portraet_claus-rasmussen

Claus Bundgaard Rasmussen

Cand.psych.

Psykolog i Fonden Klippen

“Mange misbrugere er fanget i myten om, at alle dårligdomme kun er deres skyld. Det er vigtigt for mig at forsøge at hjælpe til at undgå sådanne tanker og følelser.”

Claus Bundgaard Rasmussen er ansat på Fonden Klippen, hvor han primært arbejder med screening for, om der er psykologiske og psykopatologiske vanskeligheder i en persons liv, og hvordan disse kan bidrage til rusmiddelbrug. Han varetager derudover gruppebehandling baseret på helhedsorienterede tilgange (IMR/Recovery-grupper) og deltager i visitation af forskellige tilbud til borgere, fx interne aktiviteter i Gladsaxe Rusmiddelcenter og eksterne tilbud på rusmiddelområdet og i psykiatrien. Han tilbyder desuden kollegial sparring i forhold til behandling og udfører kontaktpersonopgaver, som kan få karakter af individuelle, terapeutiske forløb.

Hvorfor er det spændende at arbejde indenfor dette område?

– Her kommer jeg med en anekdote: Historien om den desperate mand. Det var en person, jeg mødte flere år inden, jeg startede på rusmiddelområdet. Han fortalte mig, at en stor del af hans vanskeligheder stammede fra alkohol og var ganske fortvivlet. Han fortalte, at han nærmest dagligt kæmpede med sig selv. Han sad på sin sofa og fortalte sig selv igen og igen, at i dag skulle der ikke være noget alkoholbrug. At han ikke ville. Igen og igen. Og så skete der som regel noget mærkeligt. På et tidspunkt ville han blinke med øjnene. Det gjorde han hele tiden, men der var altid ét blink, der var helt særligt. Når øjenlåget gled ned, sad han på sin sofa og kæmpede med sig selv. Når det gled op igen, befandt han sig i det lokale supermarked på vej ud med en pose øl i hånden. Uden at han rigtig kunne redegøre for, hvordan det var foregået. Der var ikke noget ved manden i øvrigt, som sagde mig, at han ikke var ved sine fulde fem, men jeg tænkte godt nok over, hvad det var for et fænomen, han havde oplevet, og om det var noget, der eksisterede for andre. Den opdagelsesproces samt min søgen efter svar og perspektiver på det spørgsmål, er i bund og grund det, der gør det her felt spændende for mig.

Og så ikke mindst: Hvordan jeg kan bruge min viden til at være til nytte for de borgere, der besøger mig, for mine kolleger, der står med deres behandlingsopgaver, og for mine ledere, som gerne vil have, at deres centre giver den bedste service, de kan indenfor de rammer, der er udstukket for dem.

Hvilken værdi har det, at du er psykolog?

– Borgerne mærker det forhåbentlig især i forhold til at få indsigt i, hvad det er for et grundlæggende problem, de står med – hvad det er for kræfter, der påvirker dem, både på de indre og ydre linjer. Jeg går meget op i meningsfuldhed, og det er noget af det, jeg prøver at bidrage mest med – at give mening til den situation, de står i, gennem hypoteser om sammenhænge, der kan udvikles i samarbejdet mellem borgeren, kollegaerne og jeg. De kan så bruges som rettesnor i forhold til valg af indsatser og metoder for den enkelte, der kan have en gavnlig effekt i borgerens liv.

Hvilke myter møder du om dit arbejde?

– Der er i psykiatrien – og hos de psykologer, jeg møder der – en hang til det gamle princip om, at man ikke kan gøre noget, før folk er stoffri. Det er en holdning, der er så langt fra mine erfaringer, som det kan være. Man kan sagtens arbejde, også terapeutisk, med personer, der ikke er rusmiddelfri. Der er visse målinger, som ikke giver så meget mening at lave, før forbruget er reduceret, men man kan i den grad være med til at skabe forandringer inden da – især som psykolog.

Derudover er et meget centralt punkt i mit arbejde at reducere skyldfølelser og skamfuldhed hos borgeren. Der er mange, der er fanget i myten om ”valget”, i myten om, at det kun er mig, der er ansvarlig, og at alle dårligdommene alene er min skyld, – at det stempler mig som et moralsk forkasteligt menneske, der bør straffes ned i det sorteste mørke. Disse følelser og tanker bringer blot mere af det, som har skabt problemet, og skal undgås for (næsten) enhver pris.

Borgere med addiktive problemer skal først og fremmes normaliseres og almengøres i den daglige kontakt – de skal ses som almindelige mennesker med en specifik type problem. Forskningen på områder bliver i højere og højere grad skarp på, at disse problemer er relationelle og tilknytningsorienterede i deres væsen, og det er stort set kun gennem arbejde med at styrke individets evne til at fungere bedre i relationer, at man kan skabe varig reduktion af rusmiddelbrug.

Har du gode råd til andre psykologer?

– Kast jer ud i det! I finder ikke mange steder, hvor man bliver så udfordret og har mulighed for at lære så mange ting, som på dette område. Man skal selvfølgelig være opmærksom på, at det er de grusomme historiers holdeplads og være overens med sin evne til at modtage og håndtere disse.

Dernæst vil jeg anbefale, at man læser og ser en masse om misbrugsområdet. Det kan f.eks. være bøgerne “Den følsomme hjerne” af Susan Hart, ”The Globalization of Addiction” af Bruce K. Alexander eller “In the Realm of Hungry Ghosts” af Gabor Mate. Eller se dokumentarerne “Stress – portrait of a Killer” af National Geographic, “The Evil Weed?” eller “How Drugs Work: Ecstacy” af BBC.

 

Portrættet er oprindeligt bragt i forbindelse med Psykologkampagnen II

KARRIEREPORTRÆTTER

ditte-krabbe

Ditte Krabbe
Cand.psych.
Specialkonsulent og teamkoordinator på KU

kenth-kaerhoeg

Kenth Kærhøg
Cand.psych.
Psykolog og global kommunikationschef i ISS

inge-loua-ny

Inge Loua
Cand.psych.

Psykolog i konsulenthuset Minoritetskonsulenterne ApS

stine-reintoft

Stine Reintoft
Cand.psych.

Supervisor og konsulent i Supervisionshuset

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge