Indsamling af overenskomstkrav

Så er det nu! Indsamling af overenskomstkrav blandt DP’ s medlemmer og repræsentanter går i gang.

Opstart på indsamling af OK krav


Så er det atter tid til at forberede overenskomstforhandlingerne, som skal gennemføres i efteråret og vinteren 2010 sådan, at de nye overenskomster kan træde i kraft pr. 1. april 2011.

Det første, der skal ske er, at Dansk Psykolog Forening skal udtage de krav til overenskomstforhandlingerne, som sammen med krav fra de andre organisationer, skal rejses over for de offentlige arbejdsgivere på statens, det regionale og det kommunale område.

Arbejdspladsdebat

I denne overenskomstrunde har vi valgt at lægge vores OK debatoplæg og andre løbende informationer på området her på temasiderne om OK 2011. Oplægget vil vi bede jer om at debattere sammen med jeres medlemmer sådan, at I kan meddele os, hvilke overenskomstkrav, I vil prioritere denne gang.

Vi vil gerne modtage jeres bidrag på mail OK11@dp.dk og fristen for at sende krav og input fra arbejdspladserne retur til sekretariatet er sat til fredag den 5. februar.

Tidsplan

Selvom de nye overenskomster først skal træde i kraft 1. april 2011, er det allerede nu tid til at sætte indsamlingen af overenskomstkrav blandt offentligt ansatte psykologer i gang.  

Ca. 1. maj skal vi – på linie med alle øvrige AC-organisationer – sende vores krav til vores hovedorganisation Akademikernes Centralorganisation (AC).

Herefter skal vores krav koordineres og forberedes yderligere sammen med resten af organisationerne i AC. Senere sker også en koordinering med øvrige forhandlingsfællesskaber Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte, KTO samt Centralorganisationernes Fællesudvalg, CFU.

Du vil kunne følge med i vores forberedelser til OK11, og senere også i forhandlingerne om OK11 her på siderne.

Debatér og indsend jeres ønsker og krav

For at Løn- og Stillingsstrukturudvalget og Bestyrelsen i Dansk Psykolog Forening kan få tid til at lave sit forhandlingsforberedende arbejde, skal I derfor på arbejdsarbejdspladserne nu i gang med at debattere og bagefter indsende jeres ønsker og krav til OK11. Det er en god ide f.eks. at indkalde til psykologmøder, hvor I i fællesskab kan debattere overenskomstkrav.

Debatoplæg og baggrundsnotat

Her på siderne kan I finde vores debatoplæg om OK11 samt et baggrundsnotat om resultaterne fra den sidste overenskomst - OK08. Vi håber, at oplæggene kan bruges som afsæt til debat på psykologarbejdspladserne landet over.

Orienterings- og debatmøder om OK krav

12. januar 2010, kl. 12:30 – 16 inviterer vi til OK11 debatmøde i København for tillidsrepræsentanter og de sektionsstyrelser, der repræsenterer offentligt ansatte medlemmer. På mødet deltager DP’ s formand Roal Ulrichsen.

13. januar 2010, kl. 12:30 – 16 inviterer vi til OK11 debatmøde i Århus for tillidsrepræsentanter og de sektionsstyrelser, der repræsenterer offentligt ansatte medlemmer. På mødet deltager DP’ s formand Roal Ulrichsen.

Læs mere om møderne her

Frist for indsendelse af overenskomstkrav

5. februar 2010 er som nævnt fristen sat for indsendelse af jeres input og krav til OK11.
Alle bidrag bedes sendt på mail OK11@dp.dk.

Kontakt

Har du brug for at vide mere?

Send os en mail med dine spørgsmål.