COVID-19: Snart kan du gå til psykolog på video gennem sundhed.dk

 I

Der er gode nyheder til danskere, der har brug for psykologhjælp, men er bekymrede for at møde op i klinikken – eller ikke kan gå ud.

Om ganske få dage kan de første danskere få videokonsultationer hos deres psykolog gennem sundhed.dk, der er statens, regionernes og kommunernes fælles digitale indgang til sundhedsvæsenet for alle borgere i Danmark.

Det står klart, efter Danske Regioner og Dansk Psykolog Forening har indgået en aftale om en teknisk løsning for videokonsultation via sundhed.dk. Formålet er at begrænse smittespredningen af COVID-19 i befolkningen, mens man samtidig sikrer, at der stadig er adgang til psykologhjælp. Aftalen betyder, at alle danskere i hele landet nu kan få videobehandling af en psykolog med ydernummer på meget enkel vis og ved blot at logge ind på sundhed.dk med et NemId.

Danske Regioner: Stort og vigtigt skridt

Sophie Hæstorp Andersen, formand for Psykiatri og Socialudvalget i Danske Regioner, siger:

”I regionerne er vi stolte over, at vi på meget kort tid har skabt en videoløsning, som nemt, sikkert og smittefrit kan tages i brug af danskere, der har behov for psykologhjælp. Det er et stort skridt i den nuværende situation med COVID-19, som kan øge behovet for psykologhjælp. Løsningen er forankret hos stærke kræfter i sundhed.dk, så psykologer nemt og hurtigt kan starte op med den nye mulighed og det er nemt at gå til for mennesker, som af mange forskellige årsager har brug for psykologhjælp.”

Også i Dansk Psykolog Forening glæder man sig over den nye aftale.

– Det er en meget vigtig aftale, der er blevet indgået, fordi den sikrer, at alle, der er blevet henvist til psykologhjælp, nu kan få hjælpen på en enkel måde – hjemmefra og uden at skulle forlade sin bopæl, siger Eva Secher Mathiasen, formand for Dansk Psykolog Forening.

Hun glæder sig over, at Danske Regioner har set behovet og handlet på det.

– Behovet for psykologhjælp er ikke blevet mindre, fordi vi står midt i en pandemi og en samfundskrise. Tværtimod ved vi, at alvorlige krisesituationer som den, vi er i, kan betyde, at sårbare mennesker og mennesker med psykiske lidelser bliver endnu mere belastet, siger Eva Secher Mathiasen.

Teknisk løsning klar i rekordfart

Den nye aftale kommer i kølvandet på, at Danske Regioner og Dansk Psykolog Forening for knap to uger siden indgik en hasteaftale om, at privatpraktiserende psykologer med ydernummer kunne tilbyde konsultationer og behandling per telefon og video til borgere, der har brug for psykologbistand. Der var dog ingen teknisk løsning på det tidspunkt.

Nu er aftalen så blevet fulgt op med etablering af en teknisk løsning via sundhed.dk.

Forventningen er, at de første psykologkonsultationer gennem sundhed.dk vil kunne begynde inden for den kommende uges tid. Planen er derudover, at tilbuddet også vil gælde konsultationer hos psykologer uden ydernummer på længere sigt – her skal psykologerne selv finansiere løsningen.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge