Får du løn, hvis du kommer i karantæne på grund af coronavirus?

 I

Din ret til løn under karantæne afgøres af flere forhold. Som udgangspunkt har du kun ret til løn, hvis du er smittet eller hvis din arbejdsgiver har pålagt dig karantænen.

Der er i skrivende stund 156 danskere, der er konstateret smittet med coronavirus og i alt 875 danskere pt. i karantæne. Men hvordan er du egentlig selv stillet ansættelsesretligt, hvis du skulle blive pålagt karantæne?

Du er smittet med coronavirus

– Hvis du er smittet med coronavirus og i karantæne, så er du syg, og så gælder helt de samme regler for løn under sygdom, som du ellers er underlagt på dit arbejde, siger souschef i Dansk Psykolog Forenings forhandlingsafdeling, Jørn Kempel.

Det gælder uanset om, det er din læge eller din arbejdsgiver, der pålægger dig karantænen.

Du er i karantæne, fordi du har været i kontakt med personer, der er smittet
– Hvis nogen derimod har skønnet, at du er i risiko for at være smittet med coronavirus, og du herefter er kommet i hjemme-karantæne, så afhænger din ret til løn af, hvem der har pålagt dig karantænen. Om det er din arbejdsgiver, andre eller dig selv.


Din arbejdsgiver har pålagt dig hjemme-karantæne

Når det er din arbejdsgiver, der har pålagt dig hjemme-karantæne, så har du ret til løn. Også selv om myndighederne ikke har sagt, at det er en nødvendighed, at du bliver hjemme, men det alene er en beslutning, som arbejdsgiveren selv har truffet.

Andre har pålagt dig hjemme-karantæne
Hvis det derimod er andre, der har pålagt dig at blive hjemme eller du sidder i karantæne på et hotel i udlandet, fordi du har opholdt dig sammen med smittede, så er der tale om såkaldt force majeure. I et sådan tilfælde har du lovligt forfald og kan ikke møde på arbejde, men spørgsmålet bliver herefter om du har ret til løn, selvom du ikke kan møde på arbejde?

– Svaret på det spørgsmål afhænger af, om dit fravær kan sidestilles med sygdom eller ej. Hvis det anses som sygdom, så har du ret til løn, hvis det ikke anses som sygdom, så har du som udgangspunkt ikke ret til løn. Det gælder også, selv om det myndighederne på den pågældende destination, der mener, at det vil være en god idé eller hotelejeren, der har bedt dig blive på værelset.  Og det samme gælder, hvis det er myndighederne i Danmark, der har sendt dig hjem.

– Det er Dansk Psykolog Forenings opfattelse, at det er mest rigtigt at anse forfaldet som sygdom, hvis det er sundhedsmyndighederne, der har besluttet, at du skal i karantæne, siger Jørn Kempel.

Kontakt altid arbejdsgiver
Er du bekymret for at være smittet, skal du tage telefonisk kontakt til din læge, vagtlæge eller akut-telefon, som vil fortælle dig, hvordan du skal forholde dig.

Hvis du selv skønner, at du ikke kan møde på arbejde, så husk, at du altid har pligt til at informere din arbejdsgiver.

– Du kan ikke bare blive hjemme fra dit arbejde, hvis du er nervøs for, om du er smittet. Bliver du væk uden at kontakte din arbejdsgiver, så er det udeblivelse, og så kan du sådan set blive bortvist og opsagt direkte uden opsigelsesvarsel – og du får også tre ugers karantæne fra din a-kasse. Så du skal altid kontakte arbejdsgiver, og i den dialog finder man jo oftest en løsning. Det kunne være en aftale om at arbejde hjemmefra i en periode eller lignende, siger Jørn Kempel.

Kontakt rådgivningen i Dansk Psykolog Forening
Kontakt rådgivningen i Dansk Psykolog Forening, hvis du har spørgsmål til dine rettigheder i forbindelse med sygdom eller karantæne forårsaget af coronavirus, eller har brug for hjælp til at finde en ordning med din arbejdsgiver. Telefon: 35 26 99 55.

Læs mere generelt om pligter og rettigheder i forbindelse med sygdom her.

Start med at skrive, og tryk Enter for at søge