Vejledning til psykoterapeutiske uddannelser

Dansk Psykolog Forening indførte nye specialistuddannelser den 1. april 2005. Der er opstillet udførlige kriterier for godkendelse af samtlige specialistuddannelser med tilhørende supervisoruddannelse. Kriterierne kan ses i pjecen Udannelse til specialist og supervisor (revideret udgave, oktober 2009).

Dansk Psykolog Forenings model for specialistuddannelse forudsætter kandidateksamen eller tilsvarende uddannelse i psykologi samt gennemført uddannelse med henblik på opnåelse af offentlig autorisation for psykologer. Det teoretiske og metodiske niveau i specialist- og supervisoruddannelserne skal derfor være på et niveau, som ligger over kandidatniveauet for, at uddannelsen kan komme i betragtning. I de nye specialistuddannelser er de enkelte teoriområder beskrevet således, at de præciserer de indholdsmæssige krav på de konkrete uddannelsesforløb.

Psykoterapeutiske uddannelsessteder har mulighed for at få vurderet en uddannelse med henblik på at få den godkendt som en eller flere af enkeltdelene i Dansk Psykolog Forenings Specialistuddannelser, 2005.

Det er afgørende for en godkendelse af et undervisningstilbud, at indholdet nøje modsvarer de indholdsmæssige krav på den pågældende specialistuddannelse.

Det betyder for et længerevarende uddannelsesforløb i psykoterapi, at:

1. Uddannelsen skal rette sig mod enten børn eller voksne.

2. Teoridelen skal svare til kravene på specialiseringsmodulet under 12.4.4.2.2. Grundlagsteori og klinisk teori, 90 timer.

3. Supervisionsdelen, 12.4.2., skal omfatte mindst 60 timer. Endvidere skal der indgå live-supervision eller supervision på baggrund af videooptagelser i et omfang af 30 timer af den samlede supervision af psykoterapi.

4. Personligt udviklingsarbejde, 12.4.3., skal omfatte enten 80 timers individuel egenterapi eller 96 timers egenterapi i gruppe. .

5. I den nye specialistuddannelse i psykoterapi er det skriftlige arbejde ikke længere automatisk godkendt men skal leve op til de krav til form og niveau, som fremgår af afsnit 4.4. i den ny pjece. Det vil sige, at der fortsat godt kan udarbejdes en skriftlig opgave i forbindelse med en psykoterapeutisk uddannelse men det skriftlige arbejde skal så efterfølgende kunne opfylde ét af 4 nedenstående krav som forudsætning for, at det kan tælle i Dansk Psykolog Forenings specialistuddannelser:

Et kapitel i en lærebog på akademisk niveau
Et indlæg givet ved videnskabelige/faglige konferencer eller kongresser
En forelæsning i et fagligt relevant selskab på samme niveau som førnævnte
Psykoterapeutisk Fagnævn i Dansk Psykolog Forening vurderer kursusansøgninger, som vedrører det psykoterapeutiske speciale. Til det Psykoterapeutiske Fagnævns vurdering af hvorvidt et uddannelsesforløb kan indgå som delelement i specialistuddannelsen, har Fagnævnet brug for de oplysninger om uddannelsen, som bliver beskrevet nedenfor.

1. Uddannelsens navn og psykoterapeutiske retning Indenfor psykoterapeutiske retninger skelnes der mellem:

· Psykodynamisk/psykoanalytisk referensramme
· Systemisk/strukturel referensramme
· Kognitiv/adfærdsterapeutisk referensramme
· Eksistentiel/humanistisk referensramme

Indenfor psykoterapeutiske retninger skelnes der mellem:

2. Deltagerkriterier
Hvor stor er procenten af andre faggrupper end psykologer, der deltager i uddannelsesforløbet?
Det kan maksimalt godkendes at 25% af deltagerne er ikke-akademikere. Akademikere skal have en faglig relevant uddannelse i forhold til psykoterapi.

3. Undervisere i teori, supervisorer og terapeuter på uddannelsen
Det skal oplyses hvilke personer, der varetager de uddannelsesmæssige funktioner og hvorvidt de tre funktioner varetages af forskellige personer over for den enkelte uddannelsessøgende.

3.1 Undervisere.
Forestår den teoretiske formidling. Skal:

- være godkendte specialister i psykoterapi eller for ikke-psykologers vedkommende
- være godkendte til at varetage undervisning i den psykoterapeutiske specialistuddannelse.

3.2 Supervisorer.
Varetager supervision af deltagernes terapeutiske arbejde. Skal:

· være specialister i psykoterapi eller for ikke-psykologers vedkommende
· være godkendte til at varetage supervision i den psykoterapeutiske specialistuddannelse.

3.3 Terapeuter.
Varetager den egenterapeutiske del af uddannelsen. Skal:

- være godkendte specialister i psykoterapi eller for ikke-psykologers vedkommende
- være godkendte til at varetage egenterapi i den psykoterapeutiske specialistuddannelse.

For lærere, supervisorer eller terapeuter, som søger eller har fået godkendt psykoterapeutisk specialistuddannelse eller supervisorgodkendelse hos Dansk Psykolog Forening, er det tilstrækkeligt at oplyse om dette. For øvrige skal der indsendes udfyldt ansøgning, for at Fagnævnet kan vurdere om ansøgeren kan godkendes til at varetage den anførte funktion. Ansøgningsskemaer kan findes på foreningens hjemmeside under specialist og supervisor.

Hvis der indgår undervisning ved gæstelærere, bl.a. i tilstødende fagområder, skal der søges om godkendelse på baggrund af relevant curriculum vitae for de undervisere, der ikke har en sådan godkendelse.