Oplægsholder: Nina Reinholt og Anita Eskildsen
Psykologer møder ofte klienter, der kæmper med komplekse og overlappende emotionelle udfordringer såsom angst, depression eller måske subkliniske tilstande, der ikke helt passer ind i traditionelle diagnosekasser. Unified Protocol (UP) tilbyder en fleksibel, evidensbaseret tilgang, der kan gøre arbejdet med disse klienter både mere målrettet og effektivt.
UP er en samlet manual for emotionsfokuseret kognitiv adfærdsterapi, der er udviklet til at adressere det underliggende element i mange emotionelle lidelser: neuroticisme og den deraf følgende dysregulering af følelser. Metoden hjælper klienterne med at skifte fra uhensigtsmæssige følelsesreguleringsstrategier til mere funktionelle og bæredygtige alternativer.
UP er ikke bare teoretisk interessant, men også yderst anvendelig i praksis. Det kliniske fokus på transdiagnostiske processer, gør det muligt at tilbyde behandling for den primære og de komorbide lidelser samtidigt. Det er også muligt at sammensætte grupper med klienter med forskellige symptomer, hvilket reducerer ventetiden for gruppedeltagere. Sidst, men ikke mindst, er det muligt for klinikere at blive trænet til et højt niveau i en enkelt evidensbaseret manual, der kan anvendes til en bred vifte af klienter.
På fyraftensmødet vil underviserne fortælle om deres arbejde med at tilpasse og implementere UP i Danmark. De vil desuden præsentere de grundlæggende principper i UP samt hvordan disse principper kan være anvendelige både i specialiserede klinikker og privat praksis – i særdeleshed hos klienter med komorbiditet eller subkliniske tilstande.
Foto følger...
Nina Reinholt, psykolog, PhD., specialist og supervisor i psykoterapi for voksne, seniorforsker Psykiatrisk Forskningsenhed, Psykiatrien Region Sjælland, hvor hun forsker i Unified Protocol. Hun er uddannet træner i UP ved Unified Protocol Institute, Boston University og har implementeret metoden i regionale og kommunale tilbud i Danmark og Norden.
Anita Eskildsen, Psykolog, PhD., specialist i psykoterapi for voksne, Klinik for PTSD og Angst, Afdeling for Depression og Angst, Aarhus Universitetshospital, hvor hun har mangeårig erfaring med behandling af emotionelle lidelser. Hun er uddannet træner i UP og har været involveret i forskning omkring metoden i Danmark.
Kurset afholdes virtuelt via zoom og du vil modtage et link 2-3 dage før start.
26. februar 2025, kl. 17.00-19.00
Gratis fyraftensarrangement for alle medlemmer.
Du vil blive opkrævet et gebyr på 150 kr. ved udeblivelse på gratis arrangementer i Dansk Psykolog Forening. Hvis vi har modtaget dit afbud umiddelbart inden arrangementets start i ’MitDP’ vil du ikke blive opkrævet gebyret. Du kan kun melde afbud via mitdp.
Til fyraftensmøder og medlemsmøder behøver du ikke have kameraet tændt, medmindre du ønsker ordet. Men du skal stadig være opmærksom på, at andre ikke har adgang direkte eller indirekte.