Med organisationen i fokus

Arbejds- og organisationspsykologimodulet

  • Ref nr.
  • Sted
  • Dato
  • Tilmeldingsfrist
  • Max. deltagere
  • Pris
  • 401393
  • Region Hovedstaden 
  • 27.10.2025 - 11.12.2025
  • 15.9.2025
  • 24
  • 9589 kr.
  • Tilmeld

Undervisere

Troels Gottlieb er selvstændig erhvervspsykolog samt ekstern lektor på CBS og med et arbejdsliv bag sig i Right Management, Psykiatrifondens Erhvervsrådgivning, Region Hovedstaden og senest som seniorrådgiver i CfL.
Troels har ledererfaring både som håndboldtræner, mellemleder, bestyrelsesformand og som censorformand. Troels er specialistgodkendt i arbejds- og organisationspsykologi, autoriseret psykolog og har en Ph.d. i Personlighed og Ledelseseffektivitet, samt forfatter til en længere række af bøger, kronikker, populærvidenskabelige artikler og videnskabelige publikationer.

Jeppe Klewe er chefkonsulent og ansvarlig for ledelses- og organisationsudvikling på Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler. I de senere år har Jeppe særligt været involveret i arbejde med at strukturere og integrere ledelse i fagligt højt specialiserede organisationer. Jeppe har desuden erfaring som klinisk psykolog og leder og som konsulent i et privat konsulenthus. Jeppe er specialistgodkendt i arbejds- og organisationspsykologi og autoriseret psykolog og forfatter til faglige artikler om personlighedstest i en erhvervsmæssig kontekst.

Baggrund

Psykologien retter – som intet andet fag – opmærksomhed på individers og gruppers trivsel og adfærd sammen. Fagets evidensbase stiller endda så skarpt på relationer og psykiske processer, at psykologerne skal være opmærksomme på, ikke at tabe selve organiseringen – den overordnede struktur der sætter rammen for menneskers kollegiale liv sammen og skaber stabilitet over tid – af syne.
Organisationer etableres med ønsket om at få arbejdsfællesskaber til at lykkes med at koordinere medarbejdere og ledere i bestræbelserne på at realisere bestemte mål bedst muligt. Organisationspsykologens rolle bliver derfor både at rådgive om hvordan en given organiserings potentiale bedst realiseres, men i høj grad også, at planlægge og facilitere organisatorisk udvikling og forandring sådan at trivsel og præstation på bæredygtig vis kan gå hånd i hånd.

Formål

Formålet med kurset er, at deltagerne opnår kendskab til forskellige teorier og modeller der beskriver organisatiorisk liv og organisationers udvikling. Dette med henblik på at identificere problemer og udviklingsmuligheder og udforme relevante interventionsstrategier samt at kunne reflektere over egen rolle i arbejdet som organisationspsykolog.
På kurset vil vi arbejde med teorier om organisering, organisationers udvikling og ledelse af organisationer samt med modeller/metoder til at identificere og arbejde med magt, autoritets- og samarbejdsrelationer.

Læringsmål

Specialisten forventes efter gennemført kursus at være i stand til at (færdigheder):

  • kunne tilrette og gennemføre en relevant og etisk forsvarlig organisationsanalyse og eventuel plan for intervention inden for et givent område.
  • facilitere udviklingsprocesser i organisationen med relevant fokus på samspillet mellem de strukturelle rammer og vilkår og organisationens aktører, historie og kultur.

Specialisten forventes efter endt kursus desuden i stand til at (kompetencer):

  • forholde sig refleksivt til konsulentrollen og sin relation til organisationen, herunder at kunne formulere sig eksplicit herom.
  • varetage individets potentielle sårbarhed i krydsfeltet med at have en given virksomhed som sin klient og håndtere dette dobbelte ansvar på en etisk forsvarlig måde.
  • reflektere over eventuelle samfundsmæssige vilkårs betydning for organisationens behov og udviklingsmuligheder.

Målgruppe

Kurset henvender sig til alle psykologer med interesse i det arbejds- og organisationspsykologiske felt. Kurset er en del af fællesmodulet på specialistuddannelsen for arbejds- og organisationspsykologi.

Undervisningsform

Undervisningen består ved en vekselvirkning af faglige oplæg og (en høj grad af) deltagerinddragelse.
Kursusdeltagerne introduceres til teori og undervisernes erfaringer, som de løbende anvender til analyse af egen organisation eller egne (arbejds- og organisationspsykologiske) arbejdsopgaver, samt eventuelt til at forberede sig på at planlægge mulige interventioner.

Temaer i kurset

  • Organisationsformer
  • Organisationers udvikling
  • Organisationers ubevidste liv
  • Magt, autoritets- og samarbejdsrelationer
  • Ledelse af organisationer og forandringer
  • Strategiprocesser
  • Psykologens (kursusdeltagernes) egen (konsultative) rolle

Forberedelse/mellem kursusdage

Som forberedelse forventes deltagerne at:

  1. fremsende en (ganske kort) tekst om ønsket udbytte af kurset. Du vil modtage yderligere information om dette ca. 1 måned før kursets start
  2. medbringe en case der vedrør egen rolle og/eller en arbejds- og organisationspsykologisk problemstilling fra eget arbejdsliv
  3. have læst tekster (svarende til fem timers forberedelse pr. modul)

Efter kurset

Kursets femte dag faciliteres overvejende som en erfarings-/læringsopsamling. Formålet er, at kursusdeltagerne herved hjælpes til at fastholde og koble den teoretiske læring til egen dagligdag og modtage yderligere sparring både fra medkursister og undervisere, samt at deltagerne kan få repeteret eller uddybet teoretiske pointer fra kurset, efter behov. Litteratur Litteraturen opgives samt uploades til MitDP senest fire uger før kursusstart.

Godkendt til
Specialistuddannelse i arbejds- og organisationspsykologi: 17.4., 30 timer. 

Praktiske informationer

Sted

Dansk Psykolog Forening København
Stockholmsgade 27
2100 København Ø

Tid og varighed

27.-28. oktober og 9.-11- december 2025.
1., 3. dag kl. 10.00-17.00, 2., 4. og 5. dag kl. 9.00-16.00.
Varighed: 30 timer.