Børnehuse forpligter politikerne

 I

Debatindlæg bragt i Politiken om udsatte børn af Eva Secher Mathiasen, cand.psych., formand for Dansk Psykolog Forening og Michael Kaster, cand. psych., specialist i klinisk børne- og voksenpsykologi og medlem af Sundhedsstyrelsens arbejdsgruppe om børnehuse

Partierne bag satspuljemidlerne besluttede i fredags at oprette ét børnehus i hver af landets fem regioner – og har afsat 35 millioner kroner til formålet oven i et tilsvarende beløb, som blev afsat til samme formål sidste år.

Hensigten er i hver region at etablere ét samlet sted, hvor børn, der har været udsat for overgreb, kan få den nødvendige professionelle hjælp af fagligt personale, sociale myndigheder og politi. Det er godt tænkt. Og da overgreb på børn primært er et psykosocialt problem, så er det rigtigt set at forankre børnehusene i kommunerne.

De seneste års mange dybt tragiske sager taler desværre deres tydelige sprog: Vi skal forbedre indsatsen over for udsatte børn. Og med strukturen for børnehusene på plads er tiden derfor nu inde til at afgøre, hvilke kompetencer, børnehusene skal udstyres med for at tilgodese de udsatte børns behov bedst muligt.

Som det for nylig blev understreget af en arbejdsgruppe om børnehuse, er det afgørende, at de bemandes med personale, der besidder de nødvendige socialfaglige og psykologiske kompetencer. Det betyder, at indsatsen i børnehusene skal omfatte en børnefaglig, psykosocial eller psykologisk undersøgelse; udredning og behandling samt krisestøtte til barnets nære relationer.

Hvis man fra politisk hold virkelig mener, at man vil hjælpe børnene må hovedfokus netop ikke blive på sporsikring og retsforfølgelse, men i stedet på at give børnene den terapeutiske hjælp, som de har brug for.

Vi ved, at børn, der udsættes for overgreb, ofte gennem mange år har befundet sig i dybt forstyrrede relationer og i kaotiske livsomstændigheder. Selve overgrebet vil i mange tilfælde kun være toppen af isbjerget. Den psykologiske behandling af gennemgribende relationelle traumer kan være årelang og det skal børnehusene kunne tilbyde, hvis de skal lykkes med at sætte barnet i centrum.

En anden vigtig forudsætning for børnehusenes succes, er at de bliver etableret i en kultur, hvor tværfaglighed og samarbejde bliver den herskende arbejdsmetode. Rigid kassetænkning og ’sådan-plejer-vi-ikke-at-gøre’-kulturen må ikke få fodfæste.

De faggrupper, der bliver tilknyttet børnehusene, skal samarbejde, så hjælpen til børn og unge, der har været udsat for overgreb, bliver koordineret og tilrettelagt med fokus på tryghed og trivsel for barnet. Hjælpen skal med andre ord komme til barnet, frem for at barnet skal kastes rundt mellem fx kommune, sygehussystem og politi.

Endelig er det vigtigt, at politikerne husker at lade de gode politiske intentioner følge op af bevillinger, der matcher ambitionerne om fagligt specialiserede tilbud, der varetager børnenes behov for behandling.

Et børnehus skal være et levende sted med et fast personale, der over tid kan dygtiggøre sig inden for området. Skrækscenariet er, at børnehusene efter et par år bliver til triste lokaler med visne potteplanter og ødelagt legetøj. Hvis det sker, bliver børnehusene blot et symbol på politisk handlekraft, mere end en egentlig hjælp til børnene.

Opfyldes disse grundlæggende forudsætninger er der god grund til at forvente, at børnehusene kan give behandlingen af de udsatte børn et tiltrængt løft. Dét er under alle omstændigheder en bunden opgave, og vi er forpligtet til at gøre vores bedste for at løse den.

Politiken, 31. oktober 2012.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge