julie-hoffmann-jeppesen-1

Julie Hoffmann Jeppesen

Cand.psych.

Daglig ansvarlig for telefonrådgivningen på Livslinien.

“Jeg føler mig både fagligt og personligt beriget hele tiden. Jeg står simpelthen dagligt i kontakt med mennesker, som står på kanten af livet, og som har brug for hjælp til at se andre muligheder”.

Julie Hoffmann Jeppesen er psykolog på Livslinien og specialist i selvmordsforebyggende rådgivning. Hun er daglig ansvarlig for telefonrådgivningen og for planlægning af temaaftener og videreuddannelse af frivillige rådgivere.  Livsliniens rådgivning består af telefon, net og chat.

Hvad laver en psykolog, der hvor du er?

– Jeg har mange forskellige opgaver. Livslinien har 250 frivillige rådgivere, og mit job er især at tage vare på dem. Jeg uddanner rådgiverne i de selvmordsforebyggende samtaler, giver dem sparring og støtte, når de har været på vagt, står for en masse administrativt arbejde, sørger for at planlægge temaaftner og videreuddannelse til rådgiverne, så de kan udvikle deres faglige kompetencer, deltager i netværksmøder med andre rådgivninger og underviser eksternt i det at tale om selvmordstanker.

Det er et hårdt felt, og man skal kunne holde ud at være i det, og samtidig have en viden om, at det er vigtigt at tale med andre om selvmordstanker. Selvmordstanker trives bedst i ensomhed, hvor de vokser sig større og større. At få lov til at sætte ord på dem, opleves af mange som en lettelse. At der er nogen, der vil lytte og ikke bagatellisere tankerne, at opleve at man bliver taget alvorligt. Mange tror fejlagtigt, at det at spørge til selvmordstanker kan give øgede tanker om at handle på tankerne, men det er helt omvendt. Vi skal blive bedre til at spørge ind til disse tanker. Både som professionelle og som mennesker.

Vi spørger til, hvad tankerne handler om. Hvor kommer de fra, hvad har man evt. planlagt at gøre, hvor tæt er man på at handle på disse tanker, hvad tænker man på ift. døden. Vi går tæt på – helt ud til afgrunden og kigger ned i den, sammen med den selvmordstruede, og så begynder vi at folde håbet ud, skabe en alternativ historie om hvordan det ellers kunne se ud, vi prøver sammen at få øje på de ressourcer, den enkelte har. Prøver at indgive livsmod samtidig med at vi forstår, at man kan være dér, hvor livet ikke synes værd at leve. Når man bliver forstået, er der mulighed for at skabe sprækker i det sorte tunnelsyn, og det er dét, vi griber i.

Hvorfor er jobbet spændende for en psykolog?

– Det er spændende, fordi man bruger sig selv i et felt, der virkelig giver mening. Jeg er vild med mit arbejde. Ingen dage er ens, og det er et felt, hvor man konstant er på spring for at yde sit yderste og sikre, at vores rådgivere kan udføre deres arbejde.

Man får brugt en meget bred pallette af psykologfaglige tilgange og greb og skal også selv opsøge ny viden og samarbejde på tværs i feltet. Jeg føler mig både fagligt og personligt beriget hele tiden. Jeg står simpelthen dagligt i kontakt med mennesker, som står på kanten af livet, og som har brug for hjælp til at se andre muligheder.

At være ansvarlig for en stor gruppe rådgivere kræver også viden om, hvordan man leder, motiverer og fastholder frivillige. Så der er brug for mange forskellige kompetencer. Jeg får også supervision og mulighed for at være en del af rådgivningsarbejdet på tværs i Danmark, da jeg indgår i netværk under RådgivningsDanmark.

Hvilken værdi har det, at du er psykolog?

– Jeg trækker på min psykologfaglighed ift. at kunne forstå problemer og konteksten som en del af et større hele, i et større perspektiv, stille de rigtige spørgsmål, trække på mange forskellige løsningsperspektiver og være omstillingsparat. Jeg skal formidle og bruge viden om samtaler i vores selvmordsforebyggende arbejde.

– Jeg trækker også på min erfaring fra analysebranchen, hvor jeg skulle se mønstre, perspektiver og løsninger og omsætte dem til brugbar viden og praksis for andre.

Hvordan havnede du i dit job?

– Jeg var ansat i det private, i analysebranchen, og havde brug for at skærpe mine rådgivningsfaglige kompetencer lidt mere på det kliniske område og blev derfor frivillig på Livslinien. Da jeg så fik mulighed for at blive fastansat med ansvar for telefonrådgivningen, var det et ønskejob, hvor jeg kunne kombinere mine forskellige kompetencer fra både det erhvervsorienterede felt og det kliniske.

Det har været en stor omvæltning. Arbejdsprocesserne er langsommere, og der bliver brugt langt mere tid på møder. Der er en grundighed, som giver en faglig tyngde, men nogle gange er det svært for mig at vænne mig til, at man ikke rider samme dag, som man sadler. I det private var jeg vant til at skabe mine egne opgaver, i mit nuværende job er det mere givne opgaver, som ligger i driften af rådgivningen. Jeg havde arbejdsmæssigt mere frihed i planlægningen af mit arbejde tidligere, men samtidig var jeg på næsten døgnet rundt. Som konsulent står man meget til rådighed. Nu oplever jeg i højere grad at have fri, når jeg har fri.

Og så underviser jeg mere, hvilket jeg er vild med. Og får supervision og arbejder med noget, der virkelig er mit hjertebarn – så der er meget, der er blevet bedre!

Hvis du skal give et godt råd til en jobsøgende psykolog?

– Det handler om at blive bevidst om sine kompetencer. Ikke blot fortælle hvilke teorier og perspektiver, man arbejder ud fra men fortælle, hvordan man kan omsætte dem til praksis, det pågældende sted man søger. ”Hvad er det mine kompetencer kan bidrage med det sted, jeg søger job”?

Man skal ikke være bange for at prøve at arbejde i et felt, man ikke kender. Som psykolog er man god til at sætte sig ind i mange forskellige kontekster og bidrage med væsentlige betragtninger og viden om mennesker.

Man skal heller ikke nødvendigvis tænke i begrænsede jobområder. Alle job klæder én på til det næste, og man lærer noget nyt alle steder ved at være nysgerrig og suge til sig. Og vejen til målet er ikke nødvendigvis helt lige – tværtimod!

Endelig er der mulighed for at lave frivilligt relevant arbejde for på den måde at udvikle sine kompetencer.

KARRIEREPORTRÆTTER

ditte-krabbe

Ditte Krabbe
Cand.psych.
Specialkonsulent og teamkoordinator på KU

kenth-kaerhoeg

Kenth Kærhøg
Cand.psych.
Psykolog og global kommunikationschef i ISS

inge-loua-ny

Inge Loua
Cand.psych.

Psykolog i konsulenthuset Minoritetskonsulenterne ApS

stine-reintoft

Stine Reintoft
Cand.psych.

Supervisor og konsulent i Supervisionshuset

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge