Evidens
Fælles nordisk principerklæring om evidensbaseret psykologisk praksis med udgangspunkt i den erklæring, som allerede foreligger fra den amerikanske psykologforening (APA).
På mødet mellem de nordiske psykologforeninger (SAK) i Helsinki i efteråret 2008 blev det besluttet at udforme en fælles nordisk principerklæring om evidensbaseret psykologisk praksis. Erlæringen skulle tage udgangspunkt i den erklæring, som allerede foreligger fra den amerikanske psykologforening (APA). Det blev samtidig besluttet, at Dansk Psykolog Forening skulle forberede et udkast til en sådan fælles principerklæring.
Udkastet til en fælles nordisk principerklæring er udarbejdet i Professionsudvalgets regi. Det er blevet til gennem en høringsproces, hvor forskellige danske fagfolk med indsigt i området og baggrund i forskellige videnskabsteoretiske positioner, har haft mulighed for at forholde sig til en revision af den amerikanske psykologforenings principerklæring. Resultatet udtrykker derfor i vid udstrækning en fælles forståelse af evidensbaseret psykologisk praksis blandt danske psykologer i såvel forskning som praksis.
Hvis man sammenligner med principerklæringen fra APA, er der især tre temaer, der er udbygget i den fælles nordiske principerklæring:
1. Vigtigheden af et tilstrækkeligt bredt forskningsbegreb.
2. Vigtigheden af et gensidigt samarbejde mellem forskning og praksis, som kan sikre, at forskningen både er relevant og solid.
3. Ingen præmature begrænsninger for videreudviklingen af klinisk praksis, f.eks. ved at begrænse brugen af metoder, som endnu ikke er undersøgte.
Dansk Psykolog Forenings Bestyrelse tiltrådte erklæringen på bestyrelsesmødet i august 2009.
Det var desværre ikke muligt efterfølgende at enes om en fælles nordiske principerklæring på SAK- mødet i september 2009 i Stockholm. Især Norge ønskede at fastholde en uændret oversættelse af den amerikanske psykologforenings evidenserklæring. Der var derimod enighed om, at fokus nu er på de nationale foreningers implementering af evidensbaseret psykologisk praksis. Og der var enighed om, at man på sigt må vurdere, hvorvidt der kan opnås enighed om en fælles nordisk erklæring.
Principerklæringen skal nu omsættes blandt danske psykologer. Professionsudvalget arbejder med forskellige forslag til Bestyrelsen, som efterfølgende skal danne udgangspunkt for faglige møder og debatter med foreningens faglige selskaber.