Er du klar til endnu en lønstigning?

 I

Kampen om OK18 har sikret alle offentligt ansatte en lønstigning. Det næste slag skal tages lokalt på din egen arbejdsplads. Kig på dine funktioner, dine kvalifikationer og din lønseddel. Får du den rigtige løn?

Er du offentligt ansat, kan du det kommende år gøre en forskel i forhold til både din egen løn og psykologers løn generelt.

I kampen om OK18, der blev forhandlet og stemt hjem før sommerferien, var du med til at sikre alle offentligt ansatte reallønnen og lidt oven i. Det betyder, at du fortsat har råd til at købe samme varer for din løn. Men disse lønstigninger er ens for alle offentligt ansatte og sikrer ikke, at du eller psykologerne generelt får et reelt lønløft. Der er en kamp mere at tage – og den foregår lokalt på din og alle andre psykologers arbejdsplads. Er du klar til det?

Andre faggrupper kan løbe med din næste lønstigning
Teknisk set er der faktisk ikke afsat en egentlig pulje til lokalløn i overenskomsten, men det samlede resultat fra OK18 forudsatte, at der også skulle være penge til lokale lønstigninger. Og da pengene ikke er øremærket til enkelte grupper, betyder det, at du som psykolog skal være vågen og bede om lønstigning ved den næste årlige lønforhandling på din arbejdsplads, ellers løber andre faggrupper med pengene.

De privatansatte har fået de største lønstigninger i 10 år. Det har Dansk Industri netop offentliggjort og stigningen er sket ved de årlige lokale lønforhandlinger – altså efter deres OK17.

Ved OK18 stod de offentligt ansatte psykologer sammen med de andre faggrupper om den generelle lønstigning til alle – nu kæmper hver offentligt ansatte sin egen kamp. Også du! Men din tillidsrepræsentant eller din konsulent i Dansk Psykolog Forening er klar til at hjælpe dig.

Husk, at alle offentligt ansatte har ret til en årlig lønforhandling, og at de lokale forhandlinger handler om kvalifikationsløn og funktionsløn.

Får du den rigtige løn?
Det første, du skal gøre, er at vurdere din egen løn. Kig på dine funktioner, kig på dine kvalifikationer og kig på din lønseddel. Får du den rigtige løn? Det kan du finde ud af ved at bruge vores lønberegner. Du kan desuden finde flere oplysninger om, hvordan du gør, når du skal have forhandlet løn her.

Der skal forhandles løn en gang om året på alle arbejdspladser. Men vi ved ikke præcis, hvornår det sker på din arbejdsplads. Måske ved din leder det. Undersøg gerne tidspunktet på din arbejdsplads, inden du kontakter os.

Har du en tillidsrepræsentant, er det tillidsrepræsentanten, du skal kontakte. Har du ikke en TR, så er det foreningen.

Vi ved godt, at der ikke kan være tillæg til alle, men vi skal samlet set gøre en indsats for at hente penge hjem, og mange af jer vil givetvis opleve, at de lønkrav I rejser i 2018/19 først bliver indfriet i 2019/20 eller 2020/21.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge