Din pensionsopsparing passer ikke på sig selv

 I

Af pressekonsulent Henning Due

Hvis din pensionsordning får lov til at passe sig selv gennem arbejdslivet, risiker du at miste mange tusinde kroner, lød budskabet fra Unipension på TP-årsmødet 2014

Uanset om du er privatpraktiserende psykolog eller ansat som PPR-psykolog i en kommune, ja så er udfordringen den samme for de fleste: Der er stor risiko for, at du falder i mindst én af de typiske faldgruber.

Kenneth Petersen, medlemschef hos Unipension, lagde ikke fingre imellem under sit oplæg på Sinatur Hotel på TR/AMR årsmøde i Lyngby.

Sikring ved sygdom

– Hvad der sker for eksempel med pensionsordningen, hvis en kollega pludselig bliver syg og ikke er i stand til at arbejde på fuld tid?, spurgte medlemschefen forsamlingen af TR-folk.

– Som tillidsrepræsentanter er invalidepension et af de emner, der bør interessere jer mest på vegne af kollegerne.

For psykologer gælder det, at man gerne må fortsætte med at arbejde op til en tredjedel af et fuldtidsjob, hvis man som arbejdende psykolog bliver invalideret på grund af sit arbejde og får tilkendt erstatning for tab af erhvervsevnen.

Men de fleste glemmer at anmelde en skade til forsikrings- og pensionsselskabet, hvis de bliver ramt af en ulykke eller bliver syge.

– Som forsikrings – og pensionsselskab kan vi af gode grunde ikke se, hvis en af jeres kolleger bliver ramt af en sygdom. Derfor er det vigtigt, at tillidsrepræsentanten på arbejdspladsen eller medarbejderen selv gør os opmærksom på, hvis uheldet skulle være ude.

Standardpakken ikke altid bedst

Kenneth Petersen understreger, at det ikke kun er, når en alvorlig sygdom banker på døren, eller når uheldet er ude på jobbet, at man skal huske at sende en kærlig tanke til pensionsordningen.

– Det er standard i den basispakke, vi tilbyder psykologer i Dansk Psykolog Forening, at have en ægtefællepension. Men det er jo lidt fjollet, hvis man ikke er gift. Det samme er tilfældet med børnepension, siger han.

Den betaler man også til som udgangspunkt, og den betyder, at børnene får en pose penge, indtil de fylder 21 år.

– Men hvis du ikke har børn, eller dine børn er ældre end 21 år, giver det ingen mening at indbetale til børnepension, siger Kenneth Petersen.

Pensionseftersyn ved store forandringer

I hverdagen er der dog ingen grund til at gå rundt og bekymre sig om pensionsordningen, påpeger han.

–  Men hvis der sker store forandringer i livet, skal du sørge for at kigge pensionen efter i sømmene. F.eks. hvis du bliver skilt, hvis du skifter arbejde eller mister jobbet. Hvis du bliver gift igen, skal du overveje, om du vil sikre din ægtefælle eller dit barn økonomisk via din pensionsordning, siger Kenneth Petersen.

I en krisesituation kan det også koste dig dyrt, hvis du glemmer at huske på din pensionsordning.

– Hvis du får konstateret en kritisk sygdom, modtager du automatisk modtager et brev fra Sundhedsstyrelsen, som fortæller dig, at din diagnose er omfattet af dækningen, og at du bør kontakte os, siger Kenneth Petersen.

Kvinde og pension

Er du kvinde, skal du desuden være opmærksom på, at dit køn spiller en rolle i, hvor mange pensionskroner, der statistisk set triller ind på din konto.

– Psykologfaget er overvejende et kvindefag, og når kvinder går på barsel, skal de huske, at en barselsperiode på dagpenge ikke bidrager til pensionsindbetalingen, ” forklarer Kenneth Petersen og fortsætter:

– Hvis du som arbejdende psykolog senere i livet gerne vil indbetale mere til opsparingen sammen med din ægtefælle, vil du opleve, at automatreaktionen fra bankrådgiveren typisk er: ”vi kan jo altid gøre noget ved topskatten”, mens rådgiveren kigger over på din mand, fordi det ofte er ham, der tjener mest.

Men i det tilfælde kan det ofte være en bedre idé at fylde hullet i kvindens pensionsordning fra barselsperioden. Både fordi det rent skattemæssigt har gode fradragsmuligheder, men også for  at sikre den bedste pensionsordning i fremtiden.

Kapitalpension

Kenneth Petersen peger også på en anden oplagt mulighed for at spare mere op til pensionisttilværelsen. Siden sidste år har det været muligt at omlægge sin kapitalpension og spare 2,7 pct. i afgift.

Som pensionskunde skal du blot lægge kapitalpensionen om til en såkaldt aldersforsikring, som du betaler 37,3 pct. i afgift af til staten i dag ved indbetaling. Til gengæld slipper du for at betale 40 pct. i afgift ved udbetaling af pensionen, som man hidtil har gjort, når kapitalpensionen skulle udbetales til pensionskunden.

– Det er penge lige ned i lommen, som kommer dig til gode, når du forlader arbejdsmarkedet,” siger Kenneth Petersen.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge