed vil AC skulle forhandle alene og udenom KTO på dette område. Da sundhedskartellet på det regionale område er meget store, vil vi således have fire lønmodtagerparter i form af Sundhedskartellet (primært sygeplejersker), FOA (primært sundhedsassistenter), AC (hvor lægerne er største gruppe) samt resten af KTO (primært HK og socialpædagogerne). Der vil være et tæt samspil mellem AC og KTO på det regionale område, men det bliver spændende om det også på samlet set på lønmodtagerside vil lykkes at koordinere, så det ikke alene bliver i form af kontrol på arbejdsgiver side at koordineringen sker.Der er ingen tvivl om at arbejdsgiverne, primært med statens som kontrolinstans, vil lægge op til tæt koordinering mellem arbejdsgiverparterne, og der vil også blive lagt op til meget stramme forhandlinger. Særlig i forhold til det regionale område har Staten - via Regionernes Lønnings- og Takstnævn - en særlig position, som de givet vis vil udnytte.FOA ønsker – i forlængelse af OK08 – at gå solo (det gjorde FOA også undervejs ved OK08) i forsøg på at sikre FOA-medlemmerne en bedre lønudvikling end andre faggrupper. FOA argumenterer for, at området er lavtlønsområde, som der bør ske lønforbedringer på. Det er dog svært at se, at FOA får mulighed for opnå noget her. I 2008 var der mangel på arbejdskraft, særlig indenfor dele af FOA´s områder, og samtidig var der bred enighed blandt befolkning og politikere om, at dette område skulle prioriteres. Men nu er der ikke længere mangel på arbejdskraft blandt social- og sundhedsassistenterne, og faget har også fået ”ridser” med de seneste skandalerhistorier i pressen. Som et lille særligt hjørne er det nu første gang ingeniørerne skal forhandle alene efter de meldte sig ud af AC ved udgangen af 2008. Det får næppe den store betydning i forhold til de samlede forhandlinger.
Et andet vigtigt tema der har været til diskussion er længden af ok- og aftaleperioden. Set i lyset af de begrænsede midler og muligvis et første år uden udmøntning kan man få øje på flere senarier i forhold til periodelængden.Det private arbejdsmarked indgik i 2010 en 2 års aftale. Det betyder at det private arbejdsmarked skal forhandle i igen i 2012. Dermed gik man, primært med begrundelse i den økonomiske usikkerhed, tilbage til 2 årige overenskomster, som der indtil slutningen af 90’erne var tradition for. Der tales også om en 1 årig aftale - f.eks. som en forlængelse/udskydelse af de eksisterende overenskomster og som en aftale om nul vækst for at få betalt tilbage engang for alle og så starte op på en frisk i 2012.Det sidste forslag er en helt ny måde at se overenskomstforhandlingerne på, og det er spørgsmålet om, det kan lade sig gøre uden urafstemning blandt medlemmerne. Fordelen skulle være, at vi på et år klarede tilbagebetalingen, og dermed fik flere penge til at forhandle om fremadrettet, samt at medlemmerne nu har krisen på nethinden, og kan acceptere et dårligt resultat. Ulemperne er, om vi så er overhovedet vil være færdig med at betale om et år, eller om der fortsat er risiko for lavkonjunktur og nulvækst på det private arbejdsmarked. Endelig er det højst tvivlsomt, om arbejdsgiverne overhovedet vil være med til en løsning om at udskyde forhandlingerne og dermed regningen.Ideen i en 2 årig aftale fremfor en 3 årig aftale skulle være, at den usikkerhed der er om finanskrisens ophør, gør at det er umuligt at spå længere end 2 år frem. På den anden side vil en 2 årig aftale med et år 1 uden penge være vanskelig at gøre attraktiv. Der vil med en 2 årig overenskomst formentlig blive tale om en ramme på mellem 1 og 2 % til lønforbedringer, mens en 3 års aftale nok ville kunne komme op på 3 til 4 %. Vurderingen er, at en forlængelse næppe kan blive gennemført, da den model dels har et demokratisk underskud, dels vil betyde, at vi skal forhandle sammen med de private i 2012 og endelig ikke kan være sikre på at hele ”gælden” er betalt tilbage i 2012. Som nævnt vil arbejdsgiverne formentlig også være uvillige til denne løsning.Når valget står mellem 2 eller 3 år, er der meget der peger mod de 2 år. Dels valgte man 2 år på det private område, og dels er det meget svært at vurdere pt. Hvilken vej samfundsøkonomien vil gå. Det er derfor umuligt at vurdere, hvornår der bliver plads til lønforbedringer igen og med en 3 årig aftale vil det økonomiske skøn blive meget forsigtigt, og vil risikerer at blive presset til at acceptere dette. Resultatet kan blive, at en 3 årig aftale kun vil blive meget lidt bedre end en 2 årig. Der skal dermed et godt tilbud til fra de offentlige arbejdsgiver, hvis en 3 årig aftale skal sikres, og et sådan tilbud vil Dansk Industri næppe acceptere. Vurderingen må derfor være, at det mest sandsynlige – og vel også bedste bud – må være en 2 årig aftale.
Lønrelationer er et særligt emne, der specielt efter offentliggørelse af lønkommissionens rapport, vil blive diskuteret. Med den meget beskedne ramme bliver det dog umuligt at rette op på problemer med lønrelationer – og det bliver umuligt at blive enige om, om det er kvinder eller lavtlønnede, eller noget helt tredje, der skal prioriteres. Selv med en meget lang tidshorisont bliver vi ikke enige på lønmodtagerside.Tilbage er så emnet lønsystem, som der senest er sat lidt mere fokus på. Lønkommissionen startede med at forslå et eftersyn af den offentlige sektor, herunder fokus på lønsystemet og på etablering af et mere fleksibelt lønsystem.Finansministeren bakkede op om dette emne, som umiddelbart har den fordel, at det nødvendigvis ikke skal finansieres. CFU´s formand afviste umiddelbart flere forenklinger af lønsystemet, og har gjort opmærksom på, at man faktisk har indledt en voldgiftssag mod staten, fordi de styrer de lokale lønforhandlinger centralt med hård hånd og helt mod intensionen med den lokale løndannelse. Anders Bondo har som formand for KTO slået fast, at hvis man er ude på at fjerne forhandlingsadgangen - eller begrænse denne - så bliver der ikke en aftale overhovedet.På begge sider er bordet og ved alle borde (Staten, Regioner og Kommuner) er man langt hen ad vejen enige om, at det nuværende lønsystem ikke duer – bl.a. pga lokale forhandlinger og både centrale og lokale bindinger. Systemet er slidt op og forsøgt lappet - senest med indførelse af udmøntningsgarantien – men det har ikke hjulpet. KL har lanceret et forslag om en lokal lønmodel, hvor der ikke er udmøntningsgaranti, og hvor der ikke er forhåndsdisponeret midler til lokal løndannelse. Deres model er ikke beskrevet i detaljer endnu, men det politiske budskab er fremført af Michael Ziegler, formand for KL´s Løn og Personaleudvalg. Man ønsker altså et forenklet lønsystem uden centrale bindinger, og hvor det er op til den enkelte kommune, hvordan man vil bruge den lokale løndannelse.Modellen passer til lønkommisionens anbefalinger om at lokal løndannelse mangler fleksibilitet. Men om modellen kan gennemføres i en tid med stram økonomisk styring er svært at se, og det vil blive helt afgørende at forhandlingsretten på organisationsside bevares.Flere LO og FTF organisationerne har afvist modellen, da de ikke går ind for mere lokal løndannelse eller mere frihed her - og specielt har en række LO-organisationer været glade for udmøntningsgarantien, da den er med til at sikre, at de højtuddannede ikke løber med alle midlerne.Måske vil den mere frie forhandlingsramme ved forhandlingsbordene ved OK11 denne gang kunne bruges til at skabe endnu mere forskellige løsninger til ret forskellige faggrupper i forhold til lokal løndannelse.
I Dansk Psykolog Forening har vi udtaget vores krav, og disse er sendt til AC, hvor de indgår i AC’ s forhandlingsudvalgs, AC-FHO, arbejde. Vi stillede følgende krav til de generelle forhandlinger der alle er optaget på AC´s liste:- reallønsforbedring- bevarelse af reguleringsordningen- forbedring af AC-basislønskalaen - forbedring af lokal løndannelse- forbedring af pensionsprocenten til 17,5% (alene staten)- pligt til at aftale funktionstillæg for hvervet som TR (alene staten)
De tre første og det femte krav er alle krav, der udfordrer rammen for overenskomsterne og som alle organisationer har med, hvorimod de sidste to krav omkring lokal løndannelse og funktionstillæg til TR i staten er krav, der ikke belaster rammen, men alene i første omgang kræver en drøftelse af holdninger. Diskussionerne omkring den lokale løndannelse foregår i AC-FHO-regi og vil blive videreført frem til forhandlingerne indledes. Af specielle krav har vi stillet følgende krav, der alle skal forhandles af DP selv i forhold de tre modparter i Staten, Regionerne og Kommunerne: - Ledende psykologer og chefpsykologer indplaceres på løntrin 50 (alene kommunale område)- DP er part i cheflønsaftalerne (kommunale og regionale område)- PPR-tillægget gælder fra løntrin 4 (kommunale område)- Psykologer i kommuner med udenfor PPR har krav på autorisationstillæg på 34.900 (kommunale område)- Indførelse af Løn- og Stillingsstruktur for specialpsykologer i psykiatrien (regionale område)- Forbedring af konsulentaftalen (statens område)
Der er allerede lavet en løsning på kravet i forhold til cheflønsaftalen, så dette krav rejses ikke overfor arbejdsgiverne.Vores primære udfordring til OK11 bliver kravet om indførelse af en løn- og stillingsstruktur for specialpsykologer i psykiatrien. Kravet er rejst i forhold ved OK11, men med protokollatteksten fra sidste overenskomst vil vi forsøg at få handlet sagen af i løbet af efteråret, evt. med færdiggørelse ved OK11.På det kommunale område har vi kravet om ledende psykologer og chefpsykologers indplacering på løntrin, PPR-tillægget der skal gælde fra løntrin 4, og endelig at psykologer i kommuner udenfor PPR har krav på autorisationstillæg på 34.900.På statens område er vores krav en forbedring af konsulentaftalen.Vi har denne gang rejst færre krav end tidligere, og på den måde har vi allerede i nogen grad afpasset kravene efter de realistiske muligheder, der er i den kommende overenskomst med de meget begrænsede midler. Der er inden for alle tre områder – kommune, region og stat - emner vi kan profilere os på. Fra de generelle krav vil det ved alle tre forhandlingsborde være reallønsforbedringer, bevarelse af reguleringsordningen, forbedring af AC-basislønskalaen samt forbedring af lokal løndannelse, som vejer tungt. Derudover er det på statens område TR og pension samt på det regionale og kommunale område er det cheflønsaftale.Det giver følgende fokuspunkter fra Dansk Psykolog Forenings side på de tre forhandlingsområder:Staten:1. Reallønsforbedring2. Bevarelse af reguleringsordningen3. Forbedring af AC-basislønskalaen 4. Forbedring af lokal løndannelse5. Forbedring af pensionsprocenten til 17,5%6. Pligt til at aftale funktionstillæg for hvervet som TR7. Forbedring af konsulentaftalen
Regioner:1. Reallønsforbedring2. Bevarelse af reguleringsordningen3. Forbedring af AC-basislønskalaen 4. Forbedring af lokal løndannelse 5. DP er part i cheflønsaftalerne6. Indførelse af Løn- og Stillingsstruktur for specialpsykologer i psykiatrien
Kommuner:1. Reallønsforbedring2. Bevarelse af reguleringsordningen 3. Forbedring af AC-basislønskalaen 4. Forbedring af lokal løndannelse5. DP er part i cheflønsaftalerne 6. Ledende psykologer og chefpsykologer indplaceres på løntrin 507. PPR-tillægget gælder fra løntrin 48. Psykologer i kommuner med udenfor PPR har krav på autorisationstillæg på 34.900
Dermed har vi 6 til 8 væsentlige krav pr. område.Selvom vi har rejst færre krav, vil vi langt fra få alle igennem, men med udgangspunkt i den gode medlemsdebat og den målrettede udvælgelse af vores krav, vil det være relevant løbende gennem forhandlingsforløbet at fokusere på, hvordan disse krav forhandles og indfries, justeres eller afvises/frafaldes. Vi vil kunne lægge pres på modparten på den måde, at vi har behov for at sende tydelig signaler til vores medlemmer. Til sidst vil vi jo skulle beslutte, om vi kan anbefale medlemmerne at stemme ja eller nej til resultatet.
Kommunernes Landsforenings Krav til OK11Kommunernes hoved krav til OK11 er at overenskomsterne og aftaler skal fornyes på et samfundsøkonomisk forsvarligt niveau, herunder at vi starter med at fratrække det vi skylder på reguleringsordningen. Dette skyldes ikke mindst at kommunerne er præget af en stram økonomi og stadig stigende forventninger til den kommunale service.KL har derudover tilkendegivet at de ønsker en smidig og dynamisk lokal løndannelse, der frigøres fra puljer og bureaukrati. En lokal løndannelse, som understøtter strategisk indsatsområder i kommunerne. En lokal løndannelse, som medarbejderne oplever som vedkommende og gennemsigtig.For at opnå dette har KL fremsat en række forslag om at fjerne centrale regler og tillæg samt modernisere forhandlingsretten. Det sidste er dog ikke nærmere defineret, men fagbevægelsen har tidligere tydeligt tilkendegivet at det forsat er organisationerne der har forhandlingsretten både centralt og lokalt. Dermed vil ideen om at den enkelte medarbejder selv forhandler sin løn næppe have mange chancer.For psykologer er det fra KL´s side nævnt specifikt at de ønsker bemærkningen omkring autorisation til psykologer ophævet. Det er her der står at arbejdsgiverne skal give autorisationsforløb hvis autorisation kræves i stillingen. Derudover lægger KL op til at afskaffe gammel løn så alle fremover er på det samme lønsystem.
Danske Regions krav til OK11Danske Regioner lægger op til at den kommende overenskomst skal matche de store forandringer man primært regner med skal ske i de kommende år inden for sygehusene. Dette ønsker man ved at modernisere overenskomsterne og give flere muligheder for lokal fleksibilitet. Regionerne ønsker som kommunerne løntilbageholdenhed og forudsætter at den negative regulering fra 1. oktober 2010 som ikke er realiseret, realiseres i 2011.Regionerne oplever at de nuværende regler om lokal løndannelse opleves som vanskelig at administrere og meget bureaukratiske. Derfor skal det være lettere at anvende den lokale løndannelse målrettet og strategisk, end det er i dag. Derfor har Regionerne foreslået at fjerne centrale regler og tillæg samt modernisere forhandlingsretten. Det sidste er dog ikke nærmere defineret, men fagbevægelsen har tidligere tydeligt tilkende givet at det forsat er organisationerne der har forhandlingsretten både centralt og lokalt. Dermed vil ideen om at den enkelte medarbejder selv forhandler sin løn næppe have mange chancer.Regionerne har samtidig foreslået at der mellem den enkelte leder og medarbejder uden om organisationerne eller tillidsrepræsentanten kan træffes aftale om en højere arbejdstid end 37 timer pr. uge.
AC´s krav til KL til OK11Fra Akademikernes side har vi rejst en række krav omkring løn. Det handler primært om at lønnen forsat reguleres procentuel. Samtidig er der ønske om at basislønskalaen forkortes og forhøjes. Omkring den lokale løndannelse er der et krav om forbedring af forhandlingsreglerne og en opstramning af forhandlings procedurerne i det nye lønsystem.Udover dette er foreslået en række forbedringer vedr. pension, arbejds- og merarbejdsreglerne, ferieregler og forbedret vilkår i forbindelse med graviditet m.m.Men der er ikke samlet tale om så store krav som tidligere, men de rene AC krav suppleres så af organisationernes egne krav.
AC´s krav til Danske Regioner til OK11Fra Akademikernes side har vi rejst en række krav omkring løn. Det handler primært om at lønnen forsat reguleres procentuel. Samtidig er der ønske om at basislønskalaen forkortes og forhøjes. Omkring den lokale løndannelse er der et krav om forbedring af forhandlingsreglerne og en opstramning af forhandlings procedurerne i det nye lønsystem.Udover dette er foreslået en række forbedringer vedr. pension, arbejds- og merarbejdsreglerne, ferieregler og forbedret vilkår i forbindelse med graviditet m.m. Derudover er der forslået forbedringer for akademikere der arbejder på Ph.d.-stipendiater.Men der er ikke samlet tale om så store krav som tidligere, men de rene AC krav suppleres så af organisationernes egne krav.