Dansk Psykolog Forening etablerer Nationalt Videnscenter for Psykologi

Publiceret 17.06.2025 Af nyhedsredaktionen

Med afsæt i psykologfagets brede tradition – lige fra klinisk praksis til organisationsudvikling – skal Nationalt Videnscenter for Psykologi omsætte psykologisk forskning og faglighed til løsninger, der styrker den mentale sundhed i Danmark. Det nye videnscenter åbner i efteråret
Bestyrelsen i Dansk Psykolog Forening har besluttet at etablere Nationalt Videnscenter for Psykologi.

Psykologer står på tærsklen til store forandringer, når de fra årsskiftet bliver sundhedsautoriserede og får nyt tilsyn under Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Det ændrer dog ikke på, at psykologien er et mangfoldigt fag, og derfor har Dansk Psykolog Forening arbejdet hårdt for at sikre, at faget blev bredt funderet i den nye lovgivning. Det arbejde følger foreningen nu op med etableringen af Nationalt Videnscenter for Psykologi. Centret slår dørene op til efteråret og skal sikre, at den særlige og stærke psykologfaglighed fortsat bliver udviklet og synliggjort.

Psykologien er psykologernes. Derfor har bestyrelsen i Dansk Psykolog Forening besluttet at sætte et nyt videnscenter i søen, som kan bidrage til at forme og forfine psykologien som profession og fag. Med Nationalt Videnscenter for Psykologi vil vi stille psykologfaglig viden til rådighed der, hvor den kan forandre og præge beslutninger. Centret skal omsætte psykologisk forskning og faglighed til løsninger, der styrker den mentale sundhed i Danmark – med afsæt i psykologfagets brede tradition, der rummer en bred vifte af psykologfaglighed fra klinisk praksis til organisationsudvikling” siger Dansk Psykolog Forenings forperson Dea Seidenfaden.

Skal ruste psykologfaget til fremtiden

Nationalt Videnscenter for Psykologi bliver oprettet i forlængelse af Dansk Psykolog Forenings arbejde for forskningsformidling, faglig udvikling og uddannelse. Foruden at udvikle psykologien som fag og sikre psykologfagligt stærke og vidensbaserede løsninger i samfundet, skal centret også være med til at skabe sammenhængende uddannelsesveje og specialistuddannelser for psykologer.

Hastige forandringer i tiden, teknologien og samfundet kalder på, at psykologer i endnu højere grad end tidligere kan være med til at definere deres fag, mener Dea Seidenfaden:

”Der er ekstrem stor opmærksomhed på mental sundhed, samtidig med, at bl.a. digitale elementer vinder ind som integrerede muligheder for at behandle, intervenere og agere i vores fag på. Med etableringen af et videnscenter i samme bevægelse kan vi både udvikle og ruste vores fag til fremtiden, men også tage et fast greb om psykologien og vores fag i en tid med forandring,” siger hun.

Videnscentret bliver i første omgang etableret under Dansk Psykolog Forening.

”På sigt og til kommende generalforsamling må vi debattere, om det skal have en anden form. For bestyrelsen og mig er det vigtigt at komme i gang, for det er nu, anledningen og behovet er der! Jeg glæder mig til, at vi får et center, som kan være et fælles fagligt fyrtårn, bane vej for psykologfaglige løsninger og tydeliggøre værdien af vores faglighed og arbejde,” siger Dea Seidenfaden.