Bjarne Nielsen, der er formand for Pædagogiske Psykologers Forening, finder det både uetisk og i øvrigt svært at gennemføre, at bruge mennesker som forsøgspersoner for at finde de bedste metoder inden for eksempelvis specialundervisning af børn.
Forslaget er fremsat af direktøren for Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, Jørgen Søndergaard, der, ifølge dr.dk , mener, at samfundet spilder mange penge på sociale og uddannelsesmæssige indsatser, som vi ikke kender effekten af. Derfor mener han, at social- og uddannelsesområdet med fordel kan lade sig inspirere af det medicinske område, hvor man ikke holder sig tilbage med for eksempel at afprøve ny medicin på en udvalgt gruppe patienter, samtidig med at en anden gruppe får den traditionelle medicin, så de to grupper kan sammenlignes.