Psykometriske begreber – vejledning vedrørende krav til konstruktion af erhvervstest
Dansk Psykolog Forening har udgivet en vejledning ”Introduktion til psykometriske begreber –vejledning vedrørende krav til konstruktion af erhvervstest”. Det er en vejledning i de psykometriske begreber og principper, der er vigtige i forbindelse med udvikling af psykologiske målemetoder, herunder psykologiske test.
Af vejledningens indledning fremgår, at formålet med anvendelsen af de fleste psykologiske test er at måle eller vurdere psykiske egenskaber. Når man anvender test, er der en række problemer, hvoraf de fleste angår følgende tre grundlæggende spørgsmål:
1. Testens konstruktion
Det drejer sig om problemer vedrørende testens opbygning. F.eks. udvælgelse af og sammensætning af de spørgsmål eller opgaver, som testen består af, hvilket svarformat der anvendes, og hvorledes testresultaterne skal gøres op.
2. Testens målepræcision
Det drejer sig om problemer vedrørende nøjagtigheden af testresultaterne, dvs. testens reliabilitet.
3. Testens gyldighed
Herunder hører dels spørgsmål vedrørende naturen af de psykiske egenskaber, som testen antages at måle. Dels spørgsmål vedrørende i hvor høj grad man kan regne med de tolkninger vedrørende personens egenskaber, der kan opstilles ud fra testresultaterne. Disse problemstillinger vedrører testens validitet.
Vejledningen er udarbejdet af en arbejdsgruppe under Dansk Psykolog Forening bestående af Carsten Rosenberg Hansen, Jan Ivanouw, Benny Karpatschof og Erik Lykke Mortensen.