portraet_susanne-boel

Susanne Boel

Aut.cand.psych.

Psykolog i Demens- og HjerneCentrum Aarhus

“Min tilgang til mit arbejde er, at ligegyldigt hvem jeg møder, så handler det først og fremmest om at være menneske.”

Susanne Boel er ansat som psykolog i Demens- og HjerneCentrum i Aarhus. Her fører hun blandt andet korte samtaleforløb med pårørende til personer med en demenssygdom. Derudover underviser hun både pårørende og personale, superviserer personale og laver vidensopsamling og vidensudvikling.

Hvorfor er det spændende at arbejde indenfor dette område?

– Jeg synes, det er spændende at forstå relationer og menneskelige reaktionsmåder. Det er omdrejningspunktet i det, jeg beskæftiger mig med. Min tilgang til mit arbejde er, at ligegyldigt hvem jeg møder, så handler det først og fremmest om at være menneske.

På demensområdet har man måske været meget optaget af at forstå, hvordan man håndterer adfærd og af at forstå demenssygdommen ved at se på hjernen “udefra”, om man så må sige. Jeg er optaget af at forstå, hvordan det opleves at leve med sin demenssygdom, og hvordan det opleves at stå ved siden af.

Hvilken værdi har det, at du er psykolog?

– Fra mine kollegaer hører jeg, at det kan være en lettelse at vide, at man kan tilbyde pårørende en samtale ved en psykolog. Det kan løfte noget bekymring fra kollegaernes skuldre, og for nogen kan det gøre dem mere dristige i deres samtaler, fordi de ved, at “prikker de hul på noget” hos den pårørende, så er der psykologisk rådgivning at få.

Tilbagemeldingen fra kollegaer er også, at de oplever at få en større forståelse for handlemønstre både hos dem selv, hos pårørende og hos personer med en demenssygdom. Og at man derved oplever at få flere handlemuligheder, men også at få hjælp til at rumme det, man ikke kan gøre noget ved.
Endelig hjælper jeg ofte både kollegaer og pårørende med at afgrænse eget ansvar og skabe overblik over egen situation.

En del pårørende melder tilbage, at det er en stor lettelse at tale med en, som forstår den situation, de er havnet i, og som tør konfrontere og vejlede med hensyn til at tage de nødvendige konsekvenser af den nye situation. For mange pårørende opleves det, som er reel omsorg for en person med demens, som kontraintuitiv. Jeg kan som psykolog være med til at beskrive, hvordan de kan forstå og håndtere deres nye rolle. Enkelte pårørende udtrykker, at de via vores tilbud til pårørende er kommet ud som mere hele mennesker, fordi de oplevede, at det gennem min og mine kollegaers formidling er legalt at have sine følelser, og at de får et skub til at leve deres eget liv.

Hvilke myter møder du om dit arbejde?

– Jeg har mødt myten om, at det kun er ældre mennesker, der rammes af demens. Det er langt fra virkeligheden, da voksne i alle aldre kan blive ramt af sygdommen.

Derudover støder jeg ofte på den forestilling, at man for at være kvalificeret til et job på et specifikt område skal have erfaring med dette helt specifikke område. Det synes jeg er helt skævt. Hvis man skal arbejde med børn, skal man også vide noget om, hvad det er for et voksenliv, som børnene skal forberedes til at leve. Hvis man arbejder med ældre, skal man også kende til de udviklingsfaser, som det ældre menneske har været igennem og som har formet dette menneske. Og jeg oplever, at min erfaring med at have meget lange samtaleforløb i tidligere ansættelser faktisk kvalificerer mig til hurtigt og effektivt at lægge et relevant fokus i de meget korte forløb, jeg har nu.

Det er min opfattelse at den specifikke viden, som en stilling måtte påkræve, kan læres og er mere afhængig af hvor god man er til at omsætte og integrere viden end af de helt konkrete job, som man har haft.

Har du gode råd til andre psykologer?

– For det første tænker jeg at stort set al den erfaring, som man kan gøre sig som psykolog, er brugbar på demensområdet. Det er godt at have styr på sin udviklingspsykologi, tilknytningsteori, neuropsykologi, på krise og mestring samt på den eksistentielle tilgang. Samtidig skal man have en stærk analytisk sans, når det gælder om at navigere i en større organisatorisk sammenhæng, så erfaringer fra organisationspsykologien er i høj grad anvendelig. Endelig er det godt at have prøvet kræfter med rollen som både terapeut, underviser og supervisor.

Man skal derudover være parat til at arbejde med det muliges kunst i en hverdag, hvor det ikke er psykologfagligheden, der sætter dagsordenen. Man skal være forberedt på selv at tænke psykologfagligheden ind i den politiske virkelighed og den organisationskultur, som man bliver en del af.

 

Portrættet er oprindeligt bragt i forbindelse med Psykologkampagnen II

KARRIEREPORTRÆTTER

ditte-krabbe

Ditte Krabbe
Cand.psych.
Specialkonsulent og teamkoordinator på KU

kenth-kaerhoeg

Kenth Kærhøg
Cand.psych.
Psykolog og global kommunikationschef i ISS

inge-loua-ny

Inge Loua
Cand.psych.

Psykolog i konsulenthuset Minoritetskonsulenterne ApS

stine-reintoft

Stine Reintoft
Cand.psych.

Supervisor og konsulent i Supervisionshuset

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge