Vingsted 2025-Leg i børn og unges liv: Legens centrale betydning for udvikling, trivsel og recovery

Kursus

  • Ref nr.
  • Sted
  • Dato
  • Tilmeldingsfrist
  • Max. deltagere
  • Pris ekskl. moms
  • 402825
  • Region Syddanmark 
  • 23.9.2025 - 25.9.2025
  • 23.5.2025
  • 135
  • -
  • Tilmeld

Årets Vingsted tema er "Leg i børn og unges liv - legens centrale betydning for udvikling, trivsel og recovery"

Børns leg har i hele menneskets historie tjent et væld af funktioner: Gennem legen udvikler vi vores sansemotorik, vores kognitive funktioner, vores fantasi, forestillingsevne og vores kreativitet. Vi lærer gennem leg om sociale spilleregler og hierarkier, og hvordan vi begår os i den sociale verden og håndterer og løser konflikter. Leg er en øvebane ift. voksenlivets forpligtende roller. Den glædesfyldte leg styrker vores forbundethed med hinanden, skaber selvforglemmelse og dæmper stress. Legen er således et centralt menneskeligt udviklings- og erfaringsrum.
Samtidig med at vi har fået en stadig større viden om betydningen af leg, er det gået tilbage med legekulturen hos børn i store dele af verden. Den naturlige leg har i dag trange kår i børn og unges liv – også i Danmark.
På Vingstedkurset 2025 sætter vi fokus på legens betydning for børn og unges udvikling, trivsel og livsmestring.
Mange kommunalt ansatte psykologer oplever, at der er brug for, at vi kommer helt tæt på – og er med i den pædagogiske praksis, når vi skal understøtte trivsel og udvikling. Vi har derfor inviteret forskere og praktikere fra ind- og udland til at komme med deres bedste bud på, hvorfor leg er vigtigt, hvad vi kan bruge legen til i en pædagogisk og behandlingsmæssig ramme - og hvordan vi som psykologer kan bidrage til at give legen en mere fremtrædende rolle i børn og unges livsarenaer, og måske også selv anvende legen i vores daglige arbejde med praksis.

Vi vil på kursusdagene blive klogere på spørgsmål som:

  • Hvordan kan leg bruges til at understøtte glæde, trivsel og oplevelsen af fællesskab i børnegruppen – og dermed forebygge mistrivsel, ensomhed og eksklusion?
  • Hvordan styrker vi legemiljøet på måder, der giver deltagelsesmuligheder for de børn, der allerede har fået en marginaliseret position?
  • Hvornår giver det mening, at voksne giver plads til den frie og risikofyldte leg, og hvornår giver det mening at rykke tættere på børns leg og understøtte og facilitere legen – og måske endda selv lege med?
  • Hvordan kan vi bruge leg i en behandlingsmæssig kontekst?
  • Hvad siger forskningen og hvordan støtter vi op om, at den viden får liv i praksis: i det vigtige samarbejde med det pædagogiske personale i dagtilbud og skoler og i vores samarbejde med forældrene?


PROGRAM:
Tirsdag den 23. september 2025 -
Fælles temadag

The evolution of play behaviors and their many developmental benefits v/ Nathan H. Lents

Nathan H. Lents, Ph.D er professor i molekylær biologi på John Jay College; The City University of New York. Han er optaget af legens funktion evolutionært, og hvilken rolle det spiller for legens betydning i nutidens samfund. Han er forfatter til bøgerne “Not So Different: Finding Human Nature in Animals” og “Human Errors: A Panorama of Our Glitches, from Pointless Bones to Broken Genes”
Hvorfor leger vi overhovedet? Og er det noget, der er særligt for mennesker? Det er nogle af de spørgsmål Nathan vil adressere i oplægget med udgangspunkt i en mere grundlæggende forståelse af, hvad leg er og gør.
Nathan skriver: “I look forward to preparing a fun, engaging, and very informative session on the evolutionary history, purpose, and value of play behaviors, and how these are directly applicable to how we engage play behaviors in children and adults, in therapeutic, educational, and developmental contexts”.
I oplægget vil Nathan analysere leg fra forskellige perspektiver, der vil give både en dyb teoretisk forståelse og en mere handlingsorienteret fornemmelse af, hvordan legeadfærd kan bruges til at fremme sundhed og trivsel hos mennesker.
Oplægget vil føre os fra en historisk evolutionær vinkel omkring legens biologiske formål og fordele hos dyr over til formål og fordele hos mennesker hen til, hvordan vi som fagpersoner kan udnytte menneskers naturlige tilbøjeligheder til at lege til at understøtte børns udviklingsmæssige behov både alment og når der er brug for noget mere terapeutisk.
Dagen vil veksle mellem oplæg, gruppearbejde i mindre grupper og plenumdiskussioner. 

Onsdag den 24. september 2025 - Vælg 1 af følgende 2 temaer:

TEMA 1: Legen som drivkraft til trivsel og stærke fællesskaber: Pædagogens rolle som mulig legesupport v/Nils Falk Hansen

Nils Falk Hansen er tidligere lektor på pædagoguddannelsen og har igennem mange år beskæftiget sig med æstetiske, legende, kunstneriske og kulturelle udtryksformer, herunder særligt legen, som pædagogiske mulighedslandskaber. De seneste år har han været tilknyttet DPU/Aarhus Universitet under arbejdet med et Ph.d. projekt om betingelserne for børns sociale fantasileg i danske dagtilbud. Som fagbogsforfatter har han bl.a. stået bag udgivelserne ”Æstetikken tilbage i pædagogikken (2017) og ”Vovemod og Handlekraft” (2020).
Pædagogisk legesupport som social brobygningskunst:

Legen er bundgangspælen i børns fælles liv med hinanden i daginstitution, SFO og skole. I legen knyttes stærke venskaber og i legen kan man glemme sig selv i fantasiverdener fulde af spændende oplevelser og magiske eventyr. Men legen er også en alvorlig sag for børn, og for nogle børn er det en vanskelig udfordring at finde fodfæste i legefællesskaberne på egen hånd. Her står pædagoger og andre professionelle voksne med en særlig vigtig opgave i balanceakten mellem at respektere børns ret til at danne sociale relationer til hinanden på deres egne præmisser og at ”blande sig” i legen på måder, som understøtter frugtbare deltagelsesmuligheder for alle børn. Denne opgave kræver stor pædagogisk indlevelse i børns perspektiver og fælles projekter i legen samt musikalsk placeringsevne i skiftende voksenpositioner som kreativ inspirator, nysgerrig sparringspartner og lydhør social brobygger i stærke og mangfoldige legekulturer og børnefællesskaber.
Med afsæt i illustrative praksiseksempler og ny forskning sætter oplægget fokus på hvordan psykologer kan understøtte pædagogers deltagelse i børns leg og diskuterer de dilemmaer som åbner sig i spændingsfeltet mellem aktiv voksenindblanding i legen og anerkendelsen af børns selvorganiserede leg. 
Centrale temaer i oplægget:
Legens vitale betydning for et godt børneliv.
Legens deltagelsesmuligheder og deltagelsesbarrierer.
Voksne som medskabere af stærke legefællesskaber - dilemmaer og muligheder.

TEMA 2: Legens betydning for mental sundhed og udvikling: Hvad er risikofyldt leg, og hvilken rolle har den for nutidens børn og unge? v/Charlotte Lunde

Charlotte Lunde er speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri og arbejder som overlæge på Rikshospitalet, Oslo Universitetshospital. Hun har blandt andet arbejdet i akutpsykiatrien med unge og har i mange år været involveret i og bekymret sig over stigningen i psykiatriske diagnoser blandt børn og unge. Sammen med hjerneforsker Per Brodal har hun skrevet bogen: Leg og læring i et neuroperspektiv – hvordan gode intentioner kan ødelægge børns lyst til at lære. En bog, der har vakt debat i Norge og udkommer i Danmark i efteråret 2025. Oplægget afholdes i et let forståeligt norsk og supplerer med engelsk, hvis noget bliver uklart.

I workshoppen vil hun belyse, hvordan faldet i børns frie udendørs leg bidrager til den stigning, vi ser i psykiske problemer blandt børn og unge. Med udgangspunkt i studier på både dyr og mennesker vil hun specifikt tale om bevægelsesleg og den risikofyldte legs betydning for mental robusthed. Men hun vil også komme ind på, hvordan en ny form for risikabel leg udspiller sig på sociale medier. I nutidens sundhedsvæsen ser vi en tendens til, at unge destruktivt inspirerer hinanden, hvor psykiatriske diagnoser bliver en form for "rollespil", der bidrager til social smitte. Workshoppen indeholder udover oplæg også gruppearbejde med diskussion og samtale om emnet risikofyldt leg, og hvordan vi som psykologer kan møde udfordringer omkring leg på sociale medier.

Torsdag den 25. september 2025 - Vælg 1 af følgende 2 temaer:

TEMA 1: Leg i børns hverdagsliv: Et fundament for udvikling, trivsel og læring v/ Ditte Winther-Lindqvist

Ditte Winther-Lindqvist, er cand. psych., ph.d., og UNESCO CHAIR på Århus Universitet, DPU. Ditte har forsket i leg og børns udvikling gennem de sidste 20 år. Ditte har senest undersøgt legekulturen i Danmark og afdækket børns legeliv i Levende Legekultur Indsatsen i samarbejde med Gerlev Center for Leg og Bevægelse. Hun er forfatter til bøgerne ”Kort og godt om Leg” (2021) og ”Omsorg i pædagogisk arbejde” (2024).
Børns udvikling, trivsel og læring er afhængig af gode omsorgs- og legemiljøer. Ditte vil fortælle, hvor vi kan styrke fokus på leg i børns hverdagsliv på tværs af hjem, skole og institutioner. På mange måder er den frie, vilde og fantasifulde leg på tilbagetog i børnelivet, hvilket paradoksalt nok kræver, at voksne involverer sig mere i børns leg.
Forskning viser, at voksnes deltagelse og involvering i legen er nødvendig for at sikre en rig og varieret legekultur, som inkluderer alle børn; men der er mange barrierer som forhindrer voksne i at overgive sig til legen, hvilket også afspejler en uddannelseskultur som fokuserer mere på produktivitet og læringsudbytte, end på trivsel og fællesskab.
Oplægget trækker på ny empirisk forskning i legekultur og integrerer udviklingspsykologiske perspektiver i pædagogiske anbefalinger.

TEMA 2: Med legen som vejen til hjælp og lindring: Hvordan vi som psykologer aktivt kan bruge legen som behandlingsmetode til at hjælpe børn v/ Camilla Birkler

Camilla Birkler er cand.psych. og specialist i Børnepsykologi. Hun har siden 2002 arbejdet med udsatte børn, unge og deres familier i kommunalt regi og siden januar 2020 i sin egen private praksis. Hun er uddannet i en række terapeutiske metoder som legeterapi, spædbarnsterapi, EMDR, hypnoterapi, familieterapi og hun er international certificeret Theraplay® behandler og supervisor. Hun er optaget af at finde veje at gå for den enkelte familie og blive klogere på, hvad der virker for hvem.
Leg er kommunikation. Leg er kontakt, glæde og fællesskab. Børn lærer, udvikler kompetencer, bearbejder og skaber forbindelser gennem leg. Legen giver adgang til kreativitet, fantasi og fordybelse. Via legen kan vi møde barnet med afsæt i dets udviklingsalder.
Leg er på den måde en superkraft, som giver os uendelige muligheder for at forstå, skabe kontakt, etablere relation og hjælpe børn – hvis vi tør.

Dette oplæg vil have fokus på hvordan legen på mangfoldig vis kan bruges som intervention. Både i det enkle møde med barnet, som hjælp i korte behandlingsforløb og som terapeutisk metode i længerevarende behandling af komplekse problemstillinger.
Oplægget vil i overvejende grad have til hensigt at give deltagerne konkret og hands-on inspiration til, hvordan de kan forstå og bruge børns leg til aktivt at skabe lindring og forandring med afsæt i legens magi.

Praktiske informationer

Arrangør

Kommunalt Ansatte Psykologers Sektion - evt. henvendelser kan rettes til vih@dp.dk

Sted
Vingsted Hotel &  konferencecenter
Vingsted Skovvej 2
7182 Bredsten

Tid og varighed

Tirsdag den 23. september 2025, kl. 10.00 - torsdag den 25. september 2025, kl. 16.15

Kursusafgift

Alle priser er incl. overnatning og forplejning:
Pris for Kommunalt ansatte psykologer: Kr. 5.595,00 ekskl. moms
Pris for øvrige DP medlemmer: Kr. 5.995,00 ekskl. moms
Pris for psykologer, der ikke er medlem af DP: Kr. 6.995,00 ekskl. moms
(Kontakt Vibeke Hjulmand, hvis du ikke er medlem, vih@dp.dk)

Rabat

Der gives mængderabat for de kontorer, der deltager med mindst 10 psykologer. Den 11. vil kunne deltage gratis. (Kontakt Vibeke Hjulmand, vih@dp.dk)

Tilmeldingsfrist

Den 23. maj 2025. Din tilmelding er bindende.

Gratis bustransport

Vi arrangerer bustransport mellem Vejle Station og Vingsted. Det kræver ikke tilmelding

Kontakt

Har du spørgsmål kan du kontakte Vibeke Hjulmand, vih@dp.dk eller pr. tlf. 35 25 97 25