Louise_Einspor

Louise Einspor

Cand.psych.

Psykolog i PPR, Gladsaxe Kommune

“Arbejdet i PPR byder på en enorm diversitet, både i arbejdsopgaver og samarbejdspartnere, og det gør det spændende at navigere i.”

Louise Einspor er ansat i PPR i Gladsaxe Kommune. Her rådgiver psykologerne professionelle og forældre i forhold til de vanskeligheder, som de står i med børn. Hun arbejder desuden med enkelte børn, fx med pædagogisk-psykologiske vurderinger af børn, der mistrives, og med observationer i børnenes miljø med henblik på at vejlede de professionelle omkring enkelte børn. Derudover indebærer hendes job også at hjælpe med at navigere i de kommunale systemer og gøre det komplekse mere tilgængeligt.

Hvorfor er det spændende at arbejde indenfor dette område?

– Arbejdet i PPR er sjovt og spændende, fordi det byder på en enorm diversitet, både i arbejdsopgaver og samarbejdspartnere. Jeg har en masse samarbejdsrelationer, som alle kalder på mig på forskellige måder og med forskellige behov, og det gør det spændende at navigere i. Desuden oplever jeg at blive udfordret på mange sider af min psykologfaglighed, med mulighed for hele tiden at blive skarpere og udvikle mig på de områder, jeg gerne vil styrke.

Som psykolog i PPR oplever jeg også, at vi har en unik invitation til at arbejde i det almene og forebyggende i stedet for altid at blive budt ind i opgaver, der hvor det er gået galt. Jeg oplever rige muligheder for at prøve at udvikle nye tilbud i henhold til brugernes behov. Desuden er PPR-feltet så bredt, at der er mulighed for at samarbejde med kollegaer med mange forskellige interesser og specialer.

Hvilken værdi har det, at du er psykolog?

– Jeg tror, at både brugere og kolleger oplever min psykologfaglighed som en styrke i at analysere og gennemskue systemer og problematikker. Og at de sætter pris på, at jeg som psykolog kan være med til at bløde problemstillinger op, hvor brugere og samarbejdspartnere er faret vild i dem, og at vi sammen kan finde en vej. Det er ikke altid, at det er mig, der er ekspert og udpeger vejen, men jeg kan som psykolog navigere i det komplekse og hjælpe dem til at bringe deres egen viden og fagligheder i spil i problemløsningen.

Hvilke myter møder du om dit arbejde?

– Da jeg blev færdiguddannet, blev PPR betragtet som et lidt kedeligt sted, hvor man som psykolog udtjente sin “værnepligt” – knoklede afsted i to år for at få sin autorisation, så man kunne komme ud og lave “rigtigt” psykologarbejde. Min egen fordom var, at der i PPR var tale om tungt, børneklinisk arbejde. For mig har oplevelsen dog været radikalt anderledes. Jeg havde ingen lyst til at forlade PPR, da jeg havde fået min autorisation.

Min oplevelse var og er stadig, at det er et område, der udfordrer mig på så mange sider af min psykologfaglighed, at jeg er i konstant faglig udvikling med masser af muligheder for at udvikle nye tiltag. For mig er det blevet en faglig kamp at markere, at det pædagogisk psykologiske fagområde er et rasende interessant felt, der fortjener langt mere opmærksomhed og anerkendelse. Enhver antydning af at det ikke er lige så rigtigt eller fint som det kliniske felt kan virkelig irritere mig.

Har du gode råd til andre psykologer?

– Jeg vil byde varmt velkommen til psykologer, der søger arbejde indenfor PPR-området. Et godt råd vil være at sætte sig ind i den mangfoldighed og kompleksitet som området rummer, så man på den måde er godt forberedt på de udfordringer, man vil blive stillet.

 

Portrættet blev oprindeligt bragt i forbindelse med Psykologkampagnen II

KARRIEREPORTRÆTTER

ditte-krabbe

Ditte Krabbe
Cand.psych.
Specialkonsulent og teamkoordinator på KU

kenth-kaerhoeg

Kenth Kærhøg
Cand.psych.
Psykolog og global kommunikationschef i ISS

inge-loua-ny

Inge Loua
Cand.psych.

Psykolog i konsulenthuset Minoritetskonsulenterne ApS

stine-reintoft

Stine Reintoft
Cand.psych.

Supervisor og konsulent i Supervisionshuset

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge