portraet_winnie

Winnie Jørgensen

Cand.psych.

Psykolog og behandlingsleder på Center for Alkohol- og Stofbehandling, Roskilde

“Det detektivarbejde, der ligger i sammen med borgeren at undersøge, hvad der er motoren bag misbruget, gør det interessant og spændende for mig som psykolog.”

Winnie Jørgensen arbejder som psykolog og behandlingsleder på Center for Alkohol- og Stofbehandling i Roskilde Kommune. Her beskæftiger hun sig med en bred vifte af arbejdsopgaver. Hun arbejder bl.a. med at udvikle screeningsområdet, med beskrivelse og kontinuerlig metodeudvikling af behandlingstilbud samt med behandlingsopgaver i forhold til både mennesker med rusproblemer og deres pårørende.

Hvorfor er det spændende at arbejde indenfor dette område?

– Misbrugsområdet er et felt, hvor det er muligt at beskæftige sig med behandling indenfor et enormt bredt spektrum af psykiske lidelser og psykologiske problemstillinger – fra lettere angstproblematikker til svær personlighedspatologi. Målgruppen er vanvittig bred – fra den velfungerende overlæge eller direktør med et storforbrug af alkohol til den mest udsatte stofmisbruger med massive problemer både socialt og psykologisk. Det gør arbejdsopgaverne meget varierede med stor faglig bredde og indhold, og det gør, at det aldrig bliver hverken kedeligt eller forudsigeligt.

Misbrug kan ses både som et problem og som et symptom. Misbrug handler om, at “rusen udfører noget, har en funktion i den psykologiske husholdning”, som psykiateren Anders Evang udtrykker det. Det detektivarbejde, der ligger i sammen med borgeren at undersøge, hvad misbruget mon er en løsning på, så vi også kan komme til at arbejde med det, der er motoren bag misbruget – det gør det til et interessant og spændende felt for mig som psykolog.

Hvilken værdi har det, at du er psykolog?

– Jeg har heldigvis også enormt dygtige og kompetente kolleger, der ikke er psykologer. Men med psykologer ansat har brugerne fordelen af at blive grundigt og systematisk udredt fra starten – og det er altafgørende for, at der fra starten kan lægges en målrettet behandlingsplan, som tager de fornødne hensyn til den enkelte borgers funktionsniveau og særlige behov. Borgeren kan få en langt bedre individuelt tilrettelagt behandling med udgangspunkt i deres specifikke behov, når der har været en psykolog ind over fra starten.

Det betyder også, at mine kolleger, som ofte er dem, der skal udføre behandlingen med de borgere, jeg har udredt, får vigtig viden “forærende” fra starten – men kun hvis jeg er dygtig til at gøre den viden forståelig og lettilgængelig for dem, f.eks. ved at kunne pege på konkrete arbejds- eller fokuspunkter i den enkeltes videre behandling.

Hvilke myter møder du om dit arbejde?

– En af myterne, jeg har hørt er, at psykologer får de “umulige sager” med en forventning fra ledelse/kollegaer om, at “den klarer du lige”. De meget komplicerede sager er der jo – og dem skal vi som psykologer bestemt også gå ind i. Min erfaring er imidlertid, at der er gode traditioner for tværfagligt teamsamarbejde omkring de komplicerede sager på misbrugsområdet, så man netop ikke sidder alene med de sager.

Tidligere oplevede jeg også, at området blev betragtet som “lavstatus” at arbejde indenfor blandt psykologer. I dag er psykologerne flere steder i front i metodeudviklingen på misbrugsområdet. Og misbrugsområdet kan i stigende grad også tiltrække og fastholde psykologer, fordi der netop er spændende og relevante arbejdsopgaver for os.

Har du gode råd til andre psykologer?

– Gør det! Det er et spændende område, hvor der som nævnt er mulighed for at arbejde med en bred vifte af kliniske opgaver. Og så sker der i disse år meget spændende udviklingsarbejde, hvor der i den grad er mulighed for at gøre en forskel som psykolog.

Det kan være en god idé at overveje, om der er en særlig del af målgruppen, du har interesse for. Det er som sagt en bred målgruppe, og min erfaring er, at der er forskel på at arbejde på alkohol- og stofområdet. Så overvej om du kunne have en præference indenfor enten det ene eller det andet delområde indenfor feltet. Derudover vil jeg opfordre til, at man melder sig ind i det faglige selskab for psykologer indenfor misbrugsområdet. Det giver gode muligheder for udveksling med fagkollegaer og deltagelse i faglige kursus- og netværksaktiviteter.

 

Portrættet er oprindeligt bragt i forbindelse med Psykologkampagnen II

KARRIEREPORTRÆTTER

ditte-krabbe

Ditte Krabbe
Cand.psych.
Specialkonsulent og teamkoordinator på KU

kenth-kaerhoeg

Kenth Kærhøg
Cand.psych.
Psykolog og global kommunikationschef i ISS

inge-loua-ny

Inge Loua
Cand.psych.

Psykolog i konsulenthuset Minoritetskonsulenterne ApS

stine-reintoft

Stine Reintoft
Cand.psych.

Supervisor og konsulent i Supervisionshuset

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge