Depressive danskere i kø hos psykologerne

 I

Presseklip: Stadig flere får tilskud til behandling for depression og angst. Men puljen til behandling er allerede ved at løbe tør – det giver lange ventelister. Regioner erkender problemet, skriver Politiken.

Tendensen er den samme landet over. Ventetiden til psykologbehandling for angst og depression er vokset med 44,5 procent på bare tre måneder, fra 5 til godt 7 uger, viser en ny undersøgelse fra Dansk Psykolog Forening.

Og ventelisterne kan blive længere endnu, siger foreningens formand, Eva Secher Mathiasen:

»Vi er rigtig godt tilfredse med, at folk går til psykolog, for vi ved, det virker meget bedre end piller. Men problemet er, at denne ordning er født uden tilstrækkelige midler. Der er simpelthen ikke penge nok i rammen i forhold til mængden af borgere, som vil have denne hjælp«, siger psykologernes formand til Politiken.

Anders Kühnau, næstformand i Regionernes Lønnings- og Takstnævn, siger, at det kan blive nødvendigt at drøfte ordningens økonomiske ramme med regeringen, men at regionerne i første omgang skal sikre, at de praktiserende læger ikke sender for mange patienter til psykolog.

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) mener ligeledes, at de praktiserende læger henviser flere patienter end dem, der er omfattet af ordningen, men at Sundhedsstyrelsens nye retninglinjer for visitering fra Sundhedsstyrelsen skal føre til, at kun de rigtige patienter henvises.

Hun kalder det ifølge Politiken “utroligt positivt”, at ordningen er blevet en succes, og at så mange borgere slipper medicinen og de mulige bivirkninger, men hun mener ikke, at der umiddelbart er udsigt til at udvide tilskudsrammen.

– Men vi følger ordningen tæt sammen med Danske Regioner, og den skal også evalueres, så vi kan vurdere, om der er behov for justeringer, siger Astrid Krag til Politiken

Læs hele artiklen i Politiken.

Politiken. 15. marts 2013.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge