Hvordan hjælper vi bedst børn og unge, der befinder sig i udsatte positioner eller oplever mistrivsel? Som titlen på oplægget indikerer, inviteres I denne aften til at reflektere over nogle af de etablerede praksisser, vi møder børn og unge med.
Psykolog Jørn Nielsen peger på behovet for en ny og varmere logik i den professionelle praksis. En logik, hvor relationer, værdighed og det enkelte menneskes perspektiv får en central plads. Med et kritisk blik på nogle af de praksisser og forståelsesrammer, der somme tider bliver dominerende, vil Jørn udfordre vante måder at tænke og handle på og samtidig invitere til andre mulige veje.
Aftenens oplægsholder er psykolog og ph.d. Jørn Nielsen, som gennem et langt arbejdsliv har opbygget bred erfaring fra bl.a. PPR i Vejle Kommune, et lektorat i klinisk psykologi ved DPU og sin mangeårige praksis som privatpraktiserende psykolog. Han har desuden arbejdet med undervisning og supervision inden for det sociale, specialpædagogiske og psykiatriske område og er specialist og supervisor i psykoterapi samt forfatter til en række bøger og artikler.
Jørn er særligt optaget af arbejdet med børn, unge og familier i udsatte positioner. Med afsæt i systemisk og socialkonstruktionistisk tænkning inviterer han til forskellige perspektiver på, hvordan vi forstår børn og unge, og hvordan vi kan udvikle en mere etikbaseret praksis i mødet med dem.
Kreds Østjylland- evt. henvendelser kan rettes til kredsoestjylland@dp-decentral.dk
Åboulevarden 31, 2. sal, 8000 Aarhus C.
Tirsdag d. 17/11 kl. 17:30 til 20.
Fyraftensmødet er gratis og tilmelding sker på MitDP efter "Først til mølle". Hvis du bliver forhindret, så husk at melde afbud via MitDP, så pladsen kan gå til en på ventelisten.