Børn i glemmekassen

 I

Hvad dagsordenen er for folkeskolen lige nu, kan ingen være i tvivl om. Midt i en omfattende konflikt og med et persongalleri, vi i kraft af medieeksponeringen ville kunne genkende i mørke, er der intet over og intet ved siden af den.

Indlæg af Niels Morre, psykolog, specialist i klinisk psykologi og børnepsykologi. Formand for de kommunalt ansatte psykologer i Danmark.

Indlægget er bragt i Politiken 8. april 2013

Men det burde der i allerhøjeste grad være. De igangværende slagudvekslinger skjuler helt, at vi i et års tid, både lovgivningsmæssigt og i praksis, har haft et gigantisk projekt på folkeskolens dagsorden – nemlig inklusion. I skolen dækker ordet over det princip, at næsten alle elever (også dem med særlige behov) skal modtage undervisningen i de almindelige klasser og ikke som nu sendes til kostbar specialundervisning – væk fra deres klassekammerater. Folkeskolen blevet bedt om at gøre det muligt at inkludere 97 % af en årgang i 2020.

Den kæmpe mundfuld, skolen nu skal gabe over, er åbenbart glemt. Ganske overraskende, da man fra flere undersøgelser – fx Mandag Morgen og Trygfonden, juni 2012 – ved, at op mod 70 % af alle forældre mener, at inklusionsdagsordenen er den største udfordring for folkeskolen i dag. Og hvis den ikke lykkes, kan få (endnu) flere forældre til at fravælge folkeskolen.

Som regeringen har beskrevet i rapporter før projektet gik i gang, og som KL har beskrevet i ”De 7 pejlemærker for PPR” (januar 2013), kræver en vellykket inklusion en uddannelsesmæssig oprustning af lærerne i kombination med jævnlig mulighed for sparring med og rådgivning fra konsulenter og psykologer i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, PPR. Der skal være ekstra tid til teamsamarbejde, og møder med forældrene, da fælles forståelse og fodslag er afgørende, når man skal hjælpe et barn med særlige behov for faglig, social og personlighedsmæssig udvikling.

Denne tid er ikke undervisning, men kunne benævnes en ”opgave i tilknytning til undervisningen”. Uden at gå ind i en diskussion om overenskomstforhandlingerne peger pilen bare lige nu i modsat retning. Skal vi så droppe inklusionsprojektet?

Ambitionen med de 97 % betyder, at børn, der er hårdt ramt følelsesmæssigt, socialt, adfærdsmæssigt eller har egentlige hjernemæssige problemer (fx ADHD, ADD, autisme eller Tourettes syndrom), vil have brug for en lærer, der ud over de 25 andre elever skal have et helt særligt øje for, hvordan man er sammen med netop dette barn. Man skal lykkes med at tackle dem personlighedsmæssigt på en givtig måde – fange dem på det rigtige ben. Dette vil de fleste lærere skulle udvikle på, da det ikke blot handler om at kunne håndtere ’det specifikke barn’, men håndtere ’det specifikke barn med vanskeligheder’ – sammen med alle de andre børn.

Der bliver derfor brug for øget samarbejde mellem lærerne og psykologerne i PPR. Der bliver også brug for ekstra forberedelsestid, så den allerede vanskelige differentiering (som lærerne har udviklet på siden 1993) udvides til ikke blot at handle om niveauet, men også metoden. Og selvfølgelig uden at den sårbare elev udstilles som anderledes – et potentielt mobbeoffer. Det nødvendiggør endnu grundigere undervisningsplanlægning, for den enkelte lærer og for teamet.

I inklusionsdagsordenen har undervisningsministeren krævet både tilstedeværelse, deltagelse og læring for det inkluderede barn. Dette som en holdning, men også med afsæt i solid forskning, som det sig hør og bør. Det kræver tid til forberedelse – til opgaver i tilknytning til undervisningen.

Overenskomstforhandlinger eller ej. Konflikt eller ej. Folkeskolereform eller ej: Det er helt nødvendigt at bringe inklusionsdagsordenen ind i debatten om lærernes tid til forberedelse. Det er vigtigt, fordi forskningen fortæller os, at kvaliteten af undervisningen er vigtigere end kvantiteten. Dette gælder ikke mindst børn med særlige behov, idet lærerne i højere grad end tidligere får deciderede specialpædagogiske opgaver i dagligdagen.

Som mangeårig psykolog i PPR og med indgående kendskab til kommunerne rundt i landet konstaterer jeg, at inklusionen aktuelt mangler stemme. Inden der skal skrives under på overenskomsten eller regeringsindgrebet, foreslår jeg, at aktørerne lige børster støvet af det glemte tema. Og altså husker at inkludere inklusionen!

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge