Ny psykiatriplan kræver kulturændring på Borgen

 I

DEBATINDLÆG PÅ ALTINGET 16. NOVEMBER 2017

DEBAT: Der er behov for en psykiatriplan 2.0 med bedre økonomi – men det bliver spild af penge uden en reel kulturændring, hvor vi tager livtag med forældet tankegang og kortsigtet finansiering på satspuljemidler, skriver Eva Secher Mathiasen fra Dansk Psykolog Forening.

Af Eva Secher Mathiasen
Formand, Dansk Psykolog Forening

”Psykiatrien skal være en ligeværdig del af sundhedsvæsnet, og indsatsen i regioner og kommuner skal være af samme høje kvalitet som indsatsen for mennesker med fysiske sygdomme.”

Sådan står der på en af de første sider i den psykiatri-plan ”Ligeværd – nyt fokus for indsatsen for mennesker med psykiske lidelser”, som den daværende regering præsenterede i 2014. Dengang var jeg ret begejstret. Planen sagde nemlig mange gode ord om den længe ventede kulturændring, et nyt syn på mennesker med psykisk lidelse, og ikke mindst var planen visionær, når det handlede om at bruge faglighederne i psykiatrien på en ny og mere relevant måde.

Når man læser det i dag, kan man godt blive lidt vemodig. Vemodig, fordi det er tydeligt, at vi slet ikke er nået så langt, som vi dengang håbede på. Vi havde været mange sammen om at løfte i flok for at få psykiatrien på den politiske dagsorden. Og nu skete der noget, der skabte håb.

I dag bliver næsten hver fjerde patient i psykiatrien genindlagt, viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen. Tallet siger rigtig meget om, at psykiatriens bristepunkt er nået – så meget at man må udskrive patienter, der ikke er færdigbehandlede, eller som man ikke har et egnet tilbud til i socialpsykiatrien. Kunne det ikke være fornuftigt, hvis vi begyndte at interessere os for, hvorfor patienterne for eksempel bliver genindlagt? At måle på effekten af den behandling, vi giver dem? Bliver de raske eller stabiliserede? Får de en bedre tilværelse? Virker det, vi gør, eller kunne vi gøre noget bedre med pengene? Udover at være relevant for både for patienten og medarbejderne, må det også være de mest relevante spørgsmål at stille som ledelse, politiker, samfund og skatteborger.

Der er selvfølgelig faldgruber og risiko for forråelse i ethvert styringssystem. Men der er behov for at etablere nye styrelsessystemer. Både ét, der måler på kvalitet og ét, der måler på effekt. Men at måle på aktivitet, som vi gør i dag, svarer i bund og grund slet ikke på spørgsmålet om, hvad vi får ud af at have en psykiatri – lige bortset fra, at nogen løber stærkere, end de gjorde før. For hvad nu, hvis de løber i den forkerte retning, eller ’holdspillerne’ slet ikke er sat bedst muligt op på banen?

Udnyt ressourcerne bedre
I Dansk Psykolog Forening har vi netop lanceret et nyt udspil – en ”Helhedsorienteret plan til fremtidens psykiatri”. I den foreslår vi et paradigmeskift, hvor målet er, at vi i langt højere grad kan undgå, at mennesker bliver så alvorligt syge af deres psykiske lidelser, at de skal behandles i psykiatrien. Vi skal især sætte tidligere og forebyggende ind over for børn, der viser tegn på psykiske lidelser.

Der er nemlig brug for en ny tankegang, så vi skaber øget kvalitet, kapacitet og tid i psykiatrien, så vi sikrer, at de patienter, der har de mest komplicerede sygdomsforløb, møder den bedste flerfaglige og specialiserede behandling. Af samme årsag foreslår vi også, at specialpsykologerne skal have behandleransvar.

Specialpsykologerne vil gerne være med til at bære nye tider, øget kvalitet og bedre effekt ind i psykiatrien. Vi bliver ved med at fortælle hinanden, at der mangles psykiatere. Den mangel er der, fordi vi holder fast i, at psykiatrien først og fremmest er et lægefagligt speciale. Hvis vi giver slip på dét, kan specialpsykologerne både øge behandlingskapaciteten og få mulighed for i højere grad at bidrage med specialviden om psykens udvikling og sygdomme. Specialpsykologerne kan udrede, diagnosticere, planlægge behandlingen, varetage ledelse, udvikling, indskrivning, udskrivning og så videre. Hvis der findes indikation af somatiske tilstande – så kan vi henvise til en læge med speciale i at udrede den del.

Vi behøver bare kigge til Norge, hvor man for længst har fået taget hul på en kulturændring, som i langt højere grad udnytter personalets kompetencer. Her har specialpsykologerne netop behandlingsansvar, fordi man ved, at psykologiske behandlingsmetoder nødvendigvis må fylde mere i en moderne psykiatri. Men udover den nye retning, der følger med, så har man i Norge også en betydelig bedre normering end i Danmark, hvor den norske behandler har ansvaret for 50 procent færre patienter end i Danmark. Det giver alt andet lige en anden behandlingsoplevelse og kvalitet for patienten.

Stedmoderlig prioritering
Kulturændringer sker selvfølgelig ikke over natten, og nogle vil måske sige, at de kun kan skabes på linoleumsgulvene ude i selve psykiatrien og ikke på de bonede gulve på Christiansborg. Men jeg mener, at politikernes prioritering smitter af på det syn patienterne, pårørende og fagpersonale har på psykiatrien. Det har i mine øjne for eksempel stor signalværdi, at psykiatrien i høj grad er finansieret via satspuljemidler, hvor man igen og igen finansierer psykiatriens forbedringer via projektbevillinger med udløbsdato.

Jeg er meget positivt stemt over for den satspuljeaftale, der netop er indgået, hvor man besluttede af afprøve en fremskudt regional funktion i børne- og ungdomspsykiatrien. Det er godt, men jeg bekymrer mig allerede over, hvad der sker, når pengene udløber. Kommer det til at gå, som det alt for ofte gør? Projektet ophører, fokus forsvinder, de gode resultater fortoner sig og regioner og kommuner kan ikke blive enige om, hvem der skal finansiere en forlængelse, da funktionen løser opgaver for begge sektorer.

Flere penge løser ikke behovet alene. For kulturændringen er nødvendig, og den skal komme oppefra. Men så længe psykiatrien ikke kommer på finansloven, så længe vil det være svært at skabe varige succeshistorier, gøre psykiatrien til en attraktiv arbejdsplads og give patienterne den fornødne tillid til systemet.

I bund og grund er mit ønske, at vi i fremtiden har en psykiatri, hvor patienterne træder ind over dørtærsklen med en vished om, at systemet først og fremmest er indrettet til at gøre sit bedste for at gøre dem raske igen.

Du kan også læse debatindlægget her.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge