Dansk Psykolog Forening foreslår nyt rejsehold, der skal arbejde med forældrekompetenceundersøgelser af familier med grønlandsk baggrund i Danmark

Publiceret 12.12.2024 Af nyhedsredaktionen

Et rejsehold af bl.a. specialiserede psykologer med indgående kendskab til grønlandsk kultur og kulturel bias kan være med til at understøtte kommunernes sagsbehandling i undersøgelsessager af familier med grønlandsk baggrund i Danmark. Det mener Dansk Psykolog Forening, der også opfordrer myndighederne til at udvikle en certificeringsordning for børnesagkyndige psykologer.

Når kommuner igangsætter forældrekompetenceundersøgelser af grønlandske familier, skal der stå et hold af erfarne psykologer med indgående kendskab til det familieretlige område og grønlandsk kultur klar til at rådgive og hjælpe. Det mener Dansk Psykolog Forening, der konkret foreslår myndighederne at oprette et rejsehold af bl.a. specialiserede psykologer, der kan assistere i sager, når der skal laves forældrekompetenceundersøgelser i sager med grønlandske familier.

”I sager om fx grønlandske familier kan kulturelle forskelle spille en særlig rolle. Det ved psykologerne, der arbejder med området, og det er en del af psykologernes faglige fundament at anvende testene med etnisk hensyntagen, forsigtighed og eventuelle forbehold. Politikerne har besluttet at arbejde for at tilpasse testene, men det vil tage tid, og derfor er der behov for at finde en mellemliggende løsning. Derfor vil jeg klart opfordre til, at man nedsætter et rejsehold med bl.a., psykologer, der har særlig indsigt og erfaring på området,” siger Dea Seidenfaden, forperson for Dansk Psykolog Forening.

Rejseholdet skal bl.a. bidrage til at afhjælpe nogle af de udfordringer, der kan opstå, mens man venter på resultatet af det arbejde med en mulig oversættelse og normtilpasning til grønlandsk kultur af de psykologiske test, som i 2022 blev politisk besluttet at igangsætte. Testene bliver anvendt som én blandt flere metoder til at bidrage til vurderingen af forældreevne i forældrekompetenceundersøgelser, og må aldrig stå alene i vurderingen, som det også er beskrevet i Socialstyrelsens gældende retningslinjer for udarbejdelse og anvendelse af forældrekompetenceundersøgelser

Dansk Psykolog Forening har henvendt sig både til Socialstyrelsen og Kommunernes Landsforening for at sikre, at myndighederne har viden om, hvordan psykologerne arbejder på området, og hvilke krav og retningslinjer der gælder.

Certificeringsordning kan sikre højt og ensartet niveau

Det har længe været et fokus for Dansk Psykolog Forening at sikre et højt fagligt og ensartet niveau i udarbejdelsen af børnesager. Bandt andet har foreningen i flere år arbejdet for at skabe politisk lydhørhed for en certificeringsordning for psykologer, som laver specialistundersøgelser i det familieretlige og socialfaglige system. Den anbefaling står fortsat ved magt, understreger Dea Seidenfaden:

”I vores optik er der behov for, at man fra politisk hold etablerer en certificering af psykologer, der arbejder på det familieretlige område. En certificering ville bidrage til at sikre endnu stærkere kompetencer og et ensartet uddannelsesniveau blandt psykologerne, der arbejder på området. Det ville styrke borgenes retssikkerhed, samtidig med at der vil være større forståelse for det, psykologerne kan, og den ekspertise de har på området” siger Dea Seidenfaden.

Læs retningslinjer for psykologer, der arbejder med forældrekompetenceundersøgelser