Fremtidens psykiatri

 I

Regeringen vil igen i år styrke psykiatrien med satspuljemidler. Sådan lød en af overskrifterne i medierne den første tirsdag i oktober, da Folketinget vanen tro åbnede efter en lang sommerferie. Og det er tiltrængt med politisk opmærksomhed på psykiatrien.

Psykiske lidelser er et stigende problem. Lidelser som angst og depression udgør i dag ifølge Sundhedsstyrelsen den største sygdomsbyrde rent samfundsøkonomisk i Danmark, og i verden omkring os går tendensen helt samme vej. Om 13 år, i 2030, vil depression være den tungeste sygdomsbyrde i det globale samfund, siger Verdenssundhedsorganisationen (WHO). Derfor vedtog sundhedsministre fra FN’s 194 medlemsstater for fire år siden en ambitiøs handlingsplan om mental sundhed – Mental Health Action Plan 2013-2020 – der ridser banen op for, hvordan regeringer og myndigheder i hvert land skal gribe opgaven an, hvis vi også i fremtiden skal have et samfund med sammenhængskraft og sunde borgere.

I den opgave er psykiatrien naturligvis en grundpille. For det er i psykiatrien, vi skal støtte, udrede og behandle de borgere, der er hårdest ramt, og hvor vi har samlet den brede vifte af sundhedsfaglige kompetencer, som er nødvendige for at sikre effekten af en indlæggelse eller et ambulant forløb.

Men psykiatrien er desværre ikke en succeshistorie, som den ser ud lige nu. I behandlingspsykiatrien har der været et stigende antal patienter og et kontinuerligt stigende antal genindlæggelse. Godt hver fjerde indlæggelse i dag er en patient, der bliver indlagt igen – inden for en måned efter, han eller hun blev udskrevet. Blot for at tage et eksempel. Det vidner om, at effekten af indsatsen ikke er god nok, som situationen er nu. Årsagerne er komplekse og mange – og vil tage sig forskelligt ud alt efter, hvem man spørger. Men tilbage står billedet af, at vi har en psykiatri med systemfejl – og at vi derfor må kigge indad, tage fat på strukturerne, tænke nyt og gribe opgaven helt anderledes an, hvis psykiatrien skal komme til at fungere bedre.

Politikerne har allerede forsøgt sig, da man i 2013 vedtog en psykiatriplan, hvor der blev tilført 2,2 mia. kr. til psykiatrien for at rette op på det økonomiske efterslæb. Nok var pengene øremærkede, men det var meget af det resterende budget ikke. Derfor blev der fjernet mange millioner fra psykiatrien til andre dele af sundhedsvæsenet i samme åndedrag. Resultatet kan derfor synes som et nulsumsspil, hvis man fraregner de midler, der gik til mursten. Men ingen har hidtil helt kunnet forklare, hvor pengene blev af.

Nu bebuder regeringen, at der skal afsættes flere penge – 390 millioner til både psykiatri og kronikere over de næste fire år. Det er af gode grunde stadig tiltrængt med flere økonomiske ressourcer til psykiatrien, men flere penge er desværre ikke svaret alene.

Vi skal i stedet tænke helt om og udfordre de etablerede selvfølgeligheder, som praksis i psykiatrien, styringen af den og lovgivningen omkring den er præget af. En praksis, som gør, at det, psykiatrien trænger mest til, er udvikling af rammer, styring og faglighed, der skaber de bedst mulige resultater for patienterne. For det er derfor, psykiatrien er til.

Det er dét spørgsmål, vi skal begynde at stille os selv, når vi spørger, hvordan det går med psykiatrien, og hvad den derfor har behov for. Diagnosen skal så at sige identificeres før, vi vælger hvilken behandling, der skal til.

Det er godt og klogt, at regeringen har valgt, at der bør tilføres flere midler, for det økonomiske efterslæb er evident. Det skulle bare nødigt blive flere midler til alt det, vi plejer, for så får vi ikke det fulde udbytte af pengene.

For det første skal vi måle og styre anderledes. Når vi måler på psykiatrien i dag, måler vi overvejende på, hvor hurtigt det går, og det er de mål, psykiatrien styres efter i den daglige drift. Det er selvfølgelig vigtig viden, men det er vigtigere – både for pressemeddelelserne og for driften – at måle på, hvor godt det går patienterne. Bliver de raske? Får de det bedre? Kommer de i arbejde? Får de tilbagefald? Bliver deres tilværelse stabil? Trives de, og klarer de hverdagen bedre, end før kontakten med psykiatrien?

For det andet skal der samarbejdes mellem sektorerne sådan, at forebyggelse, udredning, behandling og rehabilitering foregår mere smidigt. Lige nu er samarbejdsfladerne mellem kommune og region forstyrret af administrative og budgetmæssige sten på vejen, der ikke just resulterer i, at hverdagen er præget af incitamenter til at samarbejde og skabe personkendskab på tværs. Indsatser hænger derfor ikke sammen, og det har store konsekvenser for kvalitet og effekt.

For det tredje skal vi bruge de ressourcer og kompetencer, som psykiatrien allerede har. Dem har vi blandt flere faggrupper, blandt andet i form af psykologer og special psykologer, der er uddannet til selvstændigt at udrede, diagnosticere, behandle og udskrive mennesker med psykiske lidelser. Specialpsykologuddannelsen blev skabt blandt andet for at løfte kvaliteten i psykiatrien. Alligevel spænder ”plejer” mange steder ben for implementeringen af uddannelsen og derfor også for, at psykiatrien kan drage fuldt udbytte af psykologernes kvalifikationer.

For det fjerde skal vi sætte tidligere ind. Dels fordi det resulterer i mindre lidelse for den enkelte, og dels fordi det betaler sig langt bedre end at vente på, at alvorlig patologi og mere komplicerede sociale problemstillinger udvikler sig og bliver mere behandlingskrævende. Jo tidligere, vi kan opspore og tilbyde den rette hjælp, desto bedre effekt og mindre kompliceret behandlingsforløb – præcist som ved mange somatiske sygdomme. God, tidlig indsats er at handle, når problemer er identificeret, så man forebygger, at de udvikler sig unødigt.

På børneområdet er der fx et stort og uudnyttet potentiale i den kommunale Pædagogiske Psykologiske Rådgivning (PPR), hvor man har mulighed for at etablere effektiv forebyggelses- og behandlingsindsats i børn og unges nærmiljø. Hensigten er at undgå, at så mange børn og familier ender i psykiatrien som nu og i stedet lade den specialiserede, og dyre, indsats i psykiatrien være forbeholdt børn med mere alvorlig patologi.

Hvis vi skal imødegå fremtidens udfordringer, er det bydende nødvendigt at tænke nyt, tænke præventivt og at tænke i helheder og på tværs af sektorer. Det er ånden i WHO’s handlingsplan for mental sundhed – og det er ånden i Dansk Psykolog Forenings nye helhedsorienterede plan for fremtidens psykiatri.

Vi skal udvikle en ny psykiatri, der kan understøtte et sundt samfund, og vi har allerede materialerne til det. Lad os bruge dem på bedste og mest fornuftige vis. Og lad os håbe, at de nye styringsmodeller for sundhedsvæsenet, som sundhedsministeren har bebudet i det kommende år, retter op på fortidens fejl, så det princip, vi fremover måler på og styrer efter, også giver patienterne det bedst mulige udbytte.

Lad os holde op med kun at spørge til, hvor hurtigt det går, men mere til hvor godt det går og dermed fokusere på psykiatriens raison d’être: om den behandling, man modtager, faktisk har den bedst opnåelige effekt inden for rammerne.

Leder pdf

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge