Udredninger på socialområdet
Udredninger af børn og unge efter § 50 i lov om social service skal ske af læge eller autoriseret psykolog. Kravet om, at psykologen skal være autoriseret, giver problemer for ikke-autoriserede psykologer i forbindelse med at opnå autorisation. Det følger af, at der i Psykolognævnets retningslinjer indgår krav om, at psykologen har arbejdet med udredning for at kunne opnå autorisation.
Socialministeriet har svaret Dansk Psykolog Forening, at bestemmelsen skal tolkes således, at udredninger må foretages af ikke-autoriserede psykologer. Men det er et krav, at det foregår under supervision af autoriseret psykolog og under den autoriserede psykologs ansvar. Uden dog at præcisere omfanget og karakteren af dette ansvar. Foreningen har drøftet en række spørgsmål om ansvarsforholdet med Socialministeriet og Psykolognævnets sekretariat. Dansk Psykolog Forening er blevet oplyst følgende:
- Der er tale om et udvidet ansvar i samenligning med eksempelvis læger, der kan uddelegere såvel opgaver som ansvar. Den autoriserede psykolog kan ikke uddelegere ansvaret.
- Ansvarspålæggelsen betyder, at den autoriserede psykolog, der fungerer som supervisor, kan indklages for Psykolognævnet.
- Normalt skal supervisor ikke føre ordnede optegnelser (journal) iht. psykologloven. Da der ifm. § 50-undersøgelser er pålagt den superviserende autoriserede psykolog et helt selvstændigt ansvar, når udredningen foretages af ikke-autoriseret psykolog, er det et krav, at supervisor fører ordnede optegnelser.
- Det er op til den enkelte kommune, hvordan man vil administrere kravet om autorisation i § 50.
I forbindelse med høring over ændringsforslag til serviceloven januar 2010 har Dansk Psykolog Forening bl.a. fremhævet, at der forud for afgørelser om en mere indgribende foranstaltninger for et barn eller ung altid bør indgå en psykologisk vurdering. Sociale sager vedrørende børn og unge kan ikke isoleret betragtes som rent sociale, da der som regel indgår psykiske aspekter af mere eller mindre alvorlig karakter. Undersøgelser har desuden vist, at der er en større del af anbragte børn og unge, som lider af psykiske problemer eller psykisk sygdom end ikke-anbragte børn og unge. Dansk Psykolog Forening har derfor foreslået i sit høringssvar, at der indskrives i serviceloven en bestemmelse herom, således at det sikres, at børn og unge udredes såvel socialt som psykologisk. Læs mere ved klik på høringssvar mv. i boksen til højre.