Efter Orlando

 I

Christopher Andrew Leinonen, 32 år. Mercedez Marisol Flores, 26 år. Luis S Vielma, 22 år. Kimberly Morris, 37 år. Akyra Monet Murray, 18 år.

Fem unge mennesker med fremtiden og livet foran sig. Og fem unge mennesker, der mistede det hele på et øjeblik på homo-natklubben Pulse i Orlando, Florida, USA, da en bevæbnet mand 12. juni kom ind i klubben, skød og dræbte 49 gæster og ansatte og sårede 53. Tragedien var ikke blot det største masseskyderi i USA’s nyere historie. Det var også et brutalt angreb på en af de i forvejen allermest udsatte minoritetsgrupper i samfundet globalt set: homoseksuelle, biseksuelle og transpersoner (LGBT).

Motivet for massedrabet kan vi af gode grunde kun gætte på, da gerningsmanden, Omar Mateen, blev dræbt af politiet og ikke efterlod nogen form for forklaring. Spekulationerne er gået på alt fra, at massedrabet havde forbindelse til Islamisk Stat, over, at han havde en psykisk lidelse til, at han var stærkt homofobisk og måske ligefrem selv var uerkendt homoseksuel. Vi kan ikke vide det. Hvad vi derimod kan konstatere er, at drabene for alvor har skubbet på en længe tiltrængt diskussion om homofobi, hadforbrydelser og intolerance over for LGBT-personer. Den debat har vi også brug for i Danmark.

Danmark er i manges øjne et særdeles homovenligt land. Vi skrev verdenshistorie, da Folketinget i 1989 vedtog en lov, der tillod homoseksuelle i Danmark at indgå registreret partnerskab. Det var vi det første land i verden, der gjorde.

Homoseksualitet, der stod opført som en psykisk lidelse på Verdenssundhedsorganisationens (WHO) sygdomsliste frem til 1991, blev fjernet fra Sundhedsstyrelsens officielle liste ti år før, i 1981. For fire år siden blev det muligt for homoseksuelle at blive viet i kirken. Og vi har, og har haft, ministre, partiledere og andre meningsdannere, der er åbent homoseksuelle, hvilket ville have været umuligt i mange andre lande i verden. I år har vi skrevet verdenshistorie igen, da Folketingets Sundhedsudvalg – et par uger før Orlandomassakren – besluttede, at transkønnethed ikke længere skal være på Sundhedsstyrelsens offi- cielle liste over psykiske lidelser. Også her er vi de første i verden. Transkønnethed står fortsat opført som en psykisk lidelse på WHO’s sygdomsliste. I Danmark har man siden 2012 også kunnet vælge sit eget juridiske køn i fx passet.

Der er med andre ord rigtig meget at glæde sig over, når det gælder både lovmæssige og samfundsmæssige landevindinger for LGBT-samfundet i Danmark. Det skal vi være stolte af og huske på.

Men god lovgivning og lige rettigheder går ikke nødvendigvis hånd i hånd med oplevet liv og hverdag. Mennesker med et andet kønsudtryk, en anden kønsidentitet eller seksuel orientering oplever at blive udsat for verbale og fysiske angreb på de danske gader, på nettet og mange andre steder. Det vidner statistikken fra fx Politiets Efterretningstjeneste om. For nyligt kunne flere medier fortælle, at der i statsstøttet kirkeligt regi i Danmark tilbydes terapeutiske kurser, der ’omvender’ homoseksualitet til heteroseksualitet. Og også inden for psykologernes eget fag kan vi trænge til at udvikle den faglige tilgang til mennesker, der er transkønnede.

Tragedien i Orlando viser os, at selvom der længe har været fokus på LGBT-rettigheder og LGBT-personers livsvilkår, er der stadig store problemer med intolerance og had over for denne gruppe. Lad os sammen bekæmpe homofobi, hvor vi kan, og vise, at alle mennesker er lige meget værd, uanset køn eller seksuel orientering.

Leder (pdf)

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge