Formålet med at etablere barselsudligningsordninger er, at forhindre at kvinder bliver diskrimineret på arbejdsmarkedet. Det er hensigten med ordningerne at sikre, at barselsorlov og de udgifter det medfører for arbejdsgiveren ikke kommer til at udgøre en barriere mod ansættelse af kvinder.
Der er barselsudligningsordninger indenfor staten, for kommuner og regioner samt for privatansatte. Der er endnu ikke udligningsordning for selvstændige, men der arbejdes på at det i regering og Folketing.
Den 1. oktober 2006 trådte Lov om barselsudligning på det private arbejdsmarked (Barselsudligningsloven) i kraft. Ordningen indebærer, at arbejdsgiver er forpligtet til at indbetale et årligt barselsudligningsbidrag pr. fuldtidsansat, som arbejdsgiveren har ansat. Til gengæld får arbejdsgiveren automatisk ret til lønrefusion pr. time, som vedkommende har udbetalt i løn under barsel indenfor en given barselsperiode. Refusionen udgør forskellen mellem barselsdagpenge og løn under barsel, dog maksimalt 142 kr. pr. time. Refusion kan for kvindelige medarbejdere gives fra 4 uger før forventet fødsel til 2 uger efter det faktiske fødselstidspunkt. For mandlige medarbejdere vedrører refusionen løn i de 2 ugers fædreorlov. Herudover har arbejdsgiveren i alt ret til refusion for yderligere 18 ugers betalt løn under barsel for de 2 forældre tilsammen. Refusionens størrelse afhænger af, hvor meget der udbetales i løn til den orlovshavende. Som funktionæransat er udgangspunktet, at man som minimum er omfattet af funktionærlovens regler om løn under barsel, og i henhold til denne lovs § 7, stk. 2 har kvindelige funktionærer krav på halv løn under fravær som følge af graviditet og barsel fra 4 uger før forventet fødsel til 14 uger efter fødslen. Arbejdsgiver vil således kunne få refunderet lønudgifter på op til et loft på 142 kr. pr. time for den periode. Under dette loft indregnes også arbejdsgiverens refusion af barselsdagpenge. Har du ifølge din kontrakt løn under barsel i mere end 14 uger efter fødslen, vil din arbejdsgiver kunne få refusion i perioden op til 18 uger efter fødslsen.
Det er som udgangspunkt lovpligtigt for private arbejdsgivere at indbetale til den fællesbarselsudligningsordning. Dog gælder loven ikke for arbejdsgiver, som i forvejen via overenskomst er forpligtiget til at indbetale barselsudligningsbidrag til en godkendt decentral barselsudligningsordning.