Eva Secher Mathiasen: COVID-19 skal tages alvorligt

 I

Dansk Psykolog Forening får mange spørgsmål fra medlemmerne om COVID-19. Eva Secher Mathiasen opfordrer alle medlemmer til at følge myndighedernes anvisninger.

– Vi skal alle sammen tage COVID-19 meget alvorligt og gøre alt, hvad vi kan for at begrænse smittespredningen. Det gælder især, når vi arbejder i sundhedssektoren, siger Eva Secher Mathiasen.

– Et centralt budskab fra myndighederne er, at det er meget afgørende at holde det samlede antal af danskere, der er smittet på en gang, så lavt som overhovedet muligt. Jo større antal smittede, jo større risiko for, at sundhedsvæsnet simpelthen ikke kan følge med, hverken når det gælder personale eller udstyr. Og selvom COVID-19 ikke er farlig for alle, så er den det for nogle. Derfor handler smitteforebyggelse ikke kun om den enkelte, men om at vi som samfund og fællesskab passer på hinanden.

– Dansk Psykolog Forening får mange spørgsmål fra medlemmer om COVID-19. De fleste kan vi besvare, men mange spørgsmål er endnu uafklarede fordi situationen er ny. Derfor arbejder vi sammen på tværs af organisationer og myndigheder for at opnå afklaring. Vi håber på forståelse for, at situationen ikke er standard og derfor findes der heller ikke, endnu, svar på alle spørgsmål.

– Vi opfordrer samtidig til, at man holder sig orienteret om status for COVID-19 på coronasmitte.dk, og såfremt man overvejer udlandsrejser er opmærksom på udenrigsministeriets anvisninger her.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge