TR er ikke totalt beskyttet mod afskedigelse, men der gælder særlige regler, som er sikret ved central aftale. Der skal meget tungtvejende grunde til at afskedige en tillidsrepræsentant, og arbejdsgiveren har bevisbyrden for, at de har været til stede. Aftalen skal sikre, at TR frit kan handle og ytre sig. Man har tavshedspligt om enkeltpersoners forhold, som man får kendskab til i sin rolle som TR af hensyn til den pågældende selv. Derimod kan tillidsrepræsentanten ikke pålægges tavshed om arbejdspladsens generelle forhold, fx om lønforhold, fordi det netop er hensigten, at der skal være en fri og åben informationsudveksling.
”En tillidsrepræsentants afskedigelse skal begrundes i tvingende årsager”.
Tillidsrepræsentantbeskyttelsen omfatter: Tillidsrepræsentanter, suppleanter for tillidsrepræsentanter, samarbejdsudvalgs-/ MED-udvalgsmedlemmer, suppleanter for SU-/MED-udvalgsmedlemmer, koordinationsudvalgsmedlemmer, sikkerhedsrepræsentanter.