annemariekristensen

Anne Marie Kristensen

Stud.psych., Københavns Universitet

Studentermedhjælper i DP og på KU

“Mit råd til jobsøgende studerende er, at man ikke behøver finde det perfekte job med det samme. Muligheder kan være uforudsigelige, og job i en cafe, med transskribering m.m. giver værdifuld erfaring, selvom det ikke er det, man skal arbejde med for altid.”

Anne Marie (Rie) læser Psykologi på sjette semester på Københavns Universitet. Hun har studiejob i Dansk Psykolog Forening og på Københavns Universitet. Derudover arbejder hun frivilligt på det psykologiske studenterblad, Indput, og i organisationen Headspace, der tilbyder gratis og anonym rådgivning til børn og unge.

Hvor arbejder du?

– Jeg arbejder lidt forskellige steder. Dels arbejder jeg i Dansk Psykolog Forening som aften- og weekendreceptionist, hvor jeg serverer kaffe og snacks til møder, gør mødelokalerne klar og laver administrative opgaver. Derudover underviser jeg som instruktor i metodedelen af personlighedspsykologi på universitetet. Jeg underviser et hold 2. semester-studerende, hvilket er rigtig udfordrende og sjovt.

Udover disse to job er jeg også studentermedhjælper på universitetet i forbindelse med kognitionspsykologiske eksperimenter og som korrekturlæser på det psykologiske tidsskrift Outlines.

Hvorfor er dine job spændende for en studerende?

– Dansk Psykolog Forening er et spændende sted at være, fordi der foregår en masse forskellige arrangementer og kurser, og man får et indblik i, hvad psykologer interesserer sig for uden for universitetet. Derudover lærer jeg en masse af at se, hvordan tingene foregår i en fagforening.

Mit instruktorjob på KU er spændende, da jeg kommer ind i faget på en helt anden måde, end da jeg selv havde det. Samtidig gavner det mig også, at det ikke er så langt fra erindringen. Jeg kan godt lide den dynamik, der opstår af, at studerende underviser andre studerende. Da jeg går med lidt forskningsdrømme i maven, er det også alletiders at prøve kræfter med at undervise. 

Hvordan fik du dine studiejob?

– Både mit job i Dansk Psykolog Forening og mit instruktorjob på Københavns Universitet har jeg fået gennem jobannoncer på KU’s jobbank.

Arbejder du frivilligt?

– Ja, på Psykologis studenterblad, Indput, som for mig er noget af det bedste ved at læse på KU. Her lægger jeg en del frivillige timer som skribent og foreningens formand i at skrive artikler, udgive blade samt holde redaktionsmøder, release events og fester. Det har givet mig meget at lære nogle søde mennesker at kende på årgangene over og under min, som har et andet perspektiv på studiet. Bladet giver os mulighed for at udforske og formidle psykologiske emner på vores egne præmisser og nogle gange interviewe spændende personer eller invitere dem ud at holde oplæg.

Derudover har jeg de sidste to år været frivillig i Headspace i Rødovre, som tilbyder gratis og anonym rådgivning til børn og unge. Det er et fantastisk initiativ, hvor jeg lærer meget fagligt, men også føler, at jeg nogle gange kan være med til at skabe afgørende forandringer for de unge, som søger hjælp. Når man på universitetet sidder mange timer med næsen i bøgerne og med teorier, der forsøger at bundfælde sig i hovedet, kan det være utroligt givende at tale med nogle unge, der søger rådgivning, og få lidt erfaring med, hvordan det kunne være at arbejde klinisk efter uddannelsen.

Har du et godt råd til studerende, der søger job?

– Hvis jeg skal give et råd til jobsøgende studerende, skal det være, at man ikke behøver finde det perfekte job med det samme. Muligheder og tilbud kan være uforudsigelige, og job i en cafe, med transskribering eller som barnepige giver også værdifuld erfaring, selvom det ikke er det, man skal arbejde med for altid.

KARRIEREPORTRÆTTER

ditte-krabbe

Ditte Krabbe
Cand.psych.
Specialkonsulent og teamkoordinator på KU

kenth-kaerhoeg

Kenth Kærhøg
Cand.psych.
Psykolog og global kommunikationschef i ISS

inge-loua-ny

Inge Loua
Cand.psych.

Psykolog i konsulenthuset Minoritetskonsulenterne ApS

stine-reintoft

Stine Reintoft
Cand.psych.

Supervisor og konsulent i Supervisionshuset

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge