Psykologforeningens seneste holdning til tavshedspligten i tolkesagen er ikke bare ringe. Den er direkte ynkelig. Psykologforeningen starter med at bakke det medlem op, der forsvarer sin klient og dermed også den tavspligt, der er vigtig ikke blot for denne klient, men også for trygheden hos alle de klienter, der søger en psykolog. Den er også vigtig for os som fag og for vores faglige etik. Der var derfor rigtig god grund til at gå ind i sagen.
Juridisk set har sagen med mine øjne hele tiden været tvivlsom forstået på den måde, at det var usikkert, om psykologen ville få medhold i retten. Det burde også være psykologforeningens forståelse af juraen i denne sag. Den har hele tiden været usikker. Men det er naturligvis en sag, der bør føres for at værne om og evt. udvide tavshedspligten. Udfaldet af sagen bør derfor ikke komme som en overraskelse, og man bør have forberedt sig på, hvad man vil mene, hvis sagen ender negativt for tavshedspligten.
Det har man åbenbart også. Man har besluttet sig for at lægge sig fladt ned og acceptere dommen med henvisning til, at psykologer må acceptere retssystemet. Og ikke blot det. Man skal åbenbart også direkte være samme retssystems forlængede arm, uanset hvor skadeligt samme retssystem er for psykologers arbejde.
Det er en fuldstændig forkert systemforståelse, der ligger bag psykologforeningens beslutning. Psykologer er i denne sag en del af behandlingssystemet og ikke en del af retssystemet. Retssystemet har som en hovedopgave at sikre at forbrydelser bliver opklaret, og at der tildeles de straffe, der hører sammen med forbrydelsen. Psykologer er en del af behandlingssystemet, hvor hovedopgaven er at sikre at klienten kommer til at fungere bedre og komme videre i forhold til den tematik, som klienten møder op med; eksempelvis det at komme videre fra vanskelige og traumatiske oplevelser. Det gælder også, når vi arbejder med personer, der har været vidne til eller selv har begået forbrydelser.
At retssystemet gerne vil have adgang til psykologers journaler og vidneudsagn er ikke spor overraskende. Og dommen i landsretten er derfor ikke overraskende. Muligvis kan det overraske, at der er så lidt respekt for betingelserne for psykologers arbejdsbetingelser. Men vejen frem er ikke at kaste sig i støvet for retssystemet. Vejen frem er at erkende, at vi er del af et andet system, som har andre interesser, og at det er disse der skal forsvares. Og der burde være støtte at hente for os. Undervejs i denne sag har politikere fra både blå og rød side i folketinget udtalt deres bekymring, hvis denne sag faldt ud til ugunst for tavshedspligten.
Helt grotesk bliver det, når vores formand oplever det som sin pligt at gå ind og anbefale, at psykologen skal udtale sig i retten. Helt uanset at medlemmet i Politiken udtrykker sin uenighed og siger, at hun har svært ved at se foreningens eksistensberettigelse når foreningen har sådanne holdninger. Psykologforeningen lykkes dermed med et tredobbelt svigt. Både klienters, medlemmets og psykologers almindelige interesser bliver svigtet med foreningens holdning.
Jogvan Petersen

Ringe! Intet mindre ord kan dække DPs officielle holdning i sagen om en psykologs tavshedspligt. Ringe fordi der er sket en 180 graders drejning i foreningens holdning til sagen, men langt mere ringe fordi vores egen fagforening sætter psykologernes gode omdømme alvorligt på spil. Sagen er stærk principiel fordi den ikke omfatter forhold der direkte er relateret til akut fare for klient eller omgivelser, men rækker over i afdækning i en juridisk sag. Netop derfor er det yderst kritisabelt at fagforeningen ikke bakker mere op om tavshedspligten. Den simple argumentation om at lovgivningen skal overholdes er alt for vag en stemme i en sag der kan blive en glidebane. Hvad gør vi den dag politikerne vedtager en lovgivning der i juridiske sager generelt pålægger psykologer at udlevere journaler og specifikke udtalelser fra klienter? Er det ikke her at vi med vores ”etiske grundlov” i ryggen bør udfordre politikere og retssystem? Med den mediemæssige eksponering der er sket i sagen og som indirekte berører alle psykologer, savner jeg at Psykologforeningen aktivt går ud i samme medier og giver en fyldig argumentation for, at man på den måde kan skifte retning 180grader og særligt redegør for hvad der ligger til grund for ikke at støtte psykologen ifht. tavshedspligten.

Jeg er faldet over nedenstående formulering i et af Thomas Nielsens indlæg i rubrikken "Forskningsnyt":

”….for at belyse effekten af den specielle, dialektiske adfærdsterapi i forsøgsgruppen blev patienterne i kontrolgruppen som nævnt behandlet med ”almindelig samtaleterapi”, altså en mere løs snak om dagliglivets problemer.” (Psykolognyt, 14, 2011, s.24, første spalte,nederst)

Jeg er interesseret i kollegers syn på, om man i et "seriøst" fagblad skal kunne karakterisere samtaleterapi (udover lige den retning, man selv er indtaget i) som ”løs snak”?

Med venlig hilsen
Marianne Vinter
Psykolog
Studenterrådgivningen

Debatten om forsikringsselskabernes brug af overenskomsten er rigtig vigtig, men også et område, det er vanskeligt at få et overblik over. I kreds København/Frederiksberg holdt vi et møde, hvor en repræsentant fra regionerne, en fra netværkene, Roal Ulrichsen m.fl. deltog. På den baggrund, og ud fra snakke med andre psykologer, der alle er meget optaget af hvad der sker for de selvstændige psykologer lige nu, har jeg forsøgt at skabe mit eget overblik (som nok indeholder gentagelser af tidligere debatindlæg):

Når forsikringsselskaber/netværk gør brug af overenskomsten, sker det på følgende måde: Den ramte går til lægen og kan enten få en henvisning til en ydernummerpsykolog, hvis problemstillingen giver anledning til det, og hvis det er lægens vurdering at den ramte er berettiget. Lægen kan også lave en anbefaling om at gå til psykolog, selvom problemstillingen ikke ligger indenfor sygesikringens 10 kategorier.

Hvis den ramte har en henvisning til en ydernummerpsykolog, kan forsikringsselskabet vælge kun at betale den ramtes egenandel. Eller forsikringsselskabet kan vælge at henvise til en bredere gruppe af psykologer og betale hele beløbet, hvilket en del forsikringsselskaber/netværk stadig gør. Men de kan blive så presset i konkurrencen, at de ser sig nødsaget til at følge efter.

Der er umiddelbart fire problemer i forsikringsselskabernes brug af overenskomsten:
Ved sværere og mere behandlingskrævende problemstillinger, kan den bedste løsning for den ramte være at gøre brug af det offentlige tilbud først, og selv dække egenbetalingen, og derefter gå til sundhedsforsikringen og få dækket yderligere behandlinger fuldt ud. Det kan lyde som et godt tilbud at forsikringsselskabet betaler egenandelen, men kan vise sig at blive en betydeligt dyrere løsning på den lange bane.

Det andet problem er, at nogle forsikringsselskaber/netværk lover hurtig adgang til psykologhjælp. De indgår derfor aftaler med ydernummerpsykologer om, at de skal tage netop deres klienter indenfor fx 10 dage. I områder, hvor der generelt er ventetid på at komme til ydernummerpsykolog, vil borgere uden sundhedsforsikringer i sagens natur blive skubbet længere ned i køen.

Man kan undre sig over, at ydernummerpsykologer overhovedet vil indgå i en sådan aftale, når borgere med henvisninger fra lægen alligevel finder vej til dem. Det kan hænge sammen med, at nogle netværk/organisationer kræver det af psykologen, hvis psykologen ønsker andre og måske mere interessante opgaver fra dem. Dette kan sige at være et tredje problem, fordi det giver psykologen en dårlige løn, samtidig med, at han/hun mister indflydelse på opgaven og styres af tredjepart i et forhold, der udelukkende burde være mellem psykolog og klient.

Et fjerde problem er, at nogle forsikringsselskaber er gået væk fra at love deres forsikringstagere adgang til autoriserede psykologer. I stedet kan de blive henvist til praksiskandidater, hvis det er sager over sygesikringen, eller ikke autoriserede kandidater, hvis de eller netværkene vælger at ansætte dem til at gennemføre samtaler. Det er ikke ulovligt, men væsentligt at vide for den ramte. Der er et indbygget problem i dette for standen af selvstændige psykologer, idet praksiskandidaterne kan komme til at fungere som løntrykkere – og at nogle af de sværeste psykologiske problemstillinger løses af de mindst uddannede psykologer.

For regionerne/statskassen kan der yderligere være et problem af økonomisk karakter. Regionerne har ønsket en egenbetaling, bl.a. for at motivere klienten til ikke at komme flere gange hos psykologen, end højest nødvendigt. Regionerne ser nu en stigning i det gennemsnitlige antal psykologtimer pr. borger, og kan funderer over, om det hænger sammen med, at forsikringsselskaberne i stigende grad dækker klienternes egenandel. Hvis der ikke afsættes flere penge til ordningen, vil der alt andet lige blive færre timer til andre klientgrupper.

Der mangler stadig meget før det er muligt at få et overblik. Hvordan spiller det fx ind, at nogle netværk er begyndt at tilbyde os aftaler om at være først i køen til klienterne, hvis vi går flere hundrede kroner ned i betaling pr. klient?

Jeg har rettet henvendelse til styrelsen i Selvstændige Psykologers Sektion, der svarede, at de har valgt at gøre det til emne for temadagen den 25. november, hvor vi både skal prøve at skabe et billede af, hvad der foregår – og finde ud af, hvad vi kan gøre for at påvirke udviklingen. Der kommer snart noget mere fra den kant.

Lige nu ser det sort ud for vores erhverv – alt sammen på grund af løntrykkeriet fra forsikringsselskaberne og diverse ’beredskaber’ som Falck og Prescriba

De tidligere så velbetalende Forsikringsselskaber har ikke blot ’overtaget’ sygesikringstaksten og elimineret muligheden for at vi selv bestemmer vores priser.

Deres sidste nye skridt er, at de nu kun betaler klienters egenbetalingsdel, hvis den sygesikringspsykolog, klienten har valgt, er tilknyttet det beredskab, som forsikringen bruger. Det betyder, at vi tvinges til at tjene ikke blot én men to herrer og lave ikke blot én, men to afregninger: Sygesikringen og det pågældende forsikringsselskab.

Summa summarum: vi har fået frataget retten til selv at bestemme vores priser, og vi har fået dobbelt arbejde med at referere til vores ’arbejdsgivere’.

Vi er nu at regne for ansatte psykologer med en selvstændigs (mange) forpligtelser.

Det er på høje tid at tage stilling til, hvordan vores fremtid som selvstændige psykologer skal se ud. Skal vi forsøge at genvinde retten til at drive liberalt erhverv eller skal vi sømme kistelåget til?

Jeg foreslår, at vi slår et slag for vores selvstændighed ved at få indskrevet i overenskomsten med Sygesikringen:

1. at vi fremover selv bestemmer egenbetalingsdelen – det gør det vanskeligere for forsikringsselskaberne at lægge sig fast på et givet beløb
2. at sygesikringstilskud ikke kan gives ved tilstedeværelsen af ekslusivaftaler – det vil sige aftaler, der udelukker sygesikringspsykologer, der ikke vil være med i diverse beredskaber

Med en kommende indlemmelse af stress som sygesikringskategori er tiderne, hvor det var muligt at være selvstændig psykolog UDEN overenskomst, desværre forbi, hvilket gør det om muligt endnu mere påtrængende at finde en løsning nu.

Afslutningsvis har jeg hørt nogen indvende, at det vil være løntrykkeri at sætte egenbetalingsdelen fri. Jeg forstår problemet, men - sådan er det jo at være i et liberalt erhverv. Og det er altså det, vi skal tage stilling til.

Tak for din tid

Birgitte Hultberg
(sygesikringspsykolog)

Jeg skal til kongres i Istanbul og vil gerne vide om der er andre der skal?
Venlig hilsen
Vibeke Zacho
PS. Beklager at dette ikke er en debat. Med mindre vi evt skal debattere hvad man skal/kan bruge en kongres til. Jeg har ikke før været med.

Jeg tror at mentaline handler om at tjene penge. De er glade for at sælge dig en expesive medlemskab.

Jeg er for nylig i min egenskab af psykolog blevet kontaktet af Mentaline med henblik på at indgå aftale om online psykologsamtaler.

Psykologforeningen rådgiver mig angiveligt ikke i hvordan disse psykologydelser udbydes.
Men min advokat fraråder mig at indgå på Mentalines vilkår af engelsk ret og engelsk domstol.
Mon ikke denne viden burde gøres tilgængelig for kolleger.