Den sociale indsats savner fokus på psyken

 I

DEBAT: Det er en god forretning at investere offentlige midler i psykologbehandling, skriver formand for Dansk Psykolog Forening Eva Secher Mathiasen. Effekterne er ikke til diskussion og fortjener langt større opmærksomhed, pointerer hun.

Indlæg bragt på netavisen Altinget den 29. september 2016.

I maj måned præsenterede regeringen ti nye mål for social mobilitet, de såkaldte sociale 2020-mål. Et af dem lød, at flere personer med psykiske vanskeligheder eller sociale problemer skal i uddannelse og beskæftigelse.

Den ambition kan man ikke sætte en finger på. Kan man arbejde, skal man selvfølgelig dét, og det er et selvstændigt mål for et ordentligt samfund at løfte udsatte ind i fællesskabet. Det er samtidig et fåtal af mennesker, der har lyst til at leve et liv uden for arbejdsmarkedet.

Motivationen kan findes i tilfredsstillelsen ved at kunne forsøge sig selv og sin familie og i, at det giver mening og glæde at gøre en forskel, og fordi kollegerne og de sociale relationer, som en arbejdsuge også giver adgang til, trækker den enkelte ud af sengen om morgenen.

Psyken holder folk hjemme
Desværre er virkeligheden en anden for de tusindvis af danskere, der på grund af psykiske lidelser er udelukket fra det arbejdsfællesskab, vi andre tager for givet. Derfor er det prisværdigt, når en regering ønsker at skabe større social mobilitet for de mest udsatte i samfundet.

Der er mange væsentlige elementer i en indsats for social mobilitet. Reduktion i strukturel arbejdsløshed er én, forbedring af udviklingsvilkår for udsatte børn og unge en anden, arbejdsgivere, der tager opgaven alvorligt, en tredje. Og så er der psykologbehandling.

Og hvad har regeringens socialpolitiske mål og psykologbehandling så at gøre med hinanden, tænker du måske?

Det korte svar er, at angst og depression ofte er årsagen til, at danskere mister tilknytning til arbejde og uddannelse. Mens sygdomme i bevægeapparatet i 2015 førte til 926 nye nytilkendelser af førtidspension, kunne psykiske lidelser heraf en stor del angst og depression tegne sig for 2.868 nytilkendelser samme år.

Læg dertil, at 90 procent af de omkostninger, psykiske lidelser koster samfundet, ifølge en beregning fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø fra 2010 skyldes produktionstab, herunder blandt andet sygedage og førtidspension.

Offentlig støtte gør en forskel
Forebyggelse og behandling af psykiske lidelser er altså en af de største udfordringer, hvis regeringen ønsker at komme i mål med ambitionen om at få flere udsatte borgere i job.

Her viser beregninger, at psykologordningen, der sikrer offentligt tilskud til psykologbehandling, gør en tydelig forskel.

Vi kan se, at antallet af depressionsudløste førtidspensioner generelt er faldet markant i den periode, hvor psykologordningen har kørt – altså siden 2008.

Zoomer vi ind på årene 2013 til 2015, viser vores beregninger desuden, at antallet af førtidspensioner på grund af depression er faldet med 30 procent. Et fald, der betyder årlige samfundsbesparelser på minimum 300 millioner kroner. Eller cirka tre gange så mange penge, som det offentlige betaler for behandling af depression under psykologordningen.

Drop aldersbegrænsningen
Mindst lige så interessant er det i den sammenhæng, at der først i 2013 blev fjernet en aldersbegrænsning på tilskudsberettiget psykologbehandling til depressionsramte. Det vil sige, at den markante nedgang i antallet af førtidspensioneringer til depressionsramte går hånd i hånd med udvidelsen af psykologbehandlingen til depressionsramte.

Omvendt er antallet af nytilkendelser af førtidspension til angstramte alene fra 2013 til 2015 steget med hele 40 procent. I samme periode har man fastholdt, at der for angstramte skal være en aldersgrænse for adgangen til behandling på 39 år, også selvom Sundhedsstyrelsen meddeler, at der ikke er noget fagligt belæg for at sætte grænsen dér.

Vi kan forvente, at investeringerne i psykologbehandling af angst kommer lige så mange gange igen, som det er vist for psykologbehandling af depression.

Set i dét lys, er det uheldigt, at aldersgrænsen for angst alene er fastsat for at spare penge.

Behandling virker
Angst er ifølge Sundhedsstyrelsens sygdomsbyrderapport fra 2015 Danmarks dyreste sygdom, Danmarks oftest forekommende sygdom og den sygdom, som oftest fører til nytilkendelser af førtidspension, og andelen af angstramte er stigende.

På grund af den begrænsede økonomiske ramme i psykologordningen er der årligt i dag kun 10.900 patienter i behandling for angst, svarende til under 5 procent af den samlede andel af voksne, der lever med angst.

Af samme grund er ventetiden for behandling af både angst og depression steget til det dobbelte siden 2012.

Den korte udgave af alle disse tal og beregninger og store mængder international forskning er, at psykologbehandling virker. Og at psykologbehandling betyder, at tusindvis af borgere med psykiske lidelser, for relativt få skattekroner, kan få hjælp til at få det bedre og i øvrigt komme i arbejde og undgå langtidssygemeldinger.

Fortjener mere opmærksomhed
Det er alvorligt, at vi som samfund alligevel fortsat vælger at overlade tusindvis af borgere med angst til egen skæbne og udsigten til et langt liv uden for fællesskabet og arbejdsmarkedet.

For det første kan vi ikke være det bekendt, og det er helt ude af trit med de værdier, som vi påstår at bygge vores samfund på. For det andet er det en elendig forretning, at vi undlader at investere midler i psykologbehandling, der kommer flere gange tilbage, men i stedet lader samfundets pengekasse lide betydelige milliardtab, fordi mennesker mister tilknytningen til arbejdsmarked, eller fordi virksomheder savner deres medarbejdere i kortere eller længere perioder.

I disse uger begynder Christiansborg-politikerne så småt at kridte banen op for efterårets finansforhandlinger, og det samme gør satspuljepartierne.

Her fra skal blot lyde en enkelt bøn: tænk psykologordningen mere offensivt ind i social- og sundhedspolitiske planer og mål. For eksempel ved at fjerne aldersbegrænsningen på ordningen én gang for alle.

Det betaler sig. Både menneskeligt og økonomisk.

Se indlægget på Altinget her.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge