Ungdommens ordinære mangfoldighed er en glemt skat af viden

 I

DEBATINDLÆG PÅ ALTINGET D. 9. MAJ 2018.

DEBAT: Karakterer og faglig præstation er et fattigt mål, når det står alene, for det kan ende med at blive en selvopfyldende profeti, skriver Eva Secher Mathiasen.

Af Eva Secher Mathiasen
Formand, Dansk Psykolog Forening

”De unge mennesker gør alt, hvad vi beder dem om. Hurtigt igennem studierne. Ingen kriminalitet, og de er dygtige. De har gjort alt, og samtidig kan vi se, at de har ondt i livet (…) Vi kræver altid alting. Jeg kan – undskyld udtrykket – sgu godt forstå, hvis det er svært.”

Ordene kommer fra den netop afgåede uddannelsesminister Søren Pind (V) i et interview med DR og er et udmærket billede på, at præstationskulturen er løbet løbsk. Det er for nogen uoverstigeligt at være helt almindelig – for barren er for mange sat for højt.

På den anden side har vi fået et nyt skældsord, nemlig ”12-tals pige”. Du kan være for dygtig, forstås. Er du en del af eliten, er det bedst at putte lidt med det. Hvis du er blandt dem, der klarer sig bedst, er der nemlig også noget galt.

I den, heldigvis, gryende erkendelse af, at for mange mennesker – børn, unge som voksne – ikke trives helt så godt i tilværelsen, som vi kunne ønske os, skal vi huske på, at langt de fleste stadig har det godt. Vi skal heller ikke fortabe os så meget i lidelsesaversion, at smerte i tilværelsen i alle sammenhænge er noget, der skal handles på.

For helt sikkert er det, at for os alle sammen gør tilværelsen ondt ind imellem, og det er for så vidt i orden og en del af livets vilkår. Det er bare forskelligt, hvad vi slår os på, hvor meget og hvor hårdt. Og nogen af os slår sig ganske enkelt for meget.

Mange faktorer spiller ind

Sandheden er nok, at børn og unges forudsætninger findes i mange variationer. Deres trivselsrelation til faglige præstationer ligeså. De fagligt fremmeste, der ikke trives. Dem, der får mindre gode karakterer, og trives lige godt for dét.

Dem, der havde forudsætningerne for at klare sig ekstraordinært, men ikke gør det. Dem, der har tilværelsen imod sig, men vokser som mælkebøtter under asfalt på trods. Find selv på flere koblinger. De findes med garanti.

Måske har vi netop i noget så ordinært som mangfoldighed en del af hemmeligheden om, hvad det er vi gør forkert, når fristelsen til standardisering og ensartethed bliver for stor. For eksempel når karakterer opfattes som udtryk for, hvor god man er – eller om man bliver til noget.

I processen fra barn til voksen, hvor man skal udvikle sig og erhverve kundskaber, er der ganske mange faktorer, der spiller ind på, hvor vel det går den enkelte.

Vi ved for eksempel, at elevernes familieforhold og deres psykologiske velbefindende kan have lige så stor betydning for, hvor godt man klarer sig fremover i livet, som skolen og selve undervisningen har det. At karakterer kan bære en vis sandhed om, hvor godt du præsterede, da karakteren blev givet.

At forældres socioøkonomiske forhold har stærk sammenhæng med barnets beskæftigelsesmæssige livsforløb. At gener har betydning for både kognitive og legemlige udtryk. At kvaliteten af elevens sociale relationer til jævnaldrende er afgørende for, hvor godt de trives. Og at trivsel er helt afgørende for læring.

Karakterer og faglig præstation er et fattigt mål, når det står alene

Birgitte Vedersø, formand for Danske Gymnasier, peger på, at for eksempel Harvard, et af verdens bedste universiteter, optager unge efter deres potentiale og motivation, og ikke kun efter deres karakterer.

Hun mener derfor, det er på tide at punktere myten, at kun de allerbedste (målt på karakterskalaen) bliver til noget, og skriver:

”Måske er det snarere de mest dedikerede og motiverede, der når længst?”

Jeg tror, hun har en vigtig pointe. – Og vil påstå, at netop dét er blandt skolens fremmeste målsætninger – at danne dedikerede og motiverede mennesker, der er i stand til og tilvælger at aspirere for liv, de lykkes med og kan bære. På godt såvel som på ondt.

Ligesom smerte er en del af livet, er rangering det formentlig også. Men institutionaliserede måder at rangere vores børn og unge på har betydning for opfattelsen af deres kompetencer.

Det er derfor vigtigt at holde for øje, at karakterer og faglig præstation er et fattigt mål, når det står alene som udtryk for, hvor godt den enkelte forventes at klare sig, fordi det kan ende med at blive en selvopfyldende profeti.

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge