Et nationalt anliggende

 I

Hvem ejer egentlig forebyggelsesansvaret i Danmark, når det handler om børn og unge? Et sådan spørgsmål får ikke mange til at markere.

Anledning til at undre sig er der altid, men aktuelt har vi fået en kraftig påmindelse, i og med Vidensråd for Forebyggelse nu har publiceret sin rapport om ”Børn og unges mentale helbred”.

Rådets særlige interesse i at tage temaet op skyldes dels, at mentale problemer udgør en meget stor del af sygdomsbyrden hos børn og unge, dels den tydelige kobling mellem mentale helbredsproblemer tidligt i livet og forekomsten af psykiske symptomer eller lidelser senere i livet. Problemerne er i stigning, konstaterer rapporten, og der udskrives regninger, som senere skal betales af den enkelte, de nærmeste og samfundet.

Listen over problematikker er ikke rar læsning: Medicinforbrug, stress, søvnmangel, ensomhed, selvskade, psykose, selvmordsadfærd … Af indlysende grunde kan vi ikke sidde med hænderne i skødet og vente på, at snebolden ruller sig større og større.

Én gruppe giver anledning til ekstra opmærksomhed, nemlig de børn og unge, som mistrives, men som er for ”lette” til psykiatrien. I mange tilfælde har samfundet ingen tilbud til dem, eller tilbuddene er vilkårlige. Børn af psykisk syge eller på anden måde ressourcesvage forældre skal vi også hjælpe bedre end nu.

Problemet rækker dog hele raden rundt og kalder på indsatser på alle offentlige platforme – og en del private. I første række må vi pege på kommunerne, fordi daginstitutioner og skoler møder børnene tidligt og har mulighed for at opdage børnenes mistrivsel, så de kan få den hjælp de har brug for, så deres udvikling og trivsel ikke lider skade.

Af en eller anden grund bruger vi hellere milliarder på at helbrede eller lappe nødtørftigt sammen end millioner på at hindre skaderne i at opstå. Det er et nationalt anliggende, at vi begynder at prioritere klogere og hjælpe bedre lige dér hvor barnet eller den unge befinder sig.

Leder (pdf)

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge