Brug din forening

 I

I bund og grund kan anbefalingen klares med et enkelt ord: Ring! Det enkle råd er dog i sørgelig grad aktualiseret af sager, der inviterer til mere ordrige fortællinger, nemlig de stadige tilfælde af alvorlig overmedicinering på de psykiatriske afdelinger.

Mest eklatant er naturligvis sagen fra Psykiatrisk Center Glostrup, hvor der er blevet afdækket systematisk overmedicinering i årevis. Desuden er der blevet anvendt tvang i et omfang og på en måde, der indebærer brud på psykiatriloven. Efterhånden som forholdene er blevet oprullet, har stedets lægelige ledelse forladt deres poster – og tidligere på måneden fyrede Region Hovedstaden så den tidligere klinikchef, Lars Søndergaard, på baggrund af indgreb fra Sundhedsstyrelsen.

Mit ærinde er imidlertid ikke denne sag som sådan, heller ikke de paralleller, der skjuler sig eller dukker op andre steder i psykiatrien. Derimod vil jeg invitere psykologer, som får kendskab til utilladelige forhold, til at trække på Dansk Psykolog Forening. Jeg gentager opfordringen: Ring!

I hvilken udstrækning man blandt det menige personale: læger, sygeplejersker, psykologer osv., har kendt til de groteske forhold, aner vi ikke noget om. Muligvis har kun en inderkreds vidst, hvad der foregik. Ved man besked, har man naturligvis pligt til at gå til sin nærmeste leder med sin viden. Men det at kritisere eller advare kræver mod, ikke alle systemer modtager kritikere med åbne arme, og føler man det svært eller umuligt at påpege, at behandlingen ikke er til patientens bedste (eller som her direkte livstruende), står foreningen altså parat.

Uden at bringe nogens anonymitet i fare kan Psykologforeningen gå videre med sagen, efter aftale med psykologen henvende sig til afdelingen, dele viden med andre organisationer, hvis ansatte er i samme situation, eller hvis sagen indbyder til det give vink til pressen om, hvad der foregår. Som forening har vi en pondus og et handlerum, den enkelte medarbejder ikke har.

Vindene er vendt. At være whistleblower er noget ganske andet end at være gemen sladrehank. Som medarbejder i sundhedsvæsenet har man sit mest forpligtende ansvar over for patienten. Det skal man ikke stå alene med, når man har en forening at dele det med.

Leder (PDF)

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge