902 nye studerende optaget på psykologistudiet

Publiceret 28.07.2025 Af nyhedsredaktionen

902 ansøgere har i dag fået at vide, at de er kommet ind på psykologi på et af Danmarks universiteter. For første gang starter et nyt hold bachelorstuderende til august deres uddannelse i Esbjerg. Dansk Psykolog Forenings forperson, Dea Seidenfaden, ønsker alle nye studerende stort tillykke.

Det er store-svar-dag for de mange håbefulde ansøgere, der i år har søgt om optagelse på en videregående uddannelse, og 902 af dem kan nu se frem til at læse en bachelor i psykologi.

Det viser tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, som nu er offentliggjort.

Psykologi er igen i år blandt de top-10 uddannelser med højeste adgangskvotienter via kvote 1. På Københavns Universitet kræves et gennemsnit på 11, på Aarhus Universitet 10,9, Aalborg Universitet 10,1, mens adgangskvotienterne på Syddansk Universitet er hhv. 10,7 for studiestart i Odense og 9,9 for studiestart i Esbjerg.

Forperson for Dansk Psykolog Forening, Dea Seidenfaden, byder de nye studerende velkommen til faget:

”Jeg vil gerne sige kæmpestort tillykke til alle jer nye studerende, der nu får mulighed for at dykke ned i psykologiens fantastiske verden og dygtiggøre jer for at kunne hjælpe andre og udvikle samfundet. At starte på psykologi er ikke bare begyndelsen på et studie – det er også starten på et meningsfuldt arbejdsliv, hvor man kan være med til at gøre en positiv forskel i vores samfund. I sundhedsvæsenet, organisationer, forskning, privat praksis og mange andre steder. Vi ser frem til at byde jer velkommen og støtte jer hele vejen i Dansk Psykolog Forening, Danmarks største fællesskab for psykologer og psykologistuderende”, siger Dea Seidenfaden.

Nyt hold studerende bliver de første til at læse i Esbjerg

Dea Seidenfaden sender samtidig en særlig hilsen til de 75 studerende, der efter sommerferien bliver de første psykologistuderende nogensinde til at læse i Esbjerg. Her åbner Syddansk Universitet nemlig nu en ny uddannelse i samarbejde med Education Esbjerg og med opbakning fra Esbjerg Kommune, lokale fonde og erhvervslivet.

”Jeg ønsker alle de nye studerende i Esbjerg rigtig god vind og glæder mig over, at det nu er muligt at læse psykologi i både København, Aarhus, Odense, Aalborg og Esbjerg. Det er godt, for der er brug for dygtige psykologer, der kan hjælpe patienter og borgere i alle dele af landet,” siger Dea Seidenfaden.

Den nye psykologiuddannelse i Esbjerg har fået en overvældende modtagelse. Mere end 800 har søgt om optagelse. Med i alt 3.710 ansøgere med psykologi som 1-prioritet på landsplan var psykologi det femte-mest søgte studie i Danmark i år. Siden 2024 er ansøgningstallet steget med 1 %.