KAPS gratis arrangement: “Et fagligt fokus på traumer og diagnosers udtryk”

Medlemsmøder

  • Ref nr.
  • Sted
  • Dato
  • Tilmeldingsfrist
  • Max. deltagere
  • Pris ekskl. moms
  • 404799
  • Region Syddanmark 
  • 20.10.2026 - 20.10.2026
  • 6.10.2026
  • 183
  • -
  • Tilmeld

Et fagligt fokus på traumer og diagnosers udtryk

Diagnosekultur, diagnosers funktioner, og hvorledes vi må medtænke diagnoser ved udredning af og arbejde med traumer hos børn og unge med eks. ADHD og autisme.

Et samarbejde mellem Videnscenter for Psykotraumatologi, Institut for Psykologi, SDU og den Kommunale Sektion, KAPS, Dansk Psykologforening.


Oplægsholdere

Andreas Hoff, PhD, MDpsych og seniorforsker på Københavns Universitets Hospital.

Andreas er uddannet Spec.læge i psykiatri. Han er bredt anerkendt i både lægefaglige og psykologfaglige kredse og kendetegnet ved kritiske og nuancerede perspektiver på diagnosekulturen. Vi har ønsket at han med ADHD som afsæt vil diskutere det flg:

  • Diagnosens funktion – hvilket formål tjener den for den enkelte, familien og systemet?
  • Hvad ved vi om ADHD? – hvad siger forskningen, og hvad bør man være opmærksom på?
  • Symptomforståelse og håndtering i praksis
  • Kritiske og nuancerede perspektiver på diagnosekulturen.


Sille Schandorph Løkkegaard er cand.psych., PhD og lektor v. Institut for Psykologi, SDU

Sille leder forskningsgruppen CH:LD og koordinerer forskningsprogrammet i Børnepsykotraumatologi ved Videnscenter for Psykotraumatologi, SDU.

Sille vil i dagens oplæg fortælle om udredning af traumer og traumatisk stress hos børn og unge i forskellige aldersgrupper. Hun tager udgangspunkt i en udviklingssensitiv tilgang og kan muligt danne bro over forståelserne af både psykologisk udviklede traumer, og de potentielt iboende faktorer, det enkelte barn eller ung måtte kendetegnes ved. Sille anvender således både almenpsykologien og viden om fejludvikling, når hun laver udredning og assessment og medtænker i disse processer barnets levealder og funktionsniveau. Hun vil endvidere kort give os viden om sameksisterende lidelser og differentialdiagnostik, når det handler om udredning af eks. ADHD og autismespektrum-forstyrrelser. Dette vil hun sammenstille med både PTSD og kompleks PTSD-problematikker hos samme målgrupper, men også generelt. Sille vil vise, hvorledes traumeproblematik, særligt hos små børn, i deres adfærd og øvrig symptomatik kan komme til udtryk i udadreagerende og indadreagerende adfærd og symptomer. Man vil med oplægget få ideer til forståelser og tilgange til brug i både lærings- og behandlingsmæssige sammenhænge.

 

Mette Elmose Andersen er cand.psych, lektor og enhedsleder i klinisk psykologi ved Institut for Psykologi, SDU.

Mette vil i sit oplæg give os indblik i sin forskning, hvor viden om autisme og traumatisk stress er i fokus. Hun vil give os indblik, hvorledes det synes helt afgørende at man i både pædagogisk og behandlingskontekst med børn og unge må medtænke viden om den autistiske profil og hvad det kan betyde for:

  • Hvorfor og hvorledes det autistiske menneske, med dets måde at være i verden på, er særligt udsat for at blive udsat for traumatiserende oplevelser
  • Hvordan traumer kan vise sig hos det autistiske menneske, fx opmærksomhedsmæssigt.
  • Hvad det kan betyde for vores tilgang til autisme og traumer


Dette er også fokus i et forskningsprojekt som Sille og Mette aktuelt arbejder på, hvilket de kommer ind på i løbet af dagen. Den røde tråd i oplæggene vil videreføres af dette.



Program for dagen

09.30 - 09.55: Ankomst med mulighed for kaffe og the.

10.00 - 10.15: Velkomst ved Videnscenter for Psykotraumatologi og KAPS.

10.15 - 12.15: Oplæg 1 – Andreas Hoff

12.15 - 12.55: Frokost, i form af lettere forplejning.

13.00 - 14.00: Oplæg 2 – Sille Schandorph Løkkegaard

14.00 - 14.15: Pause med kaffe og kage

14.15 - 15.15: Oplæg 3 – Mette Elmose Andersen

15.15 - 15.30: Afrunding ved SDU og KAPS.


Der vil være plads til spørgsmål og kommentarer under hvert oplæg.

Arrangementet er forbeholdt medlemmer af den kommunale sektion og er gratis for deltagerne.


Praktiske informationer

Arrangør:

KAPS - Kommunalt Ansatte Psykologers Sektion - evt. henvendelser kan rettes til KAPS@KAPS.NU

Sted

Syddansk Universitet
Campusvej 55
Odense M
Store auditorium
0 100

Tid og varighed

20/10, 2026, 9.30 - 15.30


Andet praktisk

Gratis arrangement for medlemmer inkl. forplejning.

Salgs- og leveringsbetingelser

Gratis arrangement. Bindende tilmelding grundet behov for at undgå ubenyttede pladser til arrangementet.