Corona og mental sundhed: Hvad venter os?

 I

Coronakrisen er forårsaget af en virus og har naturligvis skabt behov for en tydelig sundhedsfaglig medicinsk dagsorden, men epidemien og dens afledte konsekvenser har også betydelige effekter på befolkningens mentale sundhed. Coronakrisen påvirker vores sind, adfærd og vores syn på andre mennesker. Og det er på helt andre måder, end vi har prøvet før. Det er de psykologiske og adfærdsmæssige reaktioner, vi skal adressere nu, og vi skal samtidig sørge for, at vi tager ved lære af situationen.

Coronaepidemien sætter både samfundet og dets borgere under pres. I første omgang har opgaven været medicinsk og epidemiologisk. Hvordan vi bremser smitten og sørger for, at vores sundhedssystem kan følge med, har været og er fortsat afgørende spørgsmål. Derudover har der været et klart fokus på økonomiske tiltag, på sikkerhedsmæssige og udenrigspolitiske myndighedsindsatser og selvfølgelig et stort træk på det internationale samarbejde al den stund krisen er global og virus ikke kender grænser.

Med en lang række tiltag fra myndighederne og stor indsats fra befolkningen er vi nået til et sted, hvor smittekurven kan siges at bøje af og forhåbentlig vil den blive med at flade ud over tid. Det samme kan ikke siges om den mentale mistrivsel.

Vi ser allerede nu, og forventer i stigende grad, at se krisereaktioner hos den generelle befolkning, øget ængstelighed, stress, ensomhed og irritabilitet. Vi reagerer ikke blot på sygdom og smittefare, men påvirkes også af de smittebremsende tiltag med lock-down, isolation og økonomisk krise. Flere debuterer med angstsymptomer og oplever nedtrykthed. Nogle mennesker kæmper allerede med psykiske lidelser og vil opleve en forværring i deres symptomer. Børn og voksne med fx funktionsnedsættelser, særlige behov eller som lever med autisme eller ADHD, reagerer på en hverdag, hvor strukturer og rutiner er ændrede, og sundhedspersonale er i fare for udbrændthed, ligesom vi generelt må forvente både tidlige og forsinkede katastrofereaktioner i tiden fremover.

Der er også en øget risiko for social uro, konflikt og bebrejdelser, når krav, retningslinjer og pegefingre er mange, når risikovurderinger er skiftende både epidemiologisk og økonomisk og handlerummet snævert. Der kan opstå (selv)stigmatisering af syge, og vi har desværre set eksempler på diskrimination mod mennesker med et bestemt udseende.

Alt dette kan og skal vi forebygge.

Det kræver, at den stærke sundhedsfaglige, medicinske dagsorden suppleres med en ligeså stærk mental trivsel-dagsorden med et klart fokus på at forebygge mistrivsel, og opretholde tillid og sammenhængskraft både nu og fremover. Og det gælder uanset, hvor længe krisen varer, eller hvilke skiftende udtryk den kan få, når samfundet langsomt åbnes op.

Øget information (psykoedukation) om almindelige krisereaktioner og hjælpetilbud

Der er først og fremmest en stor opgave i at formidle viden til borgerne generelt om almindelige og forventelige krisereaktioner og konstruktive måder til at forebygge mistrivsel. Myndighederne er allerede i gang, men vi mangler bred, offentligt tilgængelig information om, hvad de almindelige krisereaktioner er, og at vi hver især reagerer forskelligt på uvished, isolation og smittefare. De psykologiske konsekvenser af fx. karantæne kan være meget stærke, og vi ved, at det i nogle tilfælde kan udløse egentlig posttraumatisk stress. Katastrofe-nyheder kan skabe øget psykisk mistrivsel og egentlige psykiske symptomer, selv på tværs af landegrænser, hvilket stiller store krav til både myndigheder og nyhedsmedier. Nogle pårørende vil skulle igennem et mere kompliceret sorgarbejde, fordi de har mistet en nærtstående person under epidemien, og måske ikke har haft mulighed for at være tilstede, eller holde begravelse som vanligt, og nogle af dem, der var ensomme, vil blive endnu mere isolerede.

Vi skal være mere tydelige om de tilbud, der allerede findes (fx tlf. linjer og rådgivning, akutberedskaber, psykologisk behandling som videokonsultation), men også være klar til at åbne nye initiativer, hvor de mangler.

Og kommunikationen til befolkningen bør også informere og forebygge ift. uro, konflikt, stigmatisering og diskrimination. Myndigheder og politikere bør både forvente og forebygge, at der kan opstå yderligere uro i kølvandet på fremtidige skiftende risikovurderinger og tiltag mod genoplukning og den uvished, det medfører.

Målrettet forebyggelse af stress og udbrændthed

Vi skal allerede nu lave tidlig målrettet forebyggelse ift. belastningsreaktioner. Dette gælder i særdeleshed ift. sundheds – og andet frontpersonale, som er i høj risiko for at opleve traumatisering, stress og udbrændthed. Vi skal være strategisk forebyggende og sætte tidligt ind, så vi ikke står med en bølge af sygemeldt sundhedspersonale, når vi når nogle måneder længere frem.

Også arbejdspladserne står over for en stor udfordring med at skabe trivsel, når ændrede arbejdsvilkår og generel snak om kriseøkonomi og recession skaber uro og bekymring hos de ansatte for, om de kan fortsætte deres arbejde tilfredsstillende, eller om de helt kan miste deres job. En del ansatte skal i en periode fortsat klare krydspresset mellem at arbejde hjemmefra, mens de samtidig er gode forældre og hjemmeunderviser deres børn, og mange vil, når de vender tilbage til arbejdet, have behov for dialog om oplevelserne af epidemi og lock-down, både de gode de sværere.

Og så skal vi huske på vores børn og unge. Når de vender tilbage i skole og daginstitutioner fra lang tids isolation med familien, vil der også for nogle af dem komme psykiske reaktioner.

Målrettet information og indsatser til forskellige udsatte grupper

Vi skal blive langt bedre til at målrette vores folkesundhedsfremmende vejledning og indsatser til de sårbare og udsatte grupper i vores samfund. ABC for mental sundhed og lignende gode koncepter, vil være utilstrækkelige for dem, som mangler ressourcerne, allerede døjer med psykiske lidelser, har funktionsnedsættelser eller er socialt udsatte. Her bør eksperter, brugere og organisationer med særlig viden og kontakt med disse grupper i langt højere grad inddrages i at skabe den rette kommunikation og vejledning, udpege hensigtsmæssige formidlingskanaler og behov for indsatser.

Mange vil gå gennem krisen med påvirkede følelser, men komme ud på den anden side uden mén eller behandlingsbehov. For at det bliver de fleste, er det nødvendigt, at vi løfter blikket lidt fra den stærke epidemiologiske og økonomiske dagsorden og øger vores blik for den mentale sundhed, både nu og fremover i form af strategisk forebyggelse, oplysende psykoedukation og målrettede tilbud. Et robust samfund er også kendetegnet ved tillid til myndigheder. Vi har vist, at vi er et robust samfund med stor sammenhængskraft, men det skal vi også fortsætte med at være, når den generelle grad af belastning øges i samfundet. Og så er det essentielt, at vi indsamler data og bedriver solid tværfaglig forskning, også om Coronatidens psykologi, så vi kan tage ved lære, hvis vi en anden gang skulle komme til at stå i en lignende situation.

Dansk Psykolog Forenings Corona-ekspertpanel

Anders Korsgaard, cand.psych.aut. Chefpsykolog, leder af Krisepsykologisk Klinik, Rigshospitalet

Anne Lillelund, cand.psych.aut. Selvstændig krisepsykolog, AnneLillelund.dk

Ask Elklit, professor, leder af Videnscenter for Psykotraumatologi, SDU

Berith Bro, cand.psych.aut. Specialist og supervisor i psykotraumatologi. Formand for Selskab for Psykotraumatologi

Bo Snedker Boman, cand.psych.aut., specialist og supervisor i psykoterapi

Caroline Anne van Bronswijk, drs. psych. Formand for Selskab for Interkulturel Psykologi

Eva Secher Mathiasen, cand.psych.aut. Formand for Dansk Psykolog Forening

Helle Folden Dybdahl, direktør, chefpsykolog, PPclinic. Specialist i arbejds- og organisationspsykologi

Karen Marie Fiirgaard, cand.psych.aut. Selvstændig erhvervspsykolog

Keld Molin, cand.psych.aut. Specialist og supervisor i psykotraumatologi. Konsulent i terror- og katastrofeberedskab. Selvstændig psykolog

Kuno Sørensen, cand.psych.aut. Specialist i psykoterapi. Seniorrådgiver i Red Barnet

Louise Oxenbøll, psykologfaglig fagkoordinator og chefkonsulent på Politiskolen, Rigspolitiet

Mai-Britt Guldin, cand.psych., Ph.D., specialist og supervisor i psykoterapi, seniorforsker, Aarhus Universitetshospital

Mozhdeh Ghasemiyani, cand.psych.aut., selvstændig krisepsykolog

Nikolai Cerisier Roitmann, cand.psych., specialist og supervisor i psykotraumatologi, Næstformand for Dansk Psykolog Forening

Rikke Høgsted, cand.psych.aut. Specialist i psykoterapi og psykotraumatologi og leder af Institut for Belastningspsykologi

Artiklen er udgivet på https://jyllands-posten.dk/debat/ d. 3. april 2020.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge