Konkurrenceklausuler

En konkurrenceklausul betyder, at du ikke må drive virksomhed og/eller blive ansat i en konkurrerende virksomhed i en bestemt periode, efter du er stoppet hos arbejdsgiveren.

En konkurrenceklausul begrænser dine muligheder for at bruge din faglige viden eller særlige brancheindsigt efter du er fratrådt, og som sådan er den med til at nedsætte din værdi på arbejdsmarkedet. Når du forhandler om indholdet af en klausul, forhandler du i realiteten også om dine fremtidige jobmuligheder.

Derfor er det vigtigt ikke at acceptere en klausul, der er for upræcis og for bredt formuleret. Du bør derfor forhandle dig til en klausul, der i mindst muligt omfang begrænser dine fremtidige jobmuligheder.

Klausulen gælder hvis:

Klausulen og lønkompensationen er skriftligt aftalt.
Der ydes et tillæg på minimum 50 % af månedslønnen i perioden efter fratræden, hvor klausulen er gældende.
Ansættelsen løber mere end 3 måneder.
Lønmodtageren er årsag til, at ansættelsesforholdet opsiges. 
Vær opmærksom på at en konkurrenceklausul ikke kan opsiges med mindre end et varsel på 6 måneder. 

Forslag til hvordan konkurrenceklausuler kan begrænses:

I mange klausuler er det ikke tydeligt, hvad der forstås ved ”konkurrerende virksomheder”. Den generelle definition er, at det er ”virksomheder, der udbyder tilsvarende produkter og ydelser til den samme kreds af kunder”. Da denne definition er upræcis, kan du løbe en betydelig risiko ved en eventuel overtrædelse af klausulen i form af fogedforbud, erstatningskrav og evt. konventionalbod.

Derfor bør du i forhandlingen med din arbejdsgiver forsøge at gøre klausulens indhold præcist:

  • Angiv navnet på den eller de to største konkurrenter , som du ikke må arbejde for.
  • Lav en liste med navne på de virksomheder, der opfattes som konkurrerende (hvis arbejdsgiveren ønsker, at listen skal kunne opdateres, så prøv at få indført, at dette skal ske med dit individuelle opsigelsesvarsel).
  • Begræns den geografiske udstrækning.
  • Begræns klausulen til kun at gælde større virksomheder med en omsætning på konkurrerende produkter/ydelser på min. xx mill. kr.
    Lav en liste med navne, der ikke er omfattet af klausulen.
  • Undgå, at klausulen omfatter alle virksomhedens ydelser/produkter nu og fremover. Klausulen bør derfor kun gælde ydelser/produkter, som din afdeling eller du selv arbejder med.
  • Begræns klausulen til kun at gælde ansættelse i en tilsvarende stilling/afdeling i den konkurrerende virksomhed sådan, at du kan arbejde med andre arbejdsområder i den konkurrerende virksomhed.
  • Husk at søge at begrænse den periode, du er bundet af – et eller to år er alt for lang tid og helt ubegrundet, også ud fra arbejdsgiverens interesser.