At markedsføre sig som psykolog er nødvendigt, hvis man vil være sikker på løbende at få tilført nye klienter. Det er dog ikke ligegyldigt hvordan og i hvilke medier.
Psykologtitlen er beskyttet, idet kun universitetsuddannede psykologer må kalde sig psykologer. Dette er et vigtigt redskab at bruge i markedsføringen, ligesom foreningens logo kan være det.
Medlemsskab af foreningen sikrer, at du er forpligtet på de etiske principper for nordiske psykologer. Foreningens etikudvalg fører kontrol hermed.
Begge dele signalerer derfor seriøsitet, kvalitet og etik.
Du kan annoncere i telefonbøger, aviser, ugeblade mv. Du kan også annoncere på egen hjemmeside. Som medlem af Dansk Psykolog Forening kan du få foreningens logo i forskellige formater til brug for annoncering, kontakt Heidi Strehmel på e-mailadressen .
Er du autoriseret fuldtidsprivatpraktiserende psykolog og medlem af Selvstændige Psykologers Sektion, kan du på foreningens egen portal www.psykologeridanmark.dk og på den offentlige sundhedsportal www.sundhed.dk. blive vist med oplysninger om din praksis.
Psykologer, der har overenskomst med Regionernes Lønnings- og takstnævn (sygesikringen), er forpligtet til at lade en praksisdeklaration vise på den fælles offentlige sundhedsportal, www.sundhed.dk. Se Praksisdeklarationer.
Lov om markedsføring af sundhedsydelser har til formål at styrke patienternes frie valg i forbindelse med valg af sundhedsydelser samt at skabe øget konkurrence mellem udbydere i sundhedssektoren. Derfor giver loven mulighed for at annoncere med særlige interesseområder, efteruddannelse mv.
Markedsføring af sundhedsydelser må ikke være urigtig, vildledende eller urimeligt mangelfuld. Du skal kunne dokumentere de særlige forhold, du anfører i annoncen eller på hjemmesiden.
Både autoriserede og ikke-autoriserede psykologer er omfattet af lov nr. 326 af 6. maj 2003 om markedsføring af sundhedsydelser. Loven trådte i kraft den 1. september 2003.
Psykolognævnet fører tilsyn med, at psykologer overholder loven.
Du er forpligtet til at kende loven. Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en vejledning.
Der optræder en del useriøse udbydere af internetannoncer. Derfor bør du være på vagt, hvis du kontaktes af et sådant firma. Sig aldrig ja til annoncering alene på grundlag af en telefonisk kontakt, undersøg i stedet om firmaet er medlem af Foreningen af danske internetmedier, www.fdim.dk, inden du beslutter dig.
Læs loven og Sundhedsstyrelsens vejledning på www.sst.dk - søg derefter markedsføring.