Psykoterapeuter
Kvalitetskriterier for private psykoterautuddannelser
Socialministeriet udarbejdede i 2004 et sæt af kvalitetskriterier til de private psykoterapeutuddannelser. Dansk Psykolog Forening har i flere omgange overfor ministeriet udtrykt, at foreningen finder kriterierne mangelfulde. Bl.a. er der ikke krav om superviseret praksis og ikke rkav om at de psykoterapeutiske retninger, der uddannes i, skal være videnskabelig evidensbaserede. Foreningen har desuden påpeget problemerne i, at der ikke er en offentlig klageadgang ift. psykoterapeuternes arbejde, samt påpeget at der bør etableres et fælles etisk regelsæt, der skal overholdes i psykoterapeutisk arbejde.
Hvad arbejder Dansk Psykolog Forening for?
Dansk Psykolog Forening arbejder for en lovmæssig beskyttelse af psykoterapeuttitlen. Foreningen mener, at der som minimum må stilles krav til en psykoterapeutuddannelse, som svarer til de svenske regler, der er mere vidtgående end de nuværende danske kvalitetskriterier.
Hvad mener Dansk Psykolog Forening om kriterierne?
Dansk Psykolog Forening finder kriterierne for de private psykoterapeutuddannelser mangelfulde, især fordi der ikke stilles krav om, at uddannelserne og terapiretninger skal hvile på et videnskabeligt grundlag, og der indgår ikke krav om praksiserfaring. Det er desuden et faktum, at en række somatiske undersøgelser må kun foretages af læger, og en række kliniske test er klassificerede og må kun udføres af psykologer. Dansk Psykolog Forening frygter derfor, at psykoterapeuter fra de private uddannelser ikke opnår de nødvendige forudsætninger for at kunne vurdere, om iværksættelse af psykoterapi kan ske på forsvarlig vis.
Dansk Psykolog Forening har fundet det uforståeligt, at Socialministeriet i forbindelse med udarbejdelsen af kriterierne ikke på tilstrækkelig vis har taget hensyn til synspunkterne i høringssvarene fra Dansk Psykolog Forening, Dansk Psykiatrisk Selskab og to professorer fra henholdsvis Sverige og Norge. Desuden er akademiske psykoterapeutuddannelser ikke blevet inddraget i høringsrunden.
Dansk Psykolog Forening finder det kritisabelt, at der ikke er etableret en offentlig adgang til at klage over psykoterapeuternes arbejde på lige fod med læger og psykologer. Det er kun muligt at klage over en psykoterapeut, hvis vedkommende er medlem af en psykoterapeutforening, og hvis pågældende psykoterapeutforening har etableret et klageorgan i eget regi.