At lide af angst, depression eller stå midt i en menneskelig krise, rejser et øjeblikkeligt behov for at få adgang til den bedst mulige behandling. Men mange mennesker med psykiske vanskeligheder står med et stort spørgsmål: Hvor kan jeg få den bedst mulige hjælp?

Rigtig mange mennesker oplever terapimarkedet som en uigennemtrængelig jungle.

Det kan vi ikke være bekendt. Vi kan endnu mindre være bekendt at vildlede. Når man er belastet, har man ikke brug for ekstra usikkerhed.

I den nuværende debat (Kristeligt Dagblad, 13 oktober 2015) skabes der endnu engang usikkerhed om, hvad der er rigtigt og forkert i psykoterapi. Man kalder kognitiv terapi ”et modelune,” kalder den udvikling, der omsider skal styrke tilgængeligheden til professionel psykologisk behandling for ”en alvorlig fejl” og rejser en helt ubegrundet påstand om monopol. Hvis man som professionel psykoterapeut vildleder – uanset af hvilken grund, og om man selv er klar over det eller ej – så gør man skade.

Det er bekymrende, at det kommer fra professionelle, der skulle bidrage konstruktivt til at varetage psykisk syges bedste interesser og give psykoterapi ordentlige vilkår.

Der er udarbejdet klokkeklare retningslinjer (Jeg må bede interesserede om at kigge hos National Institute of Clinical Excellence https://www.nice.org.uk/ / http://www.div12.org/ eller læse Sundhedsstyrelsens anbefalinger).

Kritisk sans, tak

Skræmmende eksempel: Det er direkte misvisende, at Pia Callesen fører privat markedsføring af metakognitiv terapi (MCT) i Kristeligt Dagblad. Når man gennemgår alle videnskabelige databaser, er der ingen tilstrækkelige beviser for, at fagpersoner kan træffe valg om at anbefale metoden generelt. Hvis man forsøger at påvirke brugernes valg af behandling, er man som fagperson forpligtet til at forklare kilde, sammenhæng og motiv. Som i resten af samfundet kan man heller ikke inden for psykologien være bekendt at komme med påstande uden at have beviser. Der er ingen beviser for, at MCT er mere effektivt end traditionel kognitiv terapi. Åbenheden og nysgerrigheden over for nye lovende metoder er gavnligt for os selv som fagpersoner og for vores klienter. Men ikke uden kritisk sans. Påstanden om ”kognificering” af psykiatrien er fuldstændig forvrænget. MCT, som Pia vil have i stedet, er kognitiv terapi. Der foregår masser af undervisning i Mentaliseringsbaseret terapi, Interpersonel terapi, Metakognitiv terapi, Trial based kognitiv terapi og en række andre helt nye kognitive metoder samt psykodynamisk terapi og systemisk terapi.

Sund kritisk sans og faglige udfordringer er en del af et fags konstruktive udvikling. Men desværre er der også destruktive kræfter – misundelse og aggression – som kan komme til syne som forvrængninger og overdreven faglig troskab, så fagpersonen mister overblikket med risiko for vildledning. Selvfølgelig skal vi være åbne for ny udvikling, og hvad der er lovende, men vi skal være ordentlige med, hvad vi bruger det til.

Tilgængelighed

Vi ved alle, hvor store samfundsøkonomiske tab, der er tale om, når psykisk belastning sætter mennesker ud af spillet. Men den menneskelige faktor er meget vigtigere. Den psykisk syge efterlades med nederlagsfølelsen, skammen, håbløsheden, bitterheden uden tro på sig selv og systemet.

Vi har alle et fælles ansvar for at medvirke bedst muligt til, at effektiv psykoterapi gøres tilgængelig. Og det er en virkelig stor opgave at sikre kvaliteten, så man med en psykisk sygdom også kan føle sig sikker på, at man får den bedst mulige behandling.

Når psykiatrien for nogle år tilbage besluttede at gøre kognitiv terapi mere tilgængelig, så var det, fordi denne psykologiske behandlingsform var bekymrende underrepræsenteret. Det ved Eva Secher Mathiasen godt, da hun selv var en del af denne udvikling i psykiatrien for år tilbage. At nogle, og endda Dansk Psykolog Forenings formand, vælger at kalde det monopol, er en skamfuld forvrængning. Der er stadig ikke tilstrækkelig tilgængelighed til psykologisk behandling – uanset art. Alt, alt for få patienter, indlagte som ambulante, får tilbudt effektiv psykologisk behandling. Vi må i det mindste undlade at mistænkeliggøre en god udvikling, der medvirker til at sikre kvaliteten i psykoterapi. En vinding, der i den grad har kostet blod, sved og tårer at opnå.

At det så ovenikøbet i England (https://en.wikipedia.org/wiki/Improving_Access_to_Psychological_Therapies) har vist sig, at kognitiv terapi kan spare samfundet unødige udgifter og hjælpe hurtigere og bedre, taler endnu mere for, at man støtter den nuværende udvikling. Men tro mig, vi er laaangt fra målet.

Mennesker med psykisk lidelse har ret til den bedst mulige behandling. Hvis det ikke skal være videnskabelige undersøgelser, der afgør det, hvad skal det så være? En tilfældig persons ideologi? En tilfældig persons forretningsmæssige interesse? Den, der råber højest? Den, der er mest veltalende? Den, der skaber mest frygt og nervøsitet? Den, der skaber mest tillid? Den, der tjener mest på terapi? Den, der har mange rygklappere? Eller er mest magtfuld? Nej vel – lad os holde vores fokus på, at kompetence er gavnligt for vores fag. Viden er gavnligt for vores fag, og vi skal have fokus på brugernes bedste interesse. Psykologisk behandling skal kunne dokumenteres, effekten skal undersøges ordentligt, også lokalt i Danmark, og vi skal sikre at dem, der tilbyder terapi, er kompetente.

Anvendelighed

Ifølge Aaron T Beck, der betragtes som kognitiv terapis bedstefader (http://www.beckinstitute.org/aaron-beck/) har denne behandlingsform den største anvendelighed, da den er bevist virksom på tværs af diagnoser, religion, kultur, etnisk baggrund og uddannelse.

I psykiatrien arbejdes der terapeutisk på mange planer: Individuelle behandlingsforløb, gruppebehandlingsforløb, psykoedukative forløb samt i det daglige miljø under indlæggelse og i udredningsarbejdet. Men indholdet er ikke altid kvalitetssikret.
Vi lægger vægt på lighed, alle patienter skal behandles ligeværdigt og have samme muligheder, og vi skal sikre høj kvalitet: alle personalegrupper skal være bedst muligt kvalificerede til deres arbejdsopgaver. En fælles indsats og fælles metoder gør det meget lettere at tilrettelægge og gennemføre arbejdet, frem for at bruge oceaner af tid på uenighed – af og til ”hellig krig”.

Troværdighed

Inden for psykoterapi er der generelt sket mange fornyelser. Der er også sket en integration. Hovedingredienserne i de kognitive terapier (som fx eksponering, hindring af uhensigtsmæssige reaktioner og ændring af tanker og tankeprocesser) anvendes af andre terapiformer. På samme måde integrerer de nyeste kognitive modeller psykodynamiske teorier, den narrative metode og fra gestaltterapi ”den varme stol”. Alle terapier har fået langt mere fokus på følelsesmæssige processer og regulering af disse samt på hvordan, det hele hænger sammen med vores biologiske hjernesystem.

Vi er blevet langt mere kompetente. Og vi arbejder til stadighed på at blive endnu dygtigere og sikre kvaliteten i vores daglige arbejde. Vi vil gerne have certificeret alle, der arbejder med terapi. Vi vil gerne give patienten sikkerhed for, at hans behandler kan sit kram. Derfor skal vi være dybt interesserede i evidensen for det, vi tilbyder.

Men vi står fortsat med store udfordringer i forhold til at hjælpe og gavne mennesker i psykisk nød bedst muligt. Det kalder på samarbejde og gensidig respekt.

I stedet for at kalde udviklingen på det psykoterapeutiske område og specielt det kognitive for en ”alvorlig fejl”, skulle man hellere se reelt på, hvordan det gavner, og om der reelt er beviser for, at noget andet gavner mere. Det er vanskeligt at gennemskue, hvordan konklusionerne i debatten om evidens og psykoterapi tages. Mange studier er tilrettede for at honorere den terapi, som projektlederen foretrækker (Poulsen et al. 2014. A randomized, controlled trial of psychodymnamic psychotherapy or cognitive-behavioural therapy for Bulimia Nervosa) der trods en markant skævvridning af betingeler for de to terapiformer, resulterede i et klart resultat at kognitiv terapi var den mest effektive behandling.

I andre undersøgelser er der foretaget mærkværdige beregninger (Leischenring et al, 2014) Psychodynamic Therapy and Cognitive-behavioural therapy in social anxiety disorder: a multicenter randomized controlled trial) og andre igen mangler de kvaliteter, som troværdig forskning skal have. Den omdiskuterede faldende effekt af kognitiv terapi specifikt, er også skævvredet og ses isoleret fra, at der i det hele taget stilles større krav til, hvornår man kan tale om dokumenteret virkning af en behandling (psykisk og somatisk), og man renser ud for ”researcher allegiance” i kommende publikationer. Man glemmer også at se på, om de terapeuter, der har leveret terapien, er tilstrækkeligt kvalificerede inden for deres speciale. I stedet for at kaste sig over ethvert argument, der kan bruges imod en god udvikling i vores fag, skulle vi hellere se på, at der hele tiden sker forbedringer i studierne og i den kompetence, vi byder klienterne.
Igennem årtier er vi fortsat blevet bedre. For eksempel: se på social fobi, en lidelse med stigende udbredelse i samfundet. Der er kommet hurtigere og mere målrettede kognitive metoder til. De oprindelige protokoller er reviderede, svarende til nye fund. Inden for næsten alle angsttilstande har vi nu korte og intensive behandlinger, som er ligeså effektive som behandlingsforløb på 10-15 sessioner. Hvilken en klient ville ikke foretrække en kort og effektiv behandling frem for en lang behandling, som kan risikere at ødelægge håbet om forbedring, hvis der går for lang tid, inden det er mærkbart og målbart? Endelig foregår der også afprøvning af internetbaseret kognitiv terapi med gode resultater for flere og flere tilstande. Det åbner muligheden for, at mange flere brugere kan få gavn af vores psykoterapeutiske kompetence for de midler, vi har til rådighed.

Mangfoldighed

De mennesker, vi skal hjælpe, har brug for, at vi er langt mere opmærksomme på, hvordan vi kan få mest gavn af mangfoldigheden i vores samlede viden. Helt essentielt for den fremtidige udvikling er at psykologer og andre faggrupper i samme område i fællesskab tager klar stilling til, hvad der lige nu er de bedste muligheder. Hvordan vi kan sikre, at så mange som muligt med psykisk lidelse får gavn af vores ekspertise, og hvordan vi professionelle kan sikre, at der ikke er noget værdifuldt i vores fag, der bliver smidt ud med badevandet.

Den udvikling, vi har set verden over inden for det kognitive område, hvor det er lykkedes den psykoterapeutiske disciplin at få så stor respekt, anerkendelse og vægt, er guld værd for brugeren. Det er over en kort periode, at vi nærmest har oplevet revolutioner, og vi skal være glade for det fremtidige udviklingspotentiale.

Det er vigtigt, at vi viser vores fag respekt ved at tænke i nye muligheder og sammenhænge frem for at dyrke egne græsgange – især hvis det ikke er i klientens og skatteborgernes bedste interesse. Det er i brugernes interesse, at vi i videst mulig udstrækning undgår skade og bliver bedre til at gavne – al respekt for Hippokrates!

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge