Det rigtige første gang

 I

Kommunerne bruger milliarder af kroner hvert år på børn, som ikke trives. Hvordan får vi mere for pengene og giver børnene den rigtige hjælp?

Sådan hed det i den invitation, Psykologforeningen udsendte først i juni op til vores debatmøde på Bornholm, og sådan kunne det med en let moderation have heddet, da vi senere på måneden mødtes med socialminister Karen Hækkerup. To forskellige fora, men et fælles sigte.

Sager om omsorgssvigtede børn, der er faldet igennem det kommunale system, har sat indsatsen for udsatte børn og unge på den politiske dagsorden. Når vi gerne vil drøfte området med vores politikere, skal det dog ses i det brede perspektiv og ikke kun med henblik på enkelte spektakulære sager. Gør kommunerne det rigtige første gang, bliver det ikke dyrere, men derimod billigere at løfte kvaliteten i tilbuddene til de sårbare børn.

I dag kan børnefaglige undersøgelser ifølge Serviceloven foretages, uden at der trækkes på psykologfagligheden – og det sker for tit. Der er brug for psykologer, som kan se ind under de ydre forhold omkring barnet, som socialrådgiverne jo ser på – for de mest alvorlige problemer er langt fra altid de mest synlige. Begge fagligheder er nødvendige, hvis vi skal blive bedre til at give børnene den rette indsats første gang.

Alternativet er, som det ofte sker nu, at psykologen kommer ind for sent i forløbet – når barnets skæbne er beseglet og tiltagene bliver kostbare.

Vi har derfor anbefalet ministeren, at der laves nye retningslinjer for, hvilke faggrupper der skal inddrages i de børnefaglige undersøgelser – og hvornår – og ikke mindst at undersøgelserne følges op af den rette indsats. Forebyggelsesperspektivet er også centralt i vores dialog med kommunerne. Her er der brug for et brud med den tankegang, at tilbuddene til sårbare børn er tilpasset til systemerne. I stedet skal psykologfagligheden være tilgængelig, overalt hvor børnene er. Uanset om det er vuggestue, børnehave, dagpleje, klub, skole, SFO, fritidshjem – ja, hele spektret op til voksenalderen – bør psykologen og andre relevante fagpersoner kunne rykke hurtigt ud.

Vi ser for os en gevaldig styrke i et udgående tværfagligt team, fx som et bredt PPR. Afgørende er det også her, at hjælpen kan sættes ind, før det går galt og koster dyrt. For barnets og samfundets skyld: Vi skal gøre det rigtige første gang.

Leder (PDF)

Kommentarer
  • Lars Rasborg
    Svar

    Spørgsmål
    Hvad mener du med at “…tilbuddene til sårbare børn er tilpasset til systemerne”? (næstsidste afsnit).
    Hvad mener du med “et bredt PPR”. Et PPR, der tager sig af mere end børns problemer i dagtilbud og skole (som nu) eller hvad?

    Jeg har en bog på vej, der i høj grad handler om organisering af hjælp til omsorgssvigtede børn og unge, herunder bl.a. om at gøre undersøgelsen af børn bedre, men også om mange andre svage punkter i kommunernes nuværende hjælp til disse børn, og om, hvad der er brug for at gøre, hvis man skal leve op til § 46 i SEL. Bogen hedder Miljøterapi i gruppe og organisation og udkommer den 30. august.

    Vh Lars Rasborg

  • Niels Peter Rygaard
    Svar

    Hej Eva
    Som du måske ved har jeg siden 2006 samlet et forskernetværk og lavet http://www.fairstartglobal.com, som nu er verdens mest udbredte gratis onlineuddannelse i professionel omsorg for forladte og udsatte børn – den er på 8 sprog, på vej på 17 mere, og kommer også på dansk til næste år.

    Det har bl.a. medført, at jeg er gæsteredaktør på et specialnummer af Infant Mental Health Journal, der skal handle om hvordan forskning i udsatte børn i forfatternes lande påvirker politiske beslutninger, og hvordan den omsættes til uddannelse/ interventioner.

    Jeg foreslog derfor DP (som har støttet projektet moralsk) at lave en international konference om psykologers arbejde med udsatte børn i København. Robert Roe (tidl. formand for den europæiske psykologforening) var helt med på den. Det samme var psykologer i en række andre lande. Men det havde DP ikke kræfter til.

    Derfor gik jeg til VIAUniversity og foreslog dem at lave en international master i pædagogisk organisationsudvikling af systemer for udsatte børn, så nu sidder jeg i en forberedelsesgruppe sammen med dem, da de efter nogen betænkningstid slog til. Vi har kig på 3 universiteter i forskellige lande, som vi kan samarbejde med om den. Det føltes lidt mærkeligt at skulle gå til en anden faggruppe for at komme igennem…

    Så – oprigtig talt – jeg giver ikke meget for snakken om at psykologer ikke bliver hørt – det skyldes ene og alene at de ikke som gruppe melder ud til samfundet om hvordan der skal arbejdes med udsatte børn. Roe sagde på kongressen i 2011 i Istanbul, at han syns psykologer skulle holde op med at konkurrere indbyrdes, at de skulle holde op med at kritisere andre faggrupper, og så ikke kun fokusere på individuel-eller familieterapi, men komme med bud på hvordan Europa løser sine sociale problemer. Indtil nu er der vist ikke så mange psykologer, der har svaret ham?

    VI har en lille, men aktiv gruppe i DP, der hedder selskab for interkulturel psykologi, men at fremme den ligger heller ikke først i foreningens prioriteringer.

    Jeg ved godt foreningen har supertravlt, men somme tider er det også et spørgsmål om prioriteringer at få sat psykologernes synsvinkel på dagsordenen.

    kærlig og solidarisk hilsen Niels Peter Rygård

  • Birgitte Ørnstrup
    Svar

    Som “halv-gammel” på det børnepsykologiske område og relativ ny på det privatpraktiserende område har jeg gjort mig den erfaring, at vores fælles faglighed på det børnepsykologisk praktiserende område er både lidt svær at finde og på nogle fagområder tyndt. Det kan selvfølgelig være, at det er mine evner til at søge informationer, som er mangelfulde, men jeg savner en stærkere børnepsykologisk profil indenfor vores fag. Neuropsykologiske tilgange er stærkt repræsenterede, når det drejer sig om udredning. Kognitiv terapi når det drejer sig om angst. Relationsbaseret udvikling synliggøres af Susan Hart og andre, men mange andre børnepsykologiske områder bliver berørt og bearbejdet meget spredt, hvor det er min oplevelse at jeg kan mangle den fællesfaglige diskussion. Jeg har selv bedt foreningen stå bag en fællesfaglighed, hvad angår forældrekompetence undersøgelser herunder bedt om kursus i og svar på, hvornår foreningen synes, at man psykologfagligt har præsteret en faglig tilstrækkelig undersøgelse? Vi har retningslinjer at gå efter, men efter min mening, fortsat mange diskussioner at føre, som kan fremme vores fællesfaglighed og indsats i børneundersøgelserne.

  • Af Ole Kjærgaard
    Svar

    Indtil 2013 har jeg som psykolog superviseret socialrådgivere i en kommunal børne- og familieafdeling, som varetager børnefaglige undersøgelser ifølge Serviceloven. Af økonomiske grunde har kommunen imidlertid valgt at klare opgaverne selv med interne sagbehandlere uden psykolog.

    Børnefaglige undersøgelser ifølge Serviceloven bør fordre en psykologvurdering helt eller delvist.
    Socialrådgivere/sagsbehandlere har ofte mange holdninger, meninger og synspunkter omkring psykologiske spørgsmål. Socialrådgivere har ingen faglige forudsætninger for at varetage en psykolog-vurdering.
    Social forebyggelse og hurtig indsats synes klogt – Behandling koster som bekendt “kassen” socialt og økonomisk.

    Socialministeriet og Kommunernes Landsforening kan med fordel informeres herom med mulighed for en samfundsøkonomisk cost benefit vurdering.

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge