Der er lagt op til store sundhedspolitiske diskussioner, efter Sundhedsstrukturkommission i begyndelsen af sommeren fremlagde sin rapport med anbefalinger til, hvordan Danmark i fremtiden kan organisere et sundhedsvæsen, som står over for store udfordringer. Dansk Psykolog Forening har afgivet høringssvar på rapporten og byder ind med perspektiver til det videre politiske arbejde med regeringens varslede sundhedsreform, som efter planen skal forhandles i løbet af efteråret.
”Det er virkelig glædeligt, at regeringen ønsker at fremtidssikre sundhedsvæsenet med en ny sundhedsreform, og jeg er helt enig med kommissionen i, at der er stort potentiale i at styrke indsatserne særligt i det primære sundhedsvæsen. Kommissionen har dog slet ikke haft nok fokus på det mentale sundhedsvæsen og den voksende gruppe af mennesker, der rammes af psykisk lidelse. Det er helt centralt, at vi får styrket den tidlige indsats for patienterne – også dem med psykisk lidelse – hvis vi vil have et sundhedsvæsen, der hænger sammen i fremtiden”, siger forperson i Dansk Psykolog Forening, Dea Seidenfaden og fortsætter.
”Derfor er vores håb, at politikerne har viljen til at styrke og sikre reel investering i det nære mentale sundhedsvæsen, så det matcher de udfordringer, vi ser i dag. Og her er det oplagt, at man tænker psykologerne meget mere ind, og sikrer, at der er kapacitet til at tilbyde mennesker med psykisk lidelse hjælp, tidligt i deres forløb og tæt på deres hverdagsliv, siger Dea Seidenfaden.
Godt 900 selvstændige psykologer med ydernummer er i dag en væsentlig del af opgaveløsningen i det primære sundhedsvæsen, og de spiller en afgørende rolle, når man skal udvikle og styrke behandlingsindsatsen i det nære sundhedsvæsen, herunder at forebygge og aflaste psykiatrien. Derfor bør politikerne se nærmere på, hvordan man kan øge kapaciteten i den offentlige psykologordning, mener Dansk Psykolog Forening.
I høringssvaret fraråder Dansk Psykolog Forening også politikerne at følge Sundhedsstrukturkommissionens forslag om at integrere psykiatrien i det samlede sygehusvæsen.
”Jeg deler kommissionens ønske om at styrke psykiatrien, sikre bedre sammenhæng for patienterne og ligestille psykiatrien med somatikken, men en sammenlægning er ikke vejen frem lige nu,” siger Dea Seidenfaden og uddyber:
”Vi skal gå klogt til udfordringerne og må ikke lade os forblænde af trangen til strukturelle forandringer, fordi psykiatrien er udfordret. Lige nu og i de kommende år bør 10-årsplanen og dens implementering have vores fulde opmærksomhed. Det fokus er jeg bange for vil gå tabt, hvis man sætter gang i en omorganisering. Herudover er jeg også bekymret for, om en ændret organisering vil gøre det muligt at bevare og udbygge den tværfaglige og ikke mindst tværsektorielle tilgang, der er ved at blive blevet opbygget i psykiatrien og som er helt afgørende for, at patienterne kan få helhedsorienteret behandling, som giver dem de bedste muligheder for at komme sig”, siger hun.