Et fælles ansvar

 I

Uenighed er godt stof. Der er ikke meget medieinteresse i en erklæring om, at man er på linje med nogen. Jeg trodser dog med glæde denne tendens og bifalder varmt den kronik, vores sundhedsminister Astrid Krag havde i Politiken den 7. august 2012. Budskabet, som blev udtrykt i overskriften, var: Det er ikke din skyld!

Kronikken handlede om, at de belastninger, borgere oplever fx i forlængelse af et stressende arbejdsliv eller en psykisk lidelse, ikke er et problem, som den enkelte har en forpligtelse til at håndtere på egen hånd. Det er et samfundsproblem, et fælles anliggende. Blandt andet fordi den måde, vi indretter samfundet på, er en del af forklaringen på, hvorfor så mange bukker under for hverdagens udfordringer. Ministerens første pointe er, at de psykiske lidelser må ses helt på niveau med de fysiske, som vi behandler. Oveni kommer den udfordring, de psykiske nedbrud skaber for de offentlige kasser. Og endelig, at vores velstand beror på et større arbejdsudbud, men at dette ”udhules af en eksplosion i psykiske lidelser.”

Det skal der laves om på! siger ministeren. Og netop det er jeg i særlig grad enig med hende i. For det er ikke nok at udvise mod og nytænkning på det erkendelsesmæssige plan; der må konkrete politiske initiativer til.

Og handling er der lagt op til alene med regeringens bebudede indsats for at sikre, at et godt psykisk arbejdsmiljø betragtes som vigtigt på lige fod med det fysiske. Der ligger et lovforslag klar, som et folketingsflertal står bag – det mål har Psykologforeningen arbejdet hen mod nærmest siden foreningens tilblivelse. Modargumentet, som forslaget fra visse sider mødes med: at det koster penge – holder også kun på kort sigt. Psykisk velfungerende borgere og medarbejdere gavner både virksomhedernes og vores alle sammens fælles pengepung.

Men indsatsen for succes er flerfoldig. Med en reform i tænkningen om psykiske lidelser og deres årsag forpligter vi os samtidig på at hjælpe virksomhederne med at etablere et godt psykisk arbejdsmiljø. Ingen påfører jo med vilje sine medarbejdere psykiske belastninger, der overstiger den enkeltes smertegrænse.

Skriv en kommentar

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge