Af Ole Rabjerg og Aida Hougaard Andersen, psykologer

I sundhedsvæsenet er man på flere områder i dag end tidligere mere opmærksom på, hvordan forskellige faktorer kan spille ind på helbredet og trivslen. Man har fx erfaret, at psykisk velbefindende har betydning for helbredelsesforløb i forhold til somatiske sygdomme. Ligeledes sigter man i højere grad mod at tage højde for konteksten fx ved at inddrage pårørende som en vigtig medspiller i klientens liv og trivsel.

Denne tendens og udvikling til at søge mod et mere helhedsorienteret billede genkendes også inden for det psykologiske undersøgelses- og behandlingsarbejde.

Når mennesker kommer i krise, ved vi fra psykologisk forskning, at det at danne en mening har stor betydning for trivsel og generelt velbefindende (Park,2005, Silberman, 2005 hos Viftrup, 2010). Det betyder også, at det kan have flere negative konsekvenser for den overordnede helse, hvis ens meningssystem bryder sammen. Undersøgelser viser, at hvor mennesker har en tro, der opleves som en styrke, ses bl.a. øget livslængde, øget livskvalitet og psykisk stabilitet. Modsat hænger en negativ oplevelse af en tro sammen med bl.a. øget stress, nedsat selvværd og øget risiko for angst og depression (Koenig, King & Carson, 2012; Ano & Vasconcelles, 2005; Pargament & Raiya i Johansen & Hvidt, red. 2008). Det betyder altså, at det har stor betydning for overordnet psykisk helse, hvordan man oplever og bruger sin tro i en krise. På den baggrund bliver det vigtigt, at psykologer også kan spørge til tro, ligesom vi spørger til fx krop og motion.

På min arbejdsplads, den fælleskirkelige forening Agape, er vi to psykologer ansat til at varetage terapi med unge og voksne, hvor de fleste er selvhenvendere. Vi er ansat i en interesseorganisation på folkekirkelig grund. I praksis betyder det, at en stor del af vore klienter har en eller anden form for religiøs overbevisning eller tilknytning. Vi har generelt arbejdet ud fra et helhedsorienteret syn på mennesket og inddrager derfor også krop og relationer, hvor det skønnes relevant for det, klienten kommer med, og den psykologiske helse. Vi har adskilt det psykologfaglige rum fra “troens/religiøsitetens rum” og i stedet henvist til præster/imamer og lignende, hvis klienter også oplevede udfordringer med troen.

Via forskning bl.a. på Syddansk Universitet er vi gennem de senere år blevet bekendt med den religionspsykologiske tilgang og den betydning, det kan have for mennesker med en tro, at det også bliver inddraget på en psykologfaglig måde i terapien, hvor det er relevant. I udgangspunktet er religionspsykologien ikke en del af vores uddannelse som cand.psych., som det ser ud nu. Der foreligger primært studier fra USA, og da der ikke findes mange steder i Danmark med så stor andel af “religiøst orienterede klienter” som hos os, ser vi en mulighed for at bidrage med større viden og evt. metodeudvikling på dette område.

Der er brug for at undersøge, om de udenlandske resultater af psykologisk behandling giver det samme billede i en dansk kontekst og i så fald videreudvikle psykologfaglige metoder til praksis også i Danmark. Derfor er vi i gang med et pilotprojekt, hvor vi prøver at opsamle vores erfaringer.

Om projektet

  1. Vort mål er at opsamle erfaringer fra vores psykologiske, kliniske behandlingsarbejde med henblik på at afdække, hvordan religiøse klienter oplever deres tro, når de har det svært psykisk. Hvilken betydning har det for dem? Opleves det som en styrke eller en udfordring? Her med fokus på religiøse copingstrategier
  2. Ud fra eksisterende viden på området vil vi gerne undersøge om den religionspsykologiske tilgang, vi har implementeret, giver mening for klienterne, fortsat er behandlingsmæssig integrerbar og giver positive resultater

Definition: Vi tager afsæt i at tro og religion optræder i mange skikkelser, og at vi derfor bør undgå religiøse stereotyper. Vi tager også afsæt i at tro/religiøsitet først og fremmest handler om det, klienten betragter og benævner som tro og religiøsitet. Tro og religiøsitet kan altså her ikke afgrænses af en særlig teologi og ej heller af nødvendigheden af en transcendent gud (Pargament og Raiya, 2008, Pargament, 1997)

Tilgang ud fra psykologisk forskning og teori

Vi læner os op af den religionspsykologiske forskning, der viser, at positiv religiøs coping har en signifikant positiv indvirkning på psykisk sundhed. Positiv religiøs coping defineres her som: En sikker fornemmelse af det hellige, som man har tillid til og vender sig til for støtte og omsorg. Negativ religiøs coping er kendetegnet ved anfægtelse, et usikker og ambivalent forhold til det hellige og oplevelse af afvisning (Pargament, 2007).

Copingteorien blev formuleret af Lazarus & Folkmand i 1984. Coping er et forsøg på at finde mening i, håndtere og beherske stressende/belastende livssituationer/livsvilkår på et bestemt tidspunkt og sted. Coping er en aktiv og dynamisk proces, der igangsættes under begivenheder, hvor personen oplever stress eller belastning. Stress defineres som den subjektive oplevelse af, at situationens krav overstiger personens umiddelbare ressourcer. Copingstrategier betragtes som kognitive og adfærdsmæssige strategier, der igangsættes for at håndtere en konkret belastning, mindske stress og komme i psykisk balance igen.

Religiøs coping forstås som copingstrategier, hvor personens religiøsitet bliver det centrale i tilpasningen til en belastning.: “People cope religiously because religion is relatively available and accessible to them and because religion offers a more compelling route to significance than nonreligious alternatives” (Pargament (1997, s 162).

Religiøs coping er også blevet udlagt som: ”Den nytteværdi en religion kan repræsentere, når mennesker mødes af sygdom og krise, det vil sige en given religiøsitets mulighed for at skabe fx trøst, støtte, nærvær, handlemuligheder, optimisme og livsmening i svære situationer” (Pargament, 1997).

Pargament præsenterer en spiritualitetsintegreret psykoterapi (Viftrup, Psykolog Nyt, 2010). Han har på tværs af religioner undersøgt, på hvilke måder religiøse mennesker oplever at komme i kontakt med det, der er helligt for dem. Her samler resultaterne sig i fire veje til “det hellige”:

  • Viden
  • Adfærd
  • Oplevelse
  • Fællesskab

Når religiøse mennesker søger viden som en måde at forvalte troen på, kan det eksempelvis være at læse religiøse skrifter eller høre udlægninger heraf. Adfærd dækker over forskellige ritualer, som hjælper den religiøse til kontakt med “det hellige”, men også fx social ansvarlighed kan være en adfærd, der forbinder mennesket med det, der er helligt for vedkommende. Nogle får gennem ritualer en religiøs oplevelse; andre søger oplevelser gennem forskellige religiøse handlinger fx bøn, kirkegang eller pilgrimsvandring. At opleve fællesskabet med andre ligesindede og at høre til i en gruppe, er (ikke så overraskende) også en væsentlig måde at søge “det hellige” på.

Jo flere veje til det, der er helligt for én, og jo mere fleksibel brug heraf, desto større sandsynlighed er der for en psykologisk set ressourcestærk tro, så troen bliver en styrke i krisen frem for en udfordring.

Aktuel klinisk praksis

Vi har i de seneste år integreret en mere religionspsykologisk tilgang i behandlingen ved at spørge til tro og ved psykologisk at inddrage tro, hvor klienten ønsker det, og hvor det behandlingsmæssigt skønnes relevant.

Ved visitationssamtalerne spørger vi til, om klienten har en tro, og i givet fald, hvad det betyder for dem, også når de har det svært. Det betyder, at vi kan få kendskab til, om troen er med til henholdsvis at hæmme eller fremme trivselen, altså om troen/religiøsiteten anses for at være en positiv eller negativ coping ressource.

Ud fra denne viden kan vi i behandlingen fremdrage de positive, religiøse copingstrategier og understøtte klientens anvendelse af disse, fx ved at integrere dem en kognitiv adfærdsterapeutisk behandlingsplan. Vi kan også sammen med klienten undersøge og udforske eventuelt negative religiøse copingstrategier på linje med andre negative copingstrategier.

Når religiøse mennesker oplever troen som en ekstra udfordring, undersøger vi derfor, hvilke dele af troen, der forstyrrer og opleves problematiske. Som psykologer kan vi hjælpe klienten med den psykologiske del af deres tro, hvor det ønskes, og ikke med en normativ eller åndelig vejledningsdimension. Vi forsøger således at hjælpe med at facilitere en mere psykologisk ressourcestærk tro hos klienten.

Behandlingen sigter derfor mod:

  1. At udvide trospraksis, så der bliver flere “veje til det hellige”
  2. At forbedre den religiøse coping
  3. At øge troens fleksibilitet, så klienten i højere grad kan bruge forskellige tolkninger og forståelser af religiøsiteten

Ud fra en kombination af primært en kognitiv adfærdsterapeutisk tilgang og den foreliggende viden fra religionspsykologien, undersøger vi altså troens betydning og funktion og integrerer det i den psykologiske behandling, hvor det psykologfagligt er indiceret (jvf. Viftrup, 2010).

Erfaringsopsamling

Vi er i gang med at tage relevante uddrag af journalerne i anonymiseret form fra alle klienter, der er over 18 år, som kommer i individuel terapi, og som har underskrevet en samtykkeerklæring. Vi har fået tilladelse fra Datatilsynet og håber at kunne inddrage ca. 60 personer.

Det, vi indtil videre kan se, er, at over 90 % af klienterne beskriver deres tro som betydningsfuld generelt. De beskriver det som et fundament, af stor værdi i livet eller som altafgørende. Når vi så spørger til troen i mødet med en krise, fortæller 50 % af de adspurgte, at troen er en udfordring, 40 % beskriver det som en positiv ressource og 10 % som værende både en positiv og en negativ ressource. Det betyder, at 50 % af de mennesker, der ellers oplever deres tro som meningsfuld, i stedet oplever konflikt, tvivl, forladthed, vrede, skyld/skam eller meningsløshed i mødet med en krise. Det er altså ikke en selvfølge, at mennesker oplever deres evt. tro som en styrke i modgang, heller ikke selvom de generelt oplever troen som noget positivt. Dette tydeliggør pointen i, at vi spørger til klienters aktuelle oplevelse af troen. Dette bekræfter også dele af den amerikanske forskning, som ovenfor beskrevet.

Mennesker med en religiøs tilknytning, der generelt oplever troen eller deres trospraksis som værende meningsfuld, kan i en svær periode altså opleve en “krise oven i krisen”, så at sige. Vores pilotprojekt peger på, at over halvdelen af “religiøse mennesker” i en eller anden grad vil opleve deres tro, som noget, der gør livet ekstra vanskeligt at leve.

I vores materiale falder dette inden for følgende 3 overordnede kategorier:

  1. Trospraksis forstyrret (kan ikke tilegne sig den viden, vedkommende normalt plejer fx ved at læse i Bibelen, kan ikke komme i det religiøse fællesskab eller gøre brug af de ritualer eller oplevelser, der normalt udgør en del af vedkommendes trospraksis)
  2. Konkrete relationer i det religiøse fællesskab udfordrer
  3. Hele trossystemet eller kerneforståelser af væsentlige elementer i troen er udfordret eller brudt sammen. Fx: “Hvordan kan en god og kærlig Gud tillade denne lidelse i mit liv?”

Når vi sammenholder dette med effekten af negativ religiøs coping som oven for nævnt (risiko for angst og depression samt nedsat trivsel generelt) bliver det væsentligt, at psykologer som en del af behandlingen i øvrigt også kan undersøge tro og de religiøse copingstrategier særligt hos religiøse mennesker. Sammen med klienten kan psykologen arbejde hen mod en bedre religiøs coping, en udvidet trospraksis eller en mere fleksibel trosforståelse.

Perspektiver fremadrettet

Vi er endnu ikke færdig med at indsamle data på klienters oplevelse af en mere religionspsykologisk tilgang. Dette skyldes bl.a., at alle forløb endnu ikke er afsluttede. De få, vi har evalueringer fra, har alle oplevet det positivt, at vi spurgte til tro. For halvdelen af disse blev troen i en eller anden grad også en del af behandlingen og her svarede alle, at det var hjælpsomt.

Vi oplever, der er et behov for at udvikle psykologfaglige metoder, der også passer til dansk kultur. Det kunne fx være at undersøge, hvordan velkendte psykologiske metoder som fx kognitiv adfærdsterapi kan anvendes i kombination med en religionspsykologisk tilgang.

Desuden vil en egentlig undersøgelse med et videnskabeligt forskningsdesign være ønskeligt med henblik på at øge validiteten. I vores pilotprojekt kan man fx. anføre som kritik, at det har betydning for klienternes evalueringer af behandlingen, at det er behandleren selv, der spørger. Her vil et forskningsdesign i højere grad kunne tage højde for disse og lignende validitetsudfordringer.

 

Referencer

Ano G.G. & Vasconcelles E.B. (2005); Religious coping and psychological adjustment to stress: A meta-analysis Journal of clinical psychology, Vol. 61 (4), 461-480

Lazarus, Richard S. PhD & Folkman, Susan PhD (1984) Stress, Appraisal, and Coping

Koenig, King & Carson (2012); Handbook of Religion and Health (Second ed.) New York: Oxford University Press.

Pargament, K. I. (1997). “The psychology of religion and coping: Theory, research, practice”. New York: The Guilford Press.

Pargament, K. (2007) Spiritually integrated Psychotherapy: Understanding and addressing the sacred. New York: The Guilford Press.

Pargament & Raiya i Johansen & Hvidt, red. (2008); Kan bjerge flytte troen? København, Gyldendal

Viftrup, D.T. (2010) “Det spirituelle menneske”, Psykolog Nyt

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge