ditte-krabbe

Ditte Krabbe

Cand.psych.

Specialkonsulent og teamkoordinator for Vejledning & Læring, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

“Uddannelses- og vejledningsområdet giver mulighed for at arbejde med proaktive, forebyggende indsatser og strukturelle forbedringer. Det er en gave for en psykolog, der ikke drømmer om den traditionelle terapeutiske rolle, som fylder så meget på studiet.”

Ditte Krabbe arbejder som specialkonsulent og teamkoordinator for Vejledning & Læring på Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet.

Hvad laver en psykolog, der hvor du er?

– Jeg koordinerer, udvikler og gennemfører studieunderstøttende projekter, indsatser, personlig vejledning og workshops.  Derudover arbejder jeg med studenterkommunikation, kvalitetssikring og metodeudvikling. Jeg fungerer samtidig som faglig sparringspartner for ti kollegaer i mit team. Jeg startede som studie- og karrierevejleder, hvor jeg primært havde personlige samtaler med de studerende og stod for kollektive vejledningstilbud indenfor trivsel, speciale og karriere. I dag er jeg mere i kulissen, hvor det strategiske og koordinerende arbejde fylder. Min dag går derfor typisk med møder, udvikling og opfølgning. Eksempelvis i form af handleplaner, høringssvar, indstillinger til ledelsesfora og opfølgning på teamets spørgsmål. Jeg har en meget udadrettet funktion og bevæger mig blandt mange forskellige fagligheder på tværs af organisationen.

Hvorfor er jobbet spændende for en psykolog?

– Mit job veksler mellem kollegial sparring, personlige samtaler, akademisk-analyserende opgaver, udvikling og projektarbejde. Det betyder, at jeg både får brugt min psykologfaglig viden om eksempelvis trivsel, motivation, læring, relationer og anerkendelse, men også at jeg udvikler mig inden for mit akademiske kompetencefelt. Eksempelvis er jeg i dag meget glad for at kunne bruge min kvantitative metode og statistik til at kunne omsætte det, der foregår i kontakten med de studerende, til forretningsorienteret ledelsesinformation. Det havde jeg ikke troet, jeg ville få brug for på den anden side af studiet.

I mine vejledninger og koordinatorfunktion trækker jeg på de mere samtaletekniske og metodiske redskaber – dog uden at det bliver terapeutisk. Det er en god kombination for mig og meget givende at kunne støtte, udfordre og guide mennesker gennem deres uddannelse.

Hvordan havnede du i dit job?

– Det var ren tilfældighed. Jeg har gennem min uddannelse specialiseret mig indenfor arbejds- og organisationspsykologi. Da jeg søgte mit første ”rigtige” job, skulle jeg søge fire stillinger om ugen for at få dagpenge. Det fordrede kreativ tænkning omkring, hvilke jobs jeg kunne se mig selv i. Da jeg sagde ja til min stilling, tænkte jeg, at jeg altid kunne søge videre til det oprindelige drømmejob som arbejdsmiljøkonsulent. Den tanke har jeg ikke tænkt siden – mit nuværende job er også et drømmejob! Det skyldes i høj grad, at jeg kan bruge min psykologfaglighed i meget bred forstand – jeg trives med spændvidden og variationen i min opgaveportefølje, der har taget mange forskellige drejninger undervejs. Jobbet har udvidet mit kompetencefelt – både indenfor min kernefaglighed, men også indenfor projektledelse, administration, forvaltning og jura.

En anden grund til at jeg stadig er indenfor uddannelses- og vejledningsområdet er, at der er gode muligheder for at arbejde med proaktive, forebyggende indsatser og strukturelle forbedringer. Det er en gave for en psykolog, der ikke drømmer om den traditionelle terapeutiske rolle, som fylder så utroligt meget på studiet.

Hvis du skal give tre gode råd til en jobsøgende psykolog?

  1. Kvalificer din jobsøgning via frivilligt arbejde, praktik eller løntilskudsstillinger – det styrker dine kompetencer, giver netværk og måske nye perspektiver på hvad du gerne vil med din karriere.
  2. Målret din ansøgning til den virksomhed/ organisation, du søger ind i. Ikke alle ved, hvad psykologer kan bidrage med. Derfor er det ekstra vigtigt at være skarp på, hvad du kan og at kunne omsætte din psykologfaglighed til konkrete resultater.
  3. Brug dit netværk (og LinkedIn) – ikke kun som kontakter til et potentielt job, men også til at kvalificere dine ansøgninger og din forberedelse til en jobsamtale.

KARRIEREPORTRÆTTER

ditte-krabbe

Ditte Krabbe
Cand.psych.
Specialkonsulent og teamkoordinator på KU

kenth-kaerhoeg

Kenth Kærhøg
Cand.psych.
Psykolog og global kommunikationschef i ISS

inge-loua-ny

Inge Loua
Cand.psych.

Psykolog i konsulenthuset Minoritetskonsulenterne ApS

stine-reintoft

Stine Reintoft
Cand.psych.

Supervisor og konsulent i Supervisionshuset

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge